En bunke teenagers har allerede stillet sig klar, da jeg indfinder mig ved Avalon, kraftigt i tvivl om, hvad det er, jeg skal til at overvære. Amerikanske Ethel Cain, som går under det borgerlige navn Hayden Silas Anhedönia – Anhedönia er den medicinske betegnelse for en nedsat evne til at føle glæde – er ikke en nem artist at placere i det musikalske landskab.
Hun fik vind i sejlene efter at have udgivet konceptalbummet Preacher’s Daughter i 2022. Albummet er en form for americana-feberdrøm, som trækker på classic rock, Bruce Springsteen, Lana Del Rey og metal. Det er en potpourri af alle mulige og umulige indflydelser, spilletiden strækker sig over en time, og størstedelen af sangene er over de radiovenlige tre minutter. Og fik jeg nævnt, at albummet ender med, at sangenes hovedperson, en vis Ethel Cain, til sidst bliver spist af en fyr, hun har mødt i Texas.
Det skulle dog vise sig, at Cain denne eftermiddag ikke var synderligt interesseret i at spille rollen som pop-enfant terrible. Numrene var, på trods af deres langsommelighed og relativt lange spilletid, ikke noget, der skræmte nogen væk.
“A House in Nebraska” blev spillet som første nummer, og det unge publikum var med fra starten, på trods af en noget ustyrlig lyd, der dog blev rettet nogenlunde til efter et par numre. Cain gjorde ikke noget stort væsen af sig, men kom alligevel ganske fint ud over scenekanten. Nummeret i sig selv er en lidt tam omgang singer-songwriter. Den efterfølgende “Family Tree” emmede Lana Del Rey’sk tristesse: »So take me down to the river and bathe me clean / Put me on the back of your white horse to ride / All the way to the chapel, let you wash all over me.« Det er ikke sindsoprivende originalt, men Cain fremstod venlig og medlevende, og publikum var med.
Mere interessant blev det med “Thoroughfare”, hvor Cain gik væk fra de tunge bastoner og over i et mere countryinflueret udtryk. Nummeret følger kærlighedsaffæren med gutten fra Texas, og lød ret godt live. Det var storladent og en smule anakronistisk med en ekspressiv guitarsolo. Der er point i min bog for at gå imod den gængse popform. “Gibson Girl” fortsatte ned af Del Rey-stien, den gang langt mere velfungerende med en melodi, der lød lidt henad et outtake fra dennes Norman Fucking Rockwell!.
Når nu Cains album er et konceptalbum kunne man godt have ønsket sig, at der var mere fokus på det narrative. Albummets mere horror-agtige undertoner var helt fraværende (den nysgerrige læser kan høre den ufatteligt dystre “Ptolemaea” for at forstå, hvad jeg mener med uhyggeligt.) Måske var det dog mere velvalgt i forhold til et festivalpublikum en torsdag eftermiddag, at fremføre det mere pæne materiale.
Da bandet spillede første tone af hittet “American Teenager”, var det tydeligt, at publikum virkelig elskede, hvad de hørte. Den heartland-rockende sang stod som en tilstrækkelig afrunding på en noget ensformig koncert, som kunne have taget flere chancer.
Alle fotos: Daniel Nielsen
