Frigjort Festival skulle have fundet sted i disse dage, men er, som så meget andet, aflyst i år. Dog heldigvis ikke helt definitivt aflyst, for den er genopstået som en række intime koncertaftener. Festivalprogrammet lignede ellers et stærkt bud på musik, som den lyder, når rammerne sprænges og man selv definerer sin genre. Et dyk ned i musikalske excesser i grænselandet mellem improvisationsmusik, rock, jazz, og elektronisk musik. Festivalen fandt sted for første gang sidste sommer og er et samarbejde mellem Loppen og Det Gyldne Livs Festival i Kolding. På Loppen lørdag aften stod der Kogekunst og MAG på plakaten.
MAG
MAG the great gag styrede verden. I hvert fald hvis verden var gakket, uforudsigelig, anarkistisk, grænsebrydende og totalt fucked up og ligeglad med konventioner og med alle ‘bør og skal´-lernes forudfattede meninger om, hvordan verden bør og skal se ud. I aftes skabte hun en konstant zigzaggende lydlig dervishdans frem og tilbage over den hårfine grænse mellem galskab og genialitet. »They say your nature is calling/ They say your structure is falling« sang Magdalena Ågren med kunstnernavnet MAG på koncertens åbningsnummer ”Monster”. Et af numrene fra hendes 2016 album MAGnitude. Det understregede hun efterfølgende ved at lade alle strukturer opgive ævred, opløses som hvislende hvid røg fra røgkanonerne og forsvinde fra Loppen for at give plads til begejstring og en punket hyldest til mangfoldigheden og galskaben.
MAG’s enmandshær af en performance var vidunderligt skørt og vildt. Til tider med en lyd og energi som et garagepunkband fra Detroit eller hvad ved jeg, til andre blev det mere indadvendt rugende og sværere at komme ind på livet af. Heldigvis eksploderede hele lortet snart efter igen i MAG’s eminente kontrol over maskiner, instrumenter og ikke mindst loop pedalerne, der var hendes vigtigste medspiller på scenen, og muliggjorde at et tungt rullende trækbasunriff, der lød som en virkelig smadret og trashet guitar kunne fortsætte i sløjfe under sangen, som så også blev loopet. Under det hele gungrede et elektronisk beat afsted, muligvis fra en eller anden gammel analog trommemaskine, eller også bare programmeret op af MAG selv. Øverst oppe på dette inferno af lyd (der virkelig swingede og rullede), foldede MAG sig ud på sin megafon, mens hun vandrede rundt blandt publikum, insisterende talende, syngende, skrigende. God plads havde hun jo og et imponerende sangregister. I det allersidste punkinferno af lyd laver hun også feedback i bedste heavyguitarstil. På sin megafon!
Totalt skørt, livgivende, opløftende, uforudsigeligt og vanvittigt. Undervejs fik vi en meget fri fortolkning af den gamle svenske folkemelodi ”Gubben i laden”, som hun ikke kunne lokke nogen til at komme op på scenen og synge; ingen kendte den. Vi fik en fin fortolkning af nummeret ”SickSickSick”, ligeledes fra MAGnitude, et nummer sprængfyldt med hitpotentiale, men som ingen radiostationer tør spille. Vi fik selvfølgelig også MAGs ‘kanin’ på banen. I aftes hed sangen til kaninen ”Hyllningslåt för det misslyckade”, Eller… sangen på kaninen rettere sagt, for en simpel computer var indbygget i ryggen på det lille dyr, og MAG fik den til at hyle og skrige, mens beatet bankede afsted underneden. MAGeløst. Svært opløftet stemning på Loppen efter bare 40 minutters koncert.
Kogekunst
Kogekunst er efterhånden anmeldt så meget her på Undertoner, at det kan være svært at finde en frase, en beskrivelse, et synspunkt, der ikke allerede er blevet luftet og brugt i lovprisningen af duoens albums og koncerter. Alligevel synes jeg, at noget var forandret. Var det en modenhed, der havde sneget sig ind i koncerten? En eftertænksomhed? I hvert fald en langsomhed, en tyngde, som jeg ikke rigtig kan bestemme mig for, om jeg synes klædte Kogekunst, eller blot gjorde deres performance tung og stillestående? Det er selvfølgelig, fordi begge dele er sandt. Der findes ikke kun én sandhed. Verden er så satans fuld af modsætninger, paradokser, kontraster, forventninger og meninger.
»En dag håber jeg, vi kan sige, at vi spiller alle genrer. Helst på én gang« har Kogekunst en gang sagt. Det var dengang, de kun havde én EP ude. Siden har de bevist på de to albums Sexede og Lala og ikke mindst til et hav af koncerter, at dét mestrede de sådan set meget fornemt i deres genreoverskridende og -nedbrydende univers. Koncerten i aftes var mere monoton. Der var ikke så mange gakkede indfald. Det var mere den her lavmælt tyste og virkeligt l a n g s o m m e stemning, der kendetegnede koncerten. Hovedsageligt numre fra Lala, men også nye ting og enkelte tilbage fra Sexede. Stadig med de knaldede kommentarer imellem numrene og et fint intenst og næsten telepatisk sammenspil mellem Simon Mariegaard og Oskar Sørensen, der holdt den langsomme puls og intensiteten intakt i det lange sæt.
Hvor MAG bare er fucked up i ordets allermest positive betydning (forstået som evnen til at bevare sin integritet i en verden der tager sig mere og mere desperat ud, og hvor udsagnet burde vendes, fordi det jo er verden der er fucked up og kunstnere som Mag og Kogekunst der er sunde og livgivende reaktioner på denne verden), så italesætter Kogekunst helt explicit, retten til at være fucked op. At det er i orden at have det sådan!
Fotos af Niclas Lovejoy Hawkesworth
