Det første, man lægger mærke til, er det dramatiske. Det affekterede og teatralske. Første tone. Et enkelt øjekast på albumcoveret. “Anohni”, tænker jeg, “og Kate Bush”, og placerer per definition Anna B Savage i en eller anden form for kasse; det er trods alt nemmere at forholde sig til nogen, der minder om nogle andre. Men det er ikke alene en dårlig ide – det er også helt igennem forkert. Savage er ikke blot en, der minder om noget andet. Hun er albumdebutant med pladen A Common Turn, ja, men hendes udtryk er noget nær formfuldendt. Følsomt og sørgmodigt – men ikke f.eks. som Will Oldham/Bonnie ’Prince’ Billy. Mere… faktuel. Selvbiografisk. Og så samtidig vildt poetisk og billedrigt. Det konkrete bliver flydende bliver konkret igen. Ved første gennemlyt tænker jeg “stream of conciousness”, men tager igen fejl. Eller halvt fejl. Tanker, billeder, ord flyder fra hoved til læber til ører, men det bliver måske ved anden eller tredje lyt lysende klart, hvor velovervejet hendes udtryk er. De ti numre, og pladen som helhed, kommer sjældent helt ud af kontrol.
Temaerne er få. Enkle. Den evindelige kærlighed, den satan. Som den er, som den eksisterer hos de fleste, hvor den er både kilde til det allersmukkeste i hele verden og til det mest forfærdelige. For folk er jo ikke altid gode ved hinanden. Sommetider er det hele bare forfærdeligt. »’What do you love about me?’ I asked him/ He paused and then said:/ ‘I love how much you love me’«. Derude på båden, midt på søen med fiskestænger og fuglekig. Og kærligheden er pludselig en illusion; det er en illusion, at han elsker dig, fordi du er dig. Fordi du er noget specielt. Det er du ikke. Du er bare “A Common Tern” som nummeret hedder. Der spilles på denne fuglearts lidt kedelige navn på engelsk (på dansk har vi dog forbarmet os og kaldt den fjordterne) – den almindelige/ordinære terne. Du er ordinær. Det er ikke DIG, jeg elsker, men hvor meget du elsker MIG. Åh hvor er det forfærdeligt og lige til at brække sig over. Musikken, der ellers er startet ganske slow-tempo og jazzet, svulmer op, koger (næsten) over i fuldbands og fuldblods raseri. »We watched the common terns fly in« begræder Savage, mens de elskende kigger på fugle og selvværdet smuldrer til grus. Og man hader ham og hader det, han lige har sagt, men man hader også sig selv; hvorfor spurgte du? Havde du virkelig troet, at han ville svare noget andet? Man ender med at undskylde. Åh, det gør ondt.
På “BedStuy” starter det stille. En stille og vidunderligt smuk guitarmelodi og kun enkelte andre lydelementer. Vi ser tilbage på kærligheden, men ikke da den var ny og smuk. I Savages øjebliksbillede er den… tragisk dysfunktionel; »I want us to thrive/ I want us to thrive« hvisker hun. Jeg vil have, at vi har det godt. Men det har vi jo ikke. »We held hands on the subway to BedStuy« og beatet intensiveres, som et hjerte, der pludselig banker hurtigere. Det er det her, man vil have. Kærligheden – hånd i hånd, den store tosomhed. Hvorfor fungerer det ikke?
“Baby Grand“ er måske det nummer, hvis tekst gør allermest ondt. Baby Grand – det lille klaver – hvor de to ligger under, tæt men ikke for tæt, og lytter til plader hele natten. Stille tosomhedseksistens og ikke første gang – et genskabt minde. »(…)it’s all so familiar« nærmest jubler Savage stille. Guitaren træder i karakter med al sin Nick Drake-inspiration. Men der er ugler i mosen. Vi går til hver vores soveværelse. »And (I) heard you in the kitchen, probably talking to your girlfriend«. Nå. Javel. Pludselig befinder vi os i en helt ekstremt genkendelig situation for mange – de fleste. Det er… stadie. Man er perfekte, men man er ikke sammen. Man er venner men… åh ja, det der men, der kradser i nervebanerne indefra. I det her tilfælde har man været (det anbefales på det kraftigste at tjekke musikvideoen til den her sang ud), men man kunne ligeså godt aldrig have været noget – det her spil kan ikke kende forskel. Savage starter optimistisk; »Well, I think it’s just honest affection«. Optimistisk eller naivt? Han har en kæreste, men han holder stadig af mig… som værende mig… ikke? I omkvædet efter hedder det »I think it’s platonic affection«. Og man ville sådan ønske, at det var sandheden, men det er det jo ikke. Man har intet lært. »Oh but we haven’t spoken, so I can’t be certain« synger Savage lige efter. Man er på randen til at indse, at det her aldrig bliver til noget – at vedkommende ikke vil DET med DIG – men… altså, vi har jo ikke snakket for nyligt, så jeg kan ikke være sikker. Dette tragiske selvbedrag, og dets medspiller, bedrageren, der elsker at blive elsket. En farlig leg, der udspiller sig hvert minut over hele verden, her beskrevet med få linjer. Det er stor, stor, stor kunst.
Jeg kunne blive ved med den grusomme kærlighed, men der skal også være plads til selvhadet. På “Dead Persuits” indrømmer Savage blankt »I’ll try anything, I’ll buy anything«, hvis det for helvede bare kunne gøre ens selvbillede lidt pænere – så man måske kunne leve op til ens egne forventninger. »I didn’t ace that interview/ I didn’t even apply, there’s no use«. Barren er på forhånd hævet så højt, at man ikke engang prøver. Hævet af en selv, af vores sindssyge verden, af ens forældre – hvem ved. “Two” lægger hårdt ud; »I will never amount to anything«, så er mindsettet ligesom på plads. Og derefter »Skipping showers every other day« – et depressionstegn lige efter bogen. Guitaren er slæbende, sindsstemningen er forståeligt nok nedtrykt. Men akkorderne er også vrede, frustrerede. Jeg bor på mit børneværelse, for fanden i helvede. Man bebrejder sig selv for den her situation. Og selvhadet forstærkes ad infinitum. »How did it get to this?/ I’m getting on a bit«. Ikke alene er jeg en fuck-up; jeg er en fuck-up, der er for gammel til at være det. Og så en lille eksplosion i omkvædet af elektronisk kaos. Fuldstædig uventet og alligevel helt perfekt. “Two” findes lige i starten af anden halvdel af pladen, og indtil da har musikken forholdt sig nogenlunde i ro. En elektrisk guitar, måske lidt ulmende synthesizers men ikke så meget andet. Og så pludselig LARM. Og et lille skrig, der afslutter sangen.
Ikke mere snak, selvom der er fristende bare at skrive og skrive om, hvor vild “One” er, i al sin beskrivelse af sex, når det er nederen, og feminisme, man ikke helt har forstået. Eller “Chelsea Hotel #3”, der selvfølgelig er en pendant Leonard Cohens berømte nummer. Men Anna B Savage skal lyttes til. Mange gange, indtil hun kravler helt ind under huden på dig.
Sandhedens time er kommet. Er der fuld plade? Skal man kaste alle U’erne efter det her debutalbum? Ja, det skal man. Anna B Savage er kun lige begyndt. Men hvilken begyndelse!
