»Hvem skulle overhovedet kunne tæve ham (og hans røv?)« når jeg flere gange at tænke om Pierce Jordan; påført guldkæder, guldur og guldtænder, med en nasal skærebrændervokal et sted mellem Black Midis Geordie Greep og Bad Brains’ H.R. og en ukuelig in-your-face-karisma som ganske få på denne her festival.
Vi har nået afslutningen på Soul Glos über-hektiske aftenforestilling, der måske foregik i lidt for oplyste rammer, men hvor attituden til gengæld er lige præcis, hvor den skal være. Her har Philadelphia-kvartetten akkurat nået at skeje ud til den afsluttende ”Gold Chain Punk (Who Gon’ Beat My Ass?)” der bedst kan opsummeres ved omkvædets retoriske spørgsmål. For der er – om vi vil det eller ej – øretæver i luften denne aften, og ingen fremstår i øjeblikket mere slagsmålsliderlig end Jordan.
Koncerten igennem har han ellers behersket sig så meget, som man nu engang kan som frontmand for et meget ligefremt og meget rabiat hardcorepunkband. I grunden lader han til at have det bedst med at kombinere sin vokalgerning med en mere statisk positionering ved mikrofonstativet. På den måde konserverer han nemlig bedst sin energi i de maskingeværshastige verslinjer på alt lige fra den gamle ”Untitled 1” til ”Fucked Up if True” og ”Jump!! (Or Get Jumped!!!) ((By the Future))” fra sidste års universelt roste Diaspora Problems. Og samtidig giver det ham – ligesom Le Tigres Kathleen Hanna aftenen forinden – også muligheden for at adressere alle urimelighederne i hjemlandet.
»Jeg render ganske vist rundt med en 9-millimeter, men det er de fucking automatvåben, der skal forbydes, inden de skyder vores børn i skolerne for bare at ville lære eller dræber flere sorte på gaden og transkønnede på natklubberne for bare at være til,« plæderer han til stor jubel, inden Soul Glo tonser direkte ud i “We Wants Revenge” med den formidable linje: »In this ongoing genocide / These whites will try / And they can chat with my .9«
Til alt held er han ikke den eneste på scenen med en kraftigt iboende punknerve. Trommeslager TJ Stevenson og (i særdeleshed) guitarist GG Guerra bliver lynhurtigt dér, alles øjne bliver rettet imod, når Jordan en sjælden gang forlader sin centrale plads for blandt andet at hoppe ned til publikum. Og hvor Stevenson er den prototypiske tøndebasker i allerbedste forstand, besidder Guerra en mangefacetteret overlegenhed i sin bandrolle. På den seksstrengede lyder hans indsats hurtigt som det dobbelte, og derudover hjælper han også tit til med overgangssamples mellem forskellige sange samt agerer beat-mager på den hiphop-tunge “Driponomics”. Og til allersidst – efter et større instrumentbytte – griber han også mikrofonen på en langsom og brutalt hamrende reprise af afslutningsnummeret, hvor det eneste tilbageværende spørgsmål, der så’n for alvor pressede sig på, selvfølgelig var: »Who gon’ beat my ass?!«
Soul Glo klokkede ud efter blot 35 minutter, men heldigvis spiller de allerede om en måneds tid (og forhåbentlig bare liiiidt længere) i Roskilde Festivals Gloria-telt. Det bliver så afgjort forbudt for børn og folk med bare den mindste snert af fobi for halsbrækkende moshpits.
