I dag er festivalen således klar med deres seneste pakke med navne til 2023-programmet, hvor vi i den helt tunge ende finder Kendrick Lamar, der – efter de to aflyste festivaler i 2020 og 2021 – endelig lader til at være klar til at vende tilbage til Roskilde Festival, efter han også var at finde på Dyrskuepladsen i både 2013 på Arena og to år senere på festivalens største scene.
»Kendrick Lamar er sin generations største og mest indflydelsesrige rapper, og han beviser gang på gang, at han råder over en kunstnerisk integritet uden sidestykke. Den omsætter han til vilde liveoplevelser med både nærvær og ekstreme energiudladninger,« fortæller Roskilde Festivals programchef, Anders Wahrén, om West Coast-rapperen, der senest snuppede en Grammy for 2022’s Mr. Morale & The Big Steppers.
Foruden Kendrick Lamar byder den seneste håndfuld tilføjelser til programmet også på tidligere Chairlift-frontkvinde Caroline Polachek, der for nyligt udgav sit meget omtalte fjerde studiealbum Desire, I Want to Turn into You, som blev fulgt op af en komplet udsolgt koncert i Vega. Samtidig finder man på plakaten også Weyes Blood, der i livesammenhæng fortsat er aktuel med sidste års And in the Darkness; Hearts Aglow
Og fra hjemlige breddegrader gæster både First Hate og Clarissa Connelly festivalen for andet år i træk, efter de i 2022 var en del af programmet med optrædener på henholdsvis Flokkr og Pavilion. For First Hates vedkommende lader duoen i øvrigt til kun at bygge videre på et ganske glimrende 2022, der også bød på to udgivelser – heriblandt Cotton Candy, som desuden snuppede en fjerdeplads på vores opgørelse over årets bedste danske plader.
I alt tæller de senest offentliggjorte navne til Roskilde Festival 2023 følgende artister: Angélique Kidjo (BJ), Benny Jamz (DK), Caroline Polachek (US), Clarissa Connelly’s Canon (DK), Code Orange (US), Derya Yildrim & Grup Simsek (TUR), First Hate (DK), Fulu Miziki (CD), Indigo De Souza (US), Kendrick Lamar (US), Nora Brown (US), Phelimuncasi (ZA), Special Interest (US), Weyes Blood (US)
Læs også om mange af de andre offentliggjorte navne til Roskilde Festival 2023 her og her.