Har du nogensinde haft en af aftener, hvor du med dine sidste kræfter får slæbt dig ud af den seng, du har været limet til i dagevis, for desperat at kravle rundt på en klubs klistrede betongulv i jagten på det sidste sølle dopaminmolekyle i din hjerne, der måske kan få dig til at føle dig en smule i live? Hvis livet – eller din selvrespekt – har forskånet dig for disse håbløse nætter, kan du nu få lov til at komme med som voyeur på Flawless Victorys EP Lazy Dayz.
Den tidligere kvartet, der før var kendt for deres firsernostalgiske dream-pop, er nu tilbage som duo, flankeret af elektroniske punkreferencer og skraldede plastiksynths. Drømmene er døde, men den nihilistiske eskapisme og den flygtige skønhed af kemikalie-X bankende i blodet klæder Flawless Victory skræmmende godt. Fra de første melankolske synths på titeltracket ”Lazy Dayz” rammer øregangen, sendes man direkte tilbage til en ensom cykeltur tilbage fra en morgenfest, hvor ekkoet af tidligere The Prodigy-breakcorebeats og knasende båndstøj stadig brager gennem ens øregang.
»Sounds like someone is about to leave / Don’t go away / Can’t you see the red mark on the door / I am too sick / Too sick to be alone unable to sleep« beder forsanger Jonathan Holst Bruus lakonisk over en bumpende bas og drømmende, forvrængede strygere. Bønnen gør kun mere ondt sat i kontrast mod det dansable pop-bagtæppe, apatien gennemsyrer lydbilledet, selvom man kastes rund i cut-ups og glitchede beats. Det gennemgående opgivende islet bliver kun mere hjerteskærende i omkvædets enkle, men effektive lyrik.
»I am losing it all / I am never having fun / Never having fun / I don’t love anyone« konstateres der over et næsten shoegazet støjbillede a la New Orders senere værk Get Ready. Det er så falskt, men også så følsomt, at man flyver med Flawless Victory ned i hullet af flygtige highs.
Breakcore-vildskaben fortsætter ind på næste nummer ”Get Up!”. Den udvaskede, cirkulære basgang får følgeskab af ekstatiske eurodance keymelodier og trommer, der sender en i en kamp igennem hele rummet med ens indre dæmoner. Flawless Victory vil have dig til at give op og give dig hen til lyden af Aphex Twin og skraldet 00’er pops kærlighedsbarn, der vræler i baggrunden. Kvit dit job, kvit dine følelser og følg de der glemte drømme, du måske tabte på bunden af et endeløst teknohul? Hvis man har det lige så manisk som Lazy Dayz’ rytmer og melodier, er det nok ikke en hel skæv idé. Bruus er dog en anelse irriterende nasal på dette ene track, men det vænner man sig hurtigt til, når det drukner i elektrisk plastikpunket vildskab.
EP’ens to sidste skæringer høres næsten bedst ud i et. Først får vi noget af et humørskift med ”TheChaseTheRace”. De lalleglade indiepoppede synths står i skarp kontrast til jeg-fortællerens ligegyldighed over for fremmede, venner og elskere – mennesker er blot endnu et middel for eskapisme, der kan udnyttes for deres pengepung, gratis bajere og kunstig nærhed. Der er få ting så charmerende som et røvhul med selvindsigt. Musikalsk bliver vi igen drillet med samples af små grin, og en fantastisk udvasket guitar- eller strygerriff, der er produceret så meget til døde, at den lyder som en sækkepibe. Jeg har hørt sidstnævnte brudstykke pinligt meget på repeat.
Pladens sidste ultrakorte basbasker ”Close The Curtains” fungerer næsten som en uddybning af jeg’et på den foregående sangs apati over for dets medmennesker: »Close the curtains / Fuck the sun / Be my friend / Please be the one / That goes to the liquor store / There’s always room for something more«. Flawless Victory omfavner mørket og ligegyldigheden så skarpt, men så sarkastisk at jeg ikke ved, om jeg bør græde eller grine. Som de sidste gisp af støj knaser gennem mit kranium, opsummerer Bruus essensen af Lazy Dayz: »Now you’re in my world I’ve made of plastic / All you see is fake / I can’t help it, babe«.
Er en samlet spilletid på 10 minutter nok, til at slå store spådomme op om Flawless Victorys fremtid som drømme-breakcore-band? Måske ikke, men med Lazy Dayz har Flawless Victory begået fire fængslende og fandenivoldske sange, der oser af hudløs ærlighed, og som indbefatter et væld af finurlige musikalske elementer, der nok skal kunne underholde dig den næste halve år. Lazy Dayz er en desperat jagt på øjeblikkets syntetiske lykkefølelse, når alle livets andre glæder har skuffet dig for mange gange. Det er tragikomisk, men også livsbekræftende på ondeste, mest sadomasochistiske vis.
