Med flere velmodtagede albummer i løbet af de sidste års tid så må postpunkgenren i den grad siges at have genopnået en vis form for popularitet inden for alternativ rockmusik. Udgivelserne fra bands som Squid, Viagra Boys og Shame har alle fået stor ros, og med Doulas friske pust er det intet under, at den stigende interesse for at eksperimentere med genrens muligheder også præger rockmusikken i den danske undergrund. Med debutalbummet, Constantly Repeating, kommer det danske band med netop sit eget bud på genrens højaktuelle og mere velproducerede fusion med dansabel synthpop.
Bandets sans for fængende melodier og god dynamik kommer allerede til udtryk på albummets første nummer, “Regular Lives”, der fungerer som en kritik af vor tids sociale pres til hele tiden at skulle fremstå så interessante og substantielle som muligt. »People never talk about their regular lives, always braggin’ about something they did«. Det er et solidt åbningsnummer, som overbevisende får præsenteret albummets musikalske kvaliteter – også selvom lyrikken fremstår lidt primitiv i forhold til de resterende sange.
Der skrues yderligere op for energien og de fængende melodier på den efterfølgende “Everybody Knows I’m out there”, der er udsendt som albummets seneste single. Her bliver melodierne endda viderebehandlet på en måde, som virkelig understøtter sangens progression. Efter c-stykket er omkvædet en del mere underspillet end hos de forgående. Omkvædets melodi er her ændret en smule, som om den agerer en slags understemme. Bagefter vender omkvædets oprindelige energiniveau tilbage, men nu synges versets melodi i stedet. Dog med en intensitet, der passer til omkvædet. Idet sangen nærmer sig sin afslutning, lyder melodien som en blanding af den nye og den originale melodi fra verset. Hele denne komposition forløber organisk, og det føles nærmest, som om at melodierne har formeret sig selv, frem for at bandet aktivt har forsøgt at tape sangens forskellige elementer sammen.
“I’m Not the Only Kind” har en lettere industriel tilgang til bandets dansable synthpop, men musikken åbner sig til gengæld op på farverig vis, da sangens hovedperson gennemgår en form for åbenbaring. Singlen “Good Boy” formår mere eller mindre at bryde denne delvist maksimalistiske instrumentering, idet sangens basriff er så fængende, at det her får en velfortjent plads i sangens rampelys. Bandet fører heldigvis også sangens muntre og fængende karakter til dørs og dermed albummets første halvdel ligeså.
Albummets anden halvdel rummer også flere højdepunkter. “Game Nights” er et af albummets mest energiske numre. Det er næsten svært at høre uden at få lyst til at springe ud på dansegulvet – selvom de groteske undertoner i albummets lyrik nu træder længere frem.
Albummet lukker med den mørke og dystre titelsang, som på passende vis formår at køre i ring med så intens og overvældende en eskalering, at man som lytter ikke kan gøre meget andet end at lade sig ramme af dens tragiske håbløshed, idet sangen slutter og stilheden indtræder.
»Constantly defeated, words that are evil, looking at the ceiling, looking at your body, constantly repeating, so sentimental«.
Der ligger altså meget hjerte og passion til grund for disse sange, og det kan tilmed være svært ikke at lade sig rive med af de skarpe og energiske rytmer, som bandet præsenterer på tværs af albummet. Men når man har med et album at gøre, hvor de fængende melodier udgør så stor en del af sangenes succeskriterier, så kan det til gengæld være svært at få lige meget ud af hver enkelt sang. Dette må desværre siges at gå udover albummets midterdel, og man begynder her at savne, at der var taget nogle flere musikalske chancer, sådan at sangenes melodiøse karakter ikke behøvede at skulle være så altafgørende. Den omfattende produktion hjælper heller ikke altid på dette, idet sangene til tider synes at miste noget af sin kant.
Det kunne også have været dejligt at opleve en mere klar og eksplicit udgave af de groteske undertoner, der er på tværs af albummets lyrik, sådan at de forskellige sanges flossede karakterer tydeligere trådte frem for lytteren. Ikke desto mindre må albummet alligevel siges at være en positivt overraskende lytteoplevelse og et super bidrag til den danske postpunkscene. Jeg ser spændt frem til Doulas næste træk.
