I sidste halvdel af Tender Youths koncert på Gaia sent tirsdag eftermiddag, hev bandets guitarist Vitus Mørch en slidt, rød Gibson SG frem. Ikke en hvilken som helst seksstrenget, men netop den guitar, han og trommeslager Jonathan Mørchs far havde spillet på med bandet Kalashnikov, da de spillede på Roskilde Festival tilbage i 1985. Tender Youth kastede sig – som en ode til dén optræden – ud i et hæsblæsende cover af Kalashnikovs “Læderhalse”, der gav mindelser om Situationsfornærmelse, som var gået af scenen kort tid forinden. Cirklen var sluttet, og scenen var sat for Tender Youths egen debut på Roskilde Festival.
Der var vaskeægte stadionstemning i minutterne før Tender Youth trådte ind på scenen. Folk stod og lå-lå’ede “Seven Nation Army” og råbte bandets navn. Der var spænding at spore, og jeg var mildest talt også spændt og nysgerrig på, hvordan den københavnske kvartet ville tage deres musik og i særdeleshed debuten, In the Hands of Broken Bonds, op på festivalscenen.
Kvartetten entrerede nonchalant Gaia, og så var der ellers lagt i kakkelovnen til en god, gammeldags omgang rock, hvilket godt nok en noget smålig beskrivelse, når det kommer til at indfange bandets lyd. En lyd der – så få år inde i bandets indspillende karriere med kun en selvbetitlet EP fra 2021 og så debuten fra 2023 til følge – allerede har rykket sig fra et ret shoegazet udtryk til en meget mere episk, rocket stil.
Bandet lagde ud med “Broken Bonds” præcis som på debutalbummet, og det viste sig også at give ganske god mening. Det er et af det lille bagkatalogs langsommere numre, og forsanger Tobias Brylds stemme var endnu mere inderligt klagende, mens Vitus Mørchs spil om muligt var endnu mere herligt storladent. Herfra var der mulighed for at gå i selvsagt alle stilistiske retninger.
På den efterfølgende “Hollow”, der samtidig er bandets debutsingle, blev det for alvor tydeligt, at bandet er i bevægelse. Der er mere rastløshed og mindre finesse i de gamle numre, end der er i bandets nye materiale, og da Bryld bød publikum op til dans på den energiske “Hot Hand”, var udtrykket trukket langt væk fra den postpunk, bandet ellers associeres med.
Bryld var i det hele taget en sublim frontmand. Under uptempo-numrene var han konstant i bevægelse. Energien og spilleglæden, der strømmede ned fra scenen, var ikke til at tage fejl af. Og dog var et af de helt store momenter, da Tender Youth med “The Thinker’s Flume” netop insisterede på at tage tempoet helt ned. Jonathan Mørch tog sig af mandolinen, og Bryld sang ud til publikum; siddende på en monitor. Det skabte en rigtig fin kontrast til de øvrige numre.
En af koncertens store kvaliteter var samtidig spændvidden i materialet, for bandet har alt andet end lagt sig fast på en bestemt lyd. Det blev sågar helt eksperimenterende på “Pageantry”, hvor Vitus Mørch lagde guitaren til fordel for en violin, som han frembragte hektiske droneklange på. Hektikken fik lov til at dominere, da “Arbitrary Love” til sidst fik teltdugen til at sitre. Her kom tilføjelsen af trompeter til bandopsætningen også for alvor til sin ret, hvor lydbilledet – fra de sirlige guitarfraser og den sammentømrede rytmesektion til Brylds kraftfulde vokal og velplacerede tambourinspil – stod knivskarpt.
Samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke på, at Tender Youths bandmedlemmer er i deres tidlige tyvere. De er dårligt nok gået ud af gymnasiet. Der var på ingen måde noget, der sagde “gymnasieband” ved det, de leverede på scenen. De er allerede nu en sammentømret liveenhed, og hvad endnu vildere er, har de sikkert også deres bedste materiale foran sig. Storslået.
Alle fotos: Daniel Nielsen.
