Sidst jeg så Molchat Doma, omdannede de Store Vega til en mørk undergrundsklub i Minsk i 1989. Det var mørkt, længselsfuldt og føltes lidt hemmeligt. På Primavera Sound valgte de en anderledes strategi og søgte at imødekomme publikum langt mere. Musikken var den samme, men der var skruet godt op for både energi og nærvær – en beslutning, der både gav pote i koncertsammenhæng, men som i sidste ende også fjernede lidt af magien.
Fra start lagde sig det mørke over salen, som den belarusiske trio er kendt for. Iskolde trommemaskineslag, sovset darkwave-guitar og Egor Shkutkos dybe, rungende vokal. De messende russiske ord er et af de elementer, der gør Molchat Doma lidt mere eksotiske end dit go-to 80’er-band, og det havde den meget sjove effekt, at jeg faktisk i højere grad spidsede ører, trods at jeg ikke forstår et ord. Bandets lyd er meget fanget i næsten 40 år gammel tidskapsel, men de har formået at gøre de støvede toner relevante for en yngre generation, og det i sig selv er en sejr. Koncerten var spillestedets mest velbesøgte denne aften, og det var altså især de unge, der skulle op foran til dyster dansefest.
Men Molchat Doma har også bevæget sig ud i lyset. På deres seneste plade, Монумент, er det især den mere poppede version af forrige årtiers synthmusik, der har influeret deres lydbillede, og det gav altså anledning til et mere udadvendt – ja, til tider næsten smilende – band. Både bassist/keyboardist Pavel Kozlov, guitarist/keyboardist Roman Komogortsev og Shkutko forlod deres stoiske positioner for at trisse frem og tilbage på scenen under især sangene fra Монумент. Der blev gestikuleret og opildnet til fest, og til at begynde med var det rigtig rart at mærke, hvordan energien band og publikum i mellem blev en slags cirkulær økonomi. Jeg er ikke i tvivl om, at Molchat Domas vanvittig popularitetsboost og deres lange række af udsolgte koncerter i både USA og Mexico har gjort dem til et meget bedre liveband, men det var desværre også på bekostning af noget andet.
De lysere takter og de nærmest glade musikere fjernede meget af den dunkle undergrundsstemning. I momenter mistede jeg helt fokus, fordi det seneste materiale simpelthen ikke har hverken melodierne eller energien, der skal til for at få et spillested til koge over. Det, der skulle være de lette popsange, fremstod nærmere som uinteressante kunstpauser. Og da Shkutko begyndte at klappe i takt med publikum – og dermed også den anden vej rundt – blev det simpelthen for … folkeligt. Undskyld min snobbethed, men den slags passer på ingen måde ind i Molchat Domas kølige østblok-æstetik, og jeg er glad for, at løjerlighederne blev holdt på et minimum.
Sætlisten fik nemlig en genoprejsning lidt over halvvejs inde, hvor tre af bandets bedste sange fra albumtoeren, Этажи, igen fik lagt mørket ned over spillestedet. Her ramte de guldåren, hvor de både fremstod energiske, velspillende og fjerne. Stirrende ud i publikum med skulende øjne, imens strengeinstrumenter og tangenter fik rytmiske tæsk. Det var naturligvis også i denne sidste tredjedel af koncerten, at vi fik megahittet “Судно (Борис Рижий)”, og så var undergrundsfesten sikret. Der blev hujet, danset og sendt knyttede næver op i luften, og trioen på scenen virkede overlegne.
Molchat Doma er klart bedst, når de bringer mørket med sig og indtager et spillested som en klan af musikalske vampyrer, der skal få publikum til at danse, mens det løber os koldt ned ad ryggen. De er mindre gode, når de lægger de gamle dyder på hylden og lader lyset slå sprækker i illusionen. Heldigvis skete det kun i få øjeblikke under aftenens koncert, der på bedst mulig vis sendte os i mørket med fornemmelsen af, at vi havde opdaget det mest eksotiske, nye darkwaveband fra Minsk.
»Spasíba«
