Plader

The Men: New York City

Skrevet af Jon Kvist Sommer

Med otte forskelligartede plader og to EP’er bag sig tager de eklektiske Brooklyn-koryfæer The Men på New York City en tur tilbage til proto-punkens rødder. Resultatet er en nostalgisk, generisk og småligegyldig udgivelse.

At beskylde punk- eller bluesmusikere for at være uoriginale er der noget grundlæggende vanskeligt ved. Det er den slags genrer, der er så uløseligt forbundet til deres respektive traditioner, at uoriginalitet eller fantasiforladthed nemt kan forveksles med blot at være ”klassisk” eller “traditionsbevidst“. Men hæderlig traditionsbevidsthed og manglende fantasi er immervæk ikke nødvendigvis det samme.

Spørgsmålet er, hvad der er på færde på The Mens nyeste udgivelse, New York City. Er det en charmerende hyldest til nogle af rockmusikkens rødder, der har formet, inspireret og lagt grobund for hundredvis af bands, eller er det virkelig bare en uambitiøs og banal omgang amerikanerrock? Pilen peger desværre på det sidste. For der er fuld smadder på tempoet, den får bestemt ikke for lidt af mudrede guitarriffs, hæse skrålhalse, hektiske og rastløse guitarsoloer, og musikken er charmerende punknostalgisk – men når det er sagt, så er der ikke meget nyt at finde på New York City, som først og fremmest er en farrocket floskel. Måske kunne man have anet det, inden man overhovedet lyttede: Bandet, der hedder The Men, laver en plade, der hedder New York City, og pladens coverbillede er et analogfotografi af et trommesæt. Ja, måske jeg fortaber mig i detaljerne, men tilsammen udgør det, hvad jeg næsten tør kalde et overflødighedshorn af banaliteter.

Vi er dermed langt fra 2020’s countryrockede altmuligplade Mercy, og New York City signalerer en demonstrativ kursændring, som The Men har for vane. Men blot fordi det overrasker, betyder det ikke, at det bliver interessant, og man kommer hurtigt til at drømme sig tilbage til bandets (fremragende!) posthardcore-debut, Immaculada, fra 2010 og det shoegazede følelsesudbrud Leave Home, der fulgte efter i 2011.

Pladens åbningsnummer og førstesingle,”Hard Livin’”, der udkom med tilhørende musikvideo allerede i oktober 2022, er faktisk et af de mere mindeværdige fra pladen. Underbygget af et heftigt rockklaver er det ret stilsikkert og velkomponeret og lader os forstå, at ambitions- og energiniveauet ligger temmelig højt. Musikvideoen er filmet på en gammel brødrister af et kamera, der panorerer over New York Citys skyline, myldretidstrafik og menneskevirvar. Den særlige æstetik, der kommer med det grynede billede, passer sådan set godt til det upolerede musikalske udtryk, men til gengæld er filmen fyldt med optagelser af Empire State Building, gadeskiltet ved Joey Ramone Place samt en mindeplatte for Charlie Parker, og det hele begynder pludselig at ligne en turistvideo fra de tidlige 00’ere. Samtidigt går det langsomt op for seeren, at intet i mændenes musikvideo tilsyneladende har noget at gøre med det hårde liv, der ellers synges om. Så at det netop var den sang, der skulle fungere soundtrack til hjemmevideoen, lader ydermere til at være en komplet arbitrær beslutning.

På “God Bless the USA”, som fulgte efter i New York Citys singlekronologi, vrænger forsanger Mark Perro: »There’s a fire burning / And it’s burning in the USA.« Det gør han over et hektisk blues’et punkriff, som da ville være fint, hvis man ikke lige sad og håbede på noget, man ikke havde hørt hundrede gange før. Helheden er så generisk og genrestereotyp, at man skulle tro, det var genereret af en AI-robot:

»Hey ChatGPT, kan du skrive en klassisk punksang om politiske og kulturelle spændinger i USA?«
»
Det kan du tro: “USAAAA, USAAAA!! FIRE BURNING! GETTING TIRED OF WATCHING THE NEEWS [indsæt guitarsolo] USAAA!!”«

… Hvor kom vi fra? Jo, det er altså ikke rigtig til at spore en kreativ og skaberlysten nerve, en fortælling, der skal fortælles, eller noget som helst nyt, der skal formidles, på New York City, som i bedste tilfælde en virkelig god jamsession – mere svinger det sig ikke op til. Til gengæld er det en god jamsession, for The Men er i det hele taget slet ikke et dårligt band. På “Eternal Recurrence” har vokalen fået en garaget og småpsykedelisk glød, som giver en tiltrængt afveksling, mens “Anyway I Find You” faktisk er et helt solidt, catchy og klassisk rock’n’roll-nummer, hvilket ligeledes er et ganske behageligt afbræk fra de monotone og karikerede punkriffs. Men foruden disse få indslag følger resten af pladen desværre bare ikke trop.

Samlet set tegner der sig derfor et billede, af en udgivelse, der bare ikke er helt færdigtilberedt. The Men har serveret os en hamburger med varme boller og en kold bøf indeni. New York City er en flaghejsning for den gamle tradition af protopunk og bluesrock, men den er samtidigt hamrende uoriginal. Så hvis du virkelig går og længes efter en tid, hvor en spade var en spade, og en elguitar hed en rockguitar, så er New York City muligvis et album for dig. Men så hør måske hellere noget med The New York Dolls eller The Saints. Hvis ikke, så er det bare med at »keep on keeping on,« som de siger i “The States” – du går ikke glip af det store.

★★★☆☆☆

Leave a Reply