Gode gamle Gloria – Roskilde Festivals farligste scene. At navigere de der trin bagerst i ladens totalmørke er altså en ekstremsport. Det havde nu ikke stoppet folk fra at fylde stedet godt op her til aften i håbet om at få tilfredsstillet et behov for skramlet indie-rock; et behov det har været noget svært at få stillet her på årets festival.
Og lad mig bare sige det med det samme: Sorry var komplet ude af stand til at indfri nogens behov for noget som helst. Det var virkelig en dødkedelig og ekstremt rodet affære.
Vi kan starte med det åbenlyse: der var noget med lyden. Således led koncerten under monitor-feedback, og selvom det ikke var overvældende, så var det alligevel virkelig irriterende. Derudover var der absolut ingen rød tråd i aftenens sæt, men skaden var i virkeligheden allerede sket. Sorry har to albums i ryggen, 925 fra 2020 og Anywhere But Here fra sidste år, og begge var Undertoners anmeldere en smule tøvende overfor. Der blev kastet om sig med ord som ”uforløst”, ”irriterende” og ”glemmebog”, og det er præcis de følelser, man stod tilbage med fra cirka anden sang og fremad. Hvad vil de, hvor vil de hen med det, og hvorfor er det så utroligt kedeligt?
De lagde ud med ”As The Sun Sets” fra debutalbummet, og det var klogt. Versets stille, ulmende guitarmelodi var perfekt til give publikum falske forhåbninger om, at nu ville der komme noget fedt og skramlet lige om hjørnet. Nummerets instrumentale C-stykke blev da også pumpet godt op med noise og distortion, og et helt øjeblik nåede jeg at tænke, at hvis det fortsatte sådan der, så skulle det da nok blive meget godt. Det gjorde det ikke, og det blev det aldrig.
Med Asha Lorenz og Louis O’Bryen i front, begge på vokal og guitar, spillede Sorry en hel times koncert, der gang på gang på gang tabte sit momentum. Igen og igen fik bandet publikum op at støde over en eller anden fed, larmende passage dyppet i London-coolness, for så straks at rive tæppet væk under dem og stikke i en hel anden retning, der ofte var virkelig kedelig. O’Bryen fik fint demonstreret sine talenter på en guitar på “Willow Tree” fra Anywhere But Here, men helt grundlæggende er det jo bare en virkelig kedelig sang. ”Tell Me”, “Key To The City”, ”Baltimore” var en blanding af irriterende elektro-elementer, banale tekster, forvirrende genreblandinger og flygtige glimt af forståelse for den gode indierockmelodi.
Eneste rigtigt velfungerende nummer var singlen ”Starstruck”, der kom som sang nummer ti. Her var der endelig et nummer, der hang ordentligt sammen – et fedt guitarriff, en fed melodi, masser af lækker, skramlet smadder. Men det var alt for lidt og alt for sent – publikum var for længst sivet videre for at finde noget bedre.
Hele koncerten var så forbandet uforløst, at det ikke var til at holde ud at være i stue med. Et U for O’Bryen på en guitar og et U for ”Starstruck”. Resten var simpelthen ikke noget at skrive hjem om.
“Thanks for watching, we’re Sorry”, sagde Lorenz kækt. Ja, det ville jeg ærligt talt også være.
Alle fotos: Daniel Nielsen
Kan på ingen måde genkende anmeldelsen. Klart den bedste koncert jeg så lørdag. Intenst, nærværende og opbakkende.
Men sjovt man altid oplever det forskelligt. Jeg havde ingen forventninger inden koncerten, så blev bare virkelig positivt overrasket.
:-)
Måske har anmelder glemt at ligge sin personlige musiksmag på hylder, når hun sådan kan være overrasket over at et band spiller deres egne sange?
Personligt synes jeg det var en super fed koncert med godt med power og langt mere rocket end deres studiealbums.
Det skal også bemærkes at RF har krav til længden af koncerten, hvis bandsne altså vil have deres betaling. Så at klantre dem for at spille en “for lang” koncert er bare langt ude.
Sorry – for dine tømmermænd.