Crack Cloud, 29.05.23
Crack Cloud er et band, man aldrig rigtig ved, hvor man har. På Loppen i fjor havde jeg lidt svært ved for alvor at blive revet med af canadiernes ellers ret så underfundige postpunk/artrock-fusion, hvor de i min optik kæmpede lidt med udførelsen af de mange idéer, der nu engang dominerer bagkataloget. Denne mandag i Barcelona lod det imidlertid til at være en langt mere strømlinet enhed på ni bidragsydere (de efterhånden seks faste bandmedlemmer plus tre korsangere), som åbnede med “Costly Engineered Illusion”, der samtidig også udmærker sig ved at være bedste indslag på gruppens seneste skive, Tough Baby.
Herfra stak vi af sted i en ultrafokuseret fremvisning af bandets fornemmeste kvaliteter med trommeslager/forsanger Zach Choy helt i front som det mest selvfølgelige fokuspunkt. Vi fik blandt andet serveret de flotte kormelodier i “Please Yourself” og senere en helt igennem vanvittig, 10+ minutter lang jam-udgave af “Empty Cell” for derefter at springe direkte over i den skævt rytmiske “Image Craft” – begge fra den selvbetitlede debutfuldlængde. Rent faktisk var det netop denne plade, som blev besøgt flittigst undervejs, og det klædte bestemt Crack Cloud at dykke mere ned i deres ældre (og stærkere) materiale, inden vi lukkede med en helt forrygende version af “Drab Measure”.
(DN)
Foto: Clara Orozco
L’éclair, 29.05.23
Jeg havde absolut intet kendskab til den schweiziske gruppe L’éclair, da de gik på scenen, andet end min kammerat lige havde beskrevet dem som »Tangerine Dream, men på stranden på Ibiza.« Det synes jeg umiddelbart lød meget tillokkende. Bandet viste sig også hurtigt at levere den største dansefest på festivalens førstedag, hvor fire-i-gulvet-beatet og dårlige EDM-keys var udskiftet med krautet motorik og psykedeliske guitarforvrængninger. De fik hurtigt demonstreret, hvor medrivende det kan være at fortabe sig i farverig musik.
L’éclair består af seks ret så unge musikere, der mest af alt forstod at sætte de rigtige rammer for en sen og festlig koncert med håndspillet dansemusik, som måske ikke var en genopfindelse af den dybe tallerken, men som alligevel fremstod særdeles friskt i momentet. Der blev leget med diverse udtryk inden for psych-, kraut- og spacerock med et godt skud baggy britisk 90’er-musik, og det var den helt perfekte optur ovenpå Molchat Domas dystre dansefest.
De fik som minimum én ny fan den aften, men at dømme efter den dansende og smilende skare af mennesker, tror jeg, at antallet er noget højere.
(HMD)
Foto: Clara Orozco
Black Midi, 29.05.23
To guitarer, en bas, et trommesæt. Ingen saxofon. (Næsten) intet gøgleri. Black Midi er fuldstændigt tilbage på pletten med deres gamle set-up rent instrumentalt, (dog ikke med Matt Kwasniewski-Kelvin, som forlod bandet i januar 2021 for at passe på sit mentale helbred – ikke ulig Black Country, New Roads Isaac Wood året efter). Dér, hvor den maniske, tekniske og dybt kaotiske rockmusik ikke har brug for andre hjælpemidler end genrens mest essentielle. Jeg har ikke set Black Midi spille så vanvittigt godt, siden deres koncerter på henholdsvis Journey og Roskilde Festival i 2019, og jeg tror ikke, der findes et mere tight rockband derude lige nu.
De seneste par år har Black Midis koncerter ellers været mere fjollede og gakkede, og deres musik har siden debuten også taget en drejning mod det mere skøre og prog’ede, men til aftenens koncert var de mere fokuserede og simple. De lod til at have færre bolde i luften, og det betød, at hvert nummer blev leveret med 150 kilometer i timen og en rablende energi, som jeg har savnet fra dem.
Sætlisten var der heller ikke en finger at sætte på: De to bedste sange fra Schlagenheim, de (måske) to bedste sange fra Cavalcade, seks af de helt gode fra Hellfire samt den nyere “Lumps”. Fuldstændigt hæsblæsende fra start til slut tog de fire unge musikere os igennem den rejse, som deres diskografi er (blevet). Der er næsten ikke de grænser, de ikke har skubbet til i moderne rockmusik, og de latterligt dygtige musikere kan så sandelig også overbevise live, når blot de holder tungen lige i munden.
(HMD)
Foto: Sharon López
PUP, 30.05.23
Canadiske PUP skyldte en god koncert. Jeg havde ellers hørt, at de skulle have været ganske glimrende, senest de gæstede Danmark i Pumpehuset i fjor, men for mit vedkommende var mit eneste møde med punkkvartetten endt ud i en skuffende affære på Loppen, hvor frontmand Stefan Babcock var hårdt ramt af sygdom.
»Så har de i hvert fald revanche til gode til næste gang,« proklamerede jeg i den forbindelse, og canadierne havde øjensynligt hørt mine bønner. For det var et særdeles veloplagt band, der spurtede på scenen til titelnummeret fra deres vel nok bedste skive, Morbid Stuff. Fra samme plade fik vi også “Kids”, “Free at Last” og “Scorpion Hill”, mens vi – uden at det gjorde særlig meget – ikke så så fandens meget til gruppens seneste udspil, The Unraveling of PUPTheBand.
Cirka halvvejs inde drog Babcocks forstærker mod de evige fortstærker-jagtmarker, hvortil PUP som de ægte showmen, de nu engang er, helt impulsivt kvitterede med at forkæle os med den tonsende “Old Wounds”, mens teknikerne sørgede for en ny forstærker til den hårdtprøvede forsanger/guitarist. Det noget abrupte ophold i flowet lod dog kun til at gøre bandet (og deres sætliste) endnu stærkere med glimrende versioner af de ældre “Reservoir”, “Familiar Patterns” og hyldesten til Babcocks kæle-salamander på “Sleep in the Heat”.
Ganske forudsigeligt rundede bandet af med den obligatoriske en-to-kombination “If This Tour Doesn’t Kill You”/”DVP”, der altid er en kæmpefornøjelse at være vidne til. Og når vi samme højder senere i juni måned, når PUP gæster Voxhall, bør der helt klart være lagt op til sommerens punkfest i Aarhus og omegn.
(DN)
Foto: Sharon López
