Fra starten er det gået stærkt for Lowly. Hvad der startede som en pludselig single-feature i The Guardian blev for den aarhusianske kvintet hastigt fulgt op af koncerter på Spot Festival, og inden længe stod de med en kontrakt på engelske Bella Union – et sted, der rummer alt fra kuriøs eksperimentalmusik til alternativmusikkens største navne.
Lowly viste sig hurtigt som en blanding af begge verdener. Oprindeligt beskrevet som »noisepop and everything in between« har de sidestillet udtryk, hvor idéer på alkymistisk vis går op i en højere enhed, med en lyd, der konsekvent er blevet prist for en gennemførthed, man kun ser hos helt nogle af de mest veletablerede og roste alternativmusikere. Her på sitet fik deres andet album, Hifalutin, blandt andet tildelt topkarakter og kåret som et af 2010’ernes bedste danske albums.
Men alligevel var det, som om Lowly manglede at brage helt igennem; at tage på større verdensturneer, opsnappe gyldne statuetter og rydde musikspalter. Det gik så langt, at man andre steder i den danske musikpresse undrede sig over, om det bare var, fordi Lowly var for store til Danmark?
En ting er, hvordan musikere opfattes af lyttere og det bredere medielandskab, men med deres tredje studiealbum, Keep Up the Good Work, i hånden og en turné om hjørnet er det lige så vigtigt at spørge: Hvordan ser Lowly egentlig sig selv?
We’ve got your back
Når man sidder over for bandmedlemmer Kasper Staub og Soffie Viemose, er det ikke nødvendigvis storhedstanker, der strøs om med. Noget af det første, vi snakker om, når vi snakker Lowlys start – fra at mødes på konservatoriet i Aarhus til at begynde at holde bandmøder i Viemoses lejlighed, fra Spot Festival til Bella Union – er forholdet til hinanden. Vi befinder os et par dage efter udgivelsen af Keep Up the Good Work, og de to musikere sidder med en nonchalance og en ro; øjensynligt glade for at få lov til at kigge lidt tilbage på karrieren op til nu.
»Det var en ret vild oplevelse af, at vi passede ret godt sammen, selvom vi lavede noget meget forskellig musik. For mig var det rigtig vildt lige pludselig at opleve at blive reflekteret af nogle andre mennesker,« fortæller Viemose.
Det kan virke vildt, at man som fremmede spontant kan mødes og lave så gennemført kunst. Staub og Viemose er enige, men som de taler sig gennem dette tilbageblik, er der dog – som næsten alting i retrospekt – menneskelige tråde, der viser sig. Skoler, tidligere projekter, bekendte. Stadig sidder jeg dog og måber lidt over den umiddelbarhed, der tilsyneladende har præget Lowlys bandstart.
»Jeg tror, det betyder noget, at vi havde prøvet nogle ting af. Det var ikke det første band for nogen af os,« forklarer Staub med den slags overskud, man har i stemmen, når man ser ting i bakspejlet.
»Man var måske en smule mere bevidst om, hvad det var, man ville og ikke ville,« fortsætter han.
Når man snakker med både Staub og Viemose, er der nogle bestemte pointer, de nævner, som går igen. Idéen om afklarethed er noget af det første. Ikke nok med at deres umiddelbare start på bandkarrieren i min optik er imponerende, så forekommer det mig samtidig lige så imponerende, at Lowly er holdt ved som band. For et sted derude må der ligge en stor kirkegård til alle de bands, der er startet over en god idé for til sidst at falde til jorden, når energien er svundet ud, og bandprocessen er gået i hårdknude.
»Jeg tror, vi diskuterede mere i starten,« siger Staub. »Men vi er gode til at snakke om tingene, og så er der nok også bare mange typer i bandet, der er gode til lige at tage et skridt tilbage.«
Skal man se Lowly og deres musik, skal man derfor også se mødet mellem forskellige mennesker og inspirationer. Du finder sjældent pressebilleder, hvor de ikke alle er samlede, og ikke alle kigger ind i kameraet med et fælles, skarpt udtryk. Idéen om kollektivet er et tæppe under alt. Som snakken fortsætter, og vi løfter os fra selve bandstarten, forstår man, at bandet også blev løftet af noget mere abstrakt.
»Der var en stemning af, at der var støtte til os,« fortæller Viemose. »Der var en følelse af ”we’ve got your back” i starten af Lowlys liv.«
Om det havde været anderledes i København, ved de ikke. Måske er det fordi, Aarhus rent faktisk lever op til sit halvforcerede motto om ”Smilets By”. Måske er det de mennesker, et kunstprojekt som Lowly tiltrækker. Måske er det bare et heldigt tilfælde. Men dette fællesskab af støtte bliver vigtigt for at forstå, hvor Lowly er i dag.
»Jeg tror, at vores band stadig feeder på de første år og de ting, vi fik etableret. Der er et sprog og en tone, vi har fået sammen,« forklarer Staub.
Bæredygtig bandføring
Det virker næsten, som om eksperimenterne løfter sig ud over Lowlys førnævnte »noisepop og alt midt imellem«. Det fortsætter ind i bandet og dets virke. Men kan man virkelig – i en verden, hvor det at være professionel musiker tredobler risikoen for at føle sig psykisk belastet – passe på sig selv, give hinanden plads, have et dynamisk forhold til sine fans og stadig få succes?
»Man kan godt sige, at vi som band har nogle værdier. Vi er nødt til at tænke på hinanden og balancere respekten for hinandens liv i dette kollektiv. Det gør vi med helt konkrete samtaler, hvor vi har forventningsafstemt, at vi hellere vil være et langt, levende og bæredygtigt projekt, end at det stikker fuldstændig af, og vi brænder ud på to år,« siger Staub og kigger lidt ud for sig.
For Viemose er det også et spørgsmål om selve succesens præmis.
»Hvordan definerer man succes? Jeg synes, at det er en succes at kunne mærke, at der er folk, der godt kan lide ens musik, og at møde mennesker, der lytter. At man på en eller anden måde når ud til nogle mennesker,« forklarer hun, mens Staub supplerer:
»Der har hele tiden været en balancering. Vi er ikke hævet over branchen, og vi er nødt til at forholde os til den virkelighed, vi er i.«
Udover hinanden, kammerater og kollegaer, er der en lige så vigtig aktør i Lowly-fællesskabet, man ikke må glemme. For jo mere man snakker med dem om deres lyttere – og det symbiotiske forhold, de indgår i – jo mere går det op for én, at de spiller en væsentlig aktie i, hvorfor Lowly overhovedet laver musik.
»I begyndelsen betød det meget, at musikken hele tiden har haft et liv ude i verden. Det er jo meget ensomt at udgive musik. Det er meget sådan en ting, man bare ”gør”. Man sender noget ud, og så står der et eller andet antal afspilninger eller en anmeldelse,« siger Staub, og Viemose supplerer:
»Nogle gange forstår jeg ikke helt vores musik, før der er nogen, der har lyttet til det. Vi får rigtig meget igen fra vores lyttere. Det er virkelig en gave.«
For store til at være for store
Lowlys seneste album, Keep Up the Good Work, er da også en stor hyldest til kollektivismen og den støttende energi, bandet har med sig. Meget af selve albummet blev udarbejdet i coronanedlukningens skygge; et mildest talt interessant rammeeksperiment for Lowlys allerede grænsesøgende musik.
»Det har været lidt mere presset, lidt underligt. Og så midt i det hele, så kom der egentlig også nogle meget fine rum. I stedet for bare at være kede af alle de studiedage, vi var nødt til at aflyse på grund af nedlukningen, så iværksatte vi en rimelig systematisk online co-writing-proces, som jeg tror, man kan høre rigtig meget af,« fortsætter Staub.
Det er dog ikke en proces, der er fremmed for dem, omend den har fået nye rammer.
»Der er en superflad struktur i bandet, så det er jo et kæmpe kontroltab. Jeg kan lave noget i studiet, så er jeg der ikke næste dag, og så gør Thomas (Lund, red.) noget ved det. Det er hele tiden det med at give det videre og have tillid til, at de andre kan høre noget i det eller gøre noget ved det, som man ikke selv ville have gjort,« forklarer Staub.
Albummet har ligget færdigmastereret i længere tid, og det gjorde også forventningen og forløsningen ved Keep Up the Good Works releasedato mere udtalt. Et kig på Lowlys Instagram-profil i løbet af udgivelsesdagene tydeliggjorde det også: Tilkendegivelser, ord og kærlig energi fra deres fans blev løbende delt og besvaret.
»Det er nu, vi kan finde ud af, hvad det er for noget musik, vi udgiver gennem folk, og det har bare været meget rørende at finde ud af, at det betyder noget. Det var en dejlig dag,« fortæller Viemose og smiler.
Efterhånden som vi får vendt deres nyeste album, hvordan det har været at være Lowly, og hvordan man bedst begår sig som musiker, sænker der sig en selvfølgelighed over Staub og Viemose. Der har været nogle forholdsregler, de har måttet tage sig undervejs, men der er en selvfølgelighed over, at Lowly skulle være et langsomt brændende projekt frem for en stor, rasende ild. Det var det, de ville. Det er det, der er væsentligt for dem.
»Det handler også om at spørge sig selv, hvad der egentlig er vigtigst, når man udgiver musik. Jeg tror bare, vi føler, vi har en rigtig god plads til at gøre det, vi godt kan lide lige nu. Der er ikke så mange ubekendte faktorer, som der har været,« forklarer Staub.
Kigger man tilbage på Lowlys start, har det givetvis næsten ikke været til at forestille sig, hvor de ville ende. Men med udgivelsen af deres tredje album forstår man måske endelig, at det sandsynligvis ikke har ikke været målet at få bred omtale, tage på omfattende turnéer eller producere masser af musik. De har som band valgt at lægge prioriteterne et andet, måske vigtigere, måske større sted: Det vigtigste for den aarhusianske kvintet lader i hvert fald til at være det, de har haft omkring sig.
Det eneste, Lowly efterhånden synes for store til, er at være for store.
