For godt og vel to år siden sparkede Anna B Savage den musikalske dør ind med debutalbummet, A Common Turn – et hjerteskærende album, der med poetiske præcision beskrev kærligheden fra sin (ofte) grimmeste side. Den sørgmodig sindsstemning gennemtrængte hver tone og hver strofe. Der var intet at grine af.
At sige, at der er noget at grine af på opfølgeren, in|FLUX, er måske lige i overkanten, men det er helt tydeligt, at der er sket et eller andet skelsættende med fortælleren. Sindsstemningen er løftet, man har kæmpet sig ud af det knuste hjertes tåge: »Some things are clearer / I can hear the birds now,« som Savage så smukt hvisker på ”I Can Hear the Birds Now”.
Alt synes mere … optimistisk. Man har løsrevet sig fra den kærlighed, man jo godt vidste ikke var god for en. Og man er fri – en frihed, som Savage leger ubesværet med både implicit, men især eksplicit. Det er i sidstnævnte kategori, at vi finder titelnummeret, hvor melodien starter kravlende med en melankolsk saxofon. Vi befinder os på den anden side af bruddet, hvor det stadig gør ondt, og hvor man stadig siger ting, man ikke kan tage tilbage: »Said he would find someone / Who wouldn’t lead him on.« Men hvor Savage måske før havde ladet sig slå ud – havde vendt det indad og forvandlet det hele til selvhad – bider hun nu tilbage. Et elektronisk beat introduceres, og tempoet løftes: »Last night I dreamt we were one / we had sex / I didn’t cum,« konstaterer hun køligt, før hun sender en lille lyd af den reneste fryd ud i æteren, hvorefter det elektroniske beat folder sig ud og opsluger, hvad end der måtte være tilbage af melankoli: »I want to be alone / I’m happy on my own / Believe me.« Mere eksplicit kan det vist ikke siges; jeg har det godt alene.
Hun siger dog ikke: »Lad mig være i fred,« for det har hun allerede sagt på åbningsnummeret, ”The Ghost”, der beskriver den dér ekskæreste, som bare bliver ved med at spøge: »Thought you were gone / But four years on / You’re back again.« Man ser ham i en ny elskers kropsbygning: »Thought you were gone / But five years on / You’re back again.« Man forrådes af sit sind og befinder sig pludselig tilbage i rummet, hvor hans parfume hænger i luften: »Thought you were gone / But six years on / You’re back again.« Og ja, hvad skal man gøre af al den kærlighed, man havde til personen? Hvor skal den nu hen? Svaret findes ikke, men en ting er sikkert: »Stop haunting me / Please / Just leave me be / Please.« Det her er ikke en sang, der er født af savn, men af frustration. Endda måske kærlig frustration: »Vil du ikke nok være sød at lade mig være i fred … please?«
Med den nyfundne frihed følger også nye bekendtskaber. På ”Feet of Clay” beskriver en vævende Savage en kvindes forkastelse af forpligtelse og sin modvilje mod at kaste sig ud i noget seriøst. »I know I said I wanted you / But that was yesterday,« henholdvis synger og hvisker hun, før et orgel tager over og leder melodien ind i et groovy beat, hvor kække kastagnetter i baggrunden på fin vis understreger det lette, det frie, det useriøse, inden hun fortsætter: »I like being alone now / I’m not sure what needs working out.« Hun ved godt, at hun ikke ligefrem opfører sig pænt: »I’ve been hurting you / I’m still talking to other dudes,« men Savage har aldrig været bange for at udstille sig selv og sine fejl og mangler. Hun er ikke en heltinde; hun er et menneske. Og i den her historie er hun den, der tøver og holder hen.
Følelserne er muligvis på standby, men det seksuelle begær lever videre i bedste velgående, og ”Pavlov’s Dog” bliver grænsende til det vulgære. »I’m here / I’m waiting / I’m salivating,« synger Savage, mens støn og gisp i baggrunden agerer både metaforisk hund og fuldstændig eksplicit vellyst. Men det er også sjovt: Sex kan jo være ganske afhængighedsskabende, og billedet er vel ikke helt forkert – hvis det fungerer med nogen, så kan tanken om dem snildt sætte fantasien i gang. Men det er også fjollet. Og samtidig frimodigt. Det er svært helt at bestemme sig for, om liderlighed sat på spidsen på den her måde er galt eller genialt: »Seeing my books he traced right up their spine / Later face down in bed he did the same to mine.« Så er den mere nænsomme ”Touch Me” lidt lettere at forholde sig, selvom teksten egentlig er lige så eksplicit. Der er ikke så meget at rafle om med linjer som »I enjoy aching for more/ Touch me, please« og »my mouth would part to welcome those fingers.« Men det blide fingerspil på den akustiske guitar kaster et intimt skær over scenariet. Her får følelserne alligevel lov til at snige sig ind mellem sprækkerne.
Der er sket meget med Anna B Savage, men dykker man virkelig dybt i in|FLUX’ sange, finder man stadig de små sorgfulde sætninger, hvor det dog alligevel er optimismen, der vinder. Lyt eksempelvis grundigt til et nummer som “Say My Name”, hvor tristessen stadig er til at føle på, eller den afsluttende, bløde ballade, “The Orange”, hvor hun trods alt konkluderer: »If this is all that there is / I think I’m gonna be fine.«