»Der findes to primære typer af mennesker i Oklahoma City: Gospel-klappende kirke-yuppies og folk, som med regulært interval kører deres bil ind i et hus.«
Citatet er ikke mit, men tilhører i stedet vedkommende, som bestyrer Chat Piles Twitter-konto. Derfor blev det en mørkblå Seat León og et gennemsnitligt, rødbrunt, dansk parcelhus med parabolen hængende ude på gavlen, der udgjorde baggrundstapetet undervejs i kvartettens dybt skramlende og lige så opsigtvækkende koncert – bandets første på denne del af deres Europa-tour – i de meget tidlige onsdagsaftentimer på et pakket Gloria.
Mest af alt handlede alt det, der ikke foregik under Chat Piles koncert, dog om Pusher. Winding-Refn-triologien fyldte overraskende meget i frontmand, Raygun Busch’ fjollede og rablende mellemmonologer, mens hans bandkolleger stemte instrumenter og fik tanket op på kildevand. For Chat Pile er ikke et særlig tilgængeligt band, men i stedet fremstår de fire amerikanere som en gruppe fyre, der allerhelst bare vil dukke op, spille deres musik og skride igen. Derfor hjalp det måske også en del på det samlede indtryk med denne lidt indesluttede koncertoplevelse, at Chat Pile lagde overordentligt stærkt fra land med den dybt samfundskritiske og publikumsaktiverende “Why”.
For vi har det godt herhjemme. Alle har det godt. Kigger man imidlertid tværs over Atlanten, står det noget sløjere til. Et værre morads af fattigdom, alskens uretfærdighed og skolebørn, der gang på gang skydes ned på deres egne uddannelsesinstitutioner. Det er de allermest grimme sider af hjemlandet, som Chat Pile portrætterer, og netop på “Why” står idyllen i skærende kontrast til Busch’ skildringer af hjemløse, der skubber rundt med deres indkøbsvogne i bidende kulde. I modsætning til bandets debutskive, sidste års fænomenale God’s Country, holdt de politiske aspekter sig dog til et minimum – forbeholdt selve lyrikken – men grimheden fik stadig sin fortjente eksponering i det mørklagte lokale. Således fik vi hele to numre om at slå sine børn ihjel; i form af den melodiøse “Pamela” såvel som den yderst tunge og grimme “Dallas Beltway”, der stadig er gruppens mest effektfulde komposition. Men der var andre, mere ligefremme dyk ned i den seneste skive som den Portayal of Guilt’ske “Tropical Beaches Inc.” og det dårlige trip i sludge-form “Grimace_Smoking_Weed.Jpeg”, som trods alt ikke blev leveret i sin ni minutter lange studieudgave.
Men det var også nærmest det, som God’s Country fik lov at stå for denne aften. For i stedet blev Chat Piles sætliste komponeret af ældre sager, som ganske givet tilføjede endnu mere upoleret kant til lydtapetet, men som også inviterede til en lettere stampen-rundt i det støvede flisegulv. “Ratboy” og “Rainbow Meat” fra EP’en This Dungeon Earth samt “Davis” og den afsluttende, “Garbage Man”, fra følgesvenden Remove Your Skin, Please slæbte sig nemlig af sted på et knap så velvalgt niveau, der sagtens kunne være blevet løftet med assistance fra andre, nyere indslag. Derfor havde koncerten det – oftere end hvad godt var – med at lukke sig om sig selv, når det, den måske havde allermest brug for, var at folde sig ud og præsentere Chat Pile som en mangearmet og vidtspændende enhed, der kan fremvise alt lige fra det grimme til det rigtig grimme. Sidstnævnte lykkedes de heldigvis særdeles godt med i dagens anledning.
Alle fotos: Daniel Nielsen.
