Man siger, at tredje gang er lykkens gang. Det var også mit mantra, da jeg… nej, vent – det er indledningen til en anden anmeldelse. Men faktum var dog alligevel, at det var tredje gang, jeg skulle bide skéer med britiske Electric Wizard på Roskilde Festival. Første gang var i 2011, hvor bandet trådte til som erstatning og måtte tage til takke med et koncertstarttidspunkt, der sagde 12.00. Anden gang var det i 2014 ved 18-tiden på Arena, kort efter portene til selve festivalpladsen var åbnet. I år skulle det til gengæld være helt anderledes, for her nærmede klokken sig med noget hastigere skridt midnat, da Dorset-gruppen trådte frem bag tæppet og ind på Avalons (i mere end én forstand) røgfyldte scene.
For når ens lyriske univers kredser særdeles tæt om emner som heksekulter, Satan og blodsudgydelser til ære for Dracula (eller “Drugula” om man vil), bliver dagslys let decideret skadeligt for hele æstetikken med sort læder på sort læder, hor, mord og ildebrand. I stedet stod det hurtigt klart, at det her var det den helt rigtige nattestund til at lade os alle hengive til Lucifer i form af den vrælende Jus Oborn i front for stonermetallerne. På de to indledende “Black Mass” og “Witchcult Today” fra henholdsvis 2010- og 2007-pladerne af samme navn, virkede han og kumpanerne i hvert fald meget oplagte i at gøre denne her forestilling til deres bedste i Roskilde Festival-regi. Det obligatorisk bombastiske lydbillede var dog ikke rigtig Electric Wizards ven under koncertens indledende fase, hvor Oborns i forvejen svingende vokalpræstation og mere melodisk guitarsoloer forsvandt under især guitarist Liz Buckingham og bassist Haz Wheatons simple, kolossale og simultane riffmelodier.
Men troldmanden var i topform, sådan som bandet insisterede på at være lige så sløvt slæbende og tungt tonsende, som det passede dem – lydudfordringer eller ej. Der var lige præcis nul kompromisløsninger, at det lykkedes da også at få alting til at stå lidt klarere i teltet cirka halvvejs inde i det 8-9 numre lange sæt. Pludselig var alt ved det gamle, hvor de kraftigt Black Sabbath-inspirerede kompositioner udgjorde det samlede soundtrack, mens den visuelle side af kvartettens obskøne identitet bestod i at fremvise slibrige klip fra både europæiske 70’er-pseudopornofilm om sataniske kultledere med mere samt 1968-kultklassikeren Hells Chosen Few på en projektor, der ifølge mine oplysninger havde kostet 60.000 kroner at leje kun til denne koncert.
Midtvejs blev der taget et enkelt nøk af intensitetsskalaen på blandt andet “Incense for the Damned”, mens “Return Trip” fra gennembrudspladen, Come My Fanatics, endte med at blive et lidt mere overraskende højdepunkt målt på stoner-skalaen. Heldigvis kender Electric Wizard deres publikum, (akkurat som vi kender dem), og derfor stod aftenens afsluttende halvdel også på indslag som “Satanic Rites of Drugula”, “See You in Hell” og – selvfølgelig – den apokalyptiske lukker, “Funeralopolis”, fra gruppens allerbedste skive, Dopethrone.
Ud af mine nu i alt tre møder med Electric Wizard var dette ude tvivl den aften, hvor flest omstændigheder har talt til kvartettens fordel. Derfor ender vi også lige ovenover i den samlede vurdering, som sagtens kunne have endt endnu højere, hvis første halvdel havde været lige så suveræn som sin efterfølger.
Alle fotos: Daniel Nielsen
