Koncerter

Roskilde Festival 2023: Weyes Blood, Avalon

Foto: Malthe Ivarsson / Gonzales Photos

Selvom koncerten aldrig helt løftede sig over det varme og velkendte, var Weyes Blood godt selskab lørdag eftermiddag.

Varmen var på retræte, og det havde regnet ad flere omgange, da Weyes Blood, som går under det borgerlige navn Natalie Mering, trådte ind på Avalon. Mering, der kommer fra Santa Monica, Californien, bemærkede og kommenterede også på kulden, og om ikke vi kunne spille lidt varme ind i teltet. Hvis der er noget, der rimer på varme, i hvert fald fra et sonisk perspektiv, må det være amerikanerens dybsindige sange om selvet og verdens tilstand.

Der var blevet sørget for den helt rigtige stemning til at udfolde sangene. Scenen var udstyret med stearinlys, der ganske vist var falske, men de bidrog ikke desto mindre til at skabe en atmosfære, selv på dette for en festivalkoncert bøvlede tidspunkt på dagen. Foruden lysene var der blevet placeret alskens vintagegear på scenen. Et smagsfuldt patineret klaver i lysebrunt træ, årgangskeyboards og forstærkere af ældre dato.

Mering gik roligt ind på scenen – ro blev i den forbindelse et nøgleord for koncerten som helhedsoplevelse – og begynder at synge “It’s Not Just Me, It’s Everybody” fra albummet And In The Darkness, Hearts Aglow, som udkom tidligere i år. Det er pudsigt, som hun rent kunstnerisk drages af kriser, Hvor det tidligere album kredsede om klimakrisen, kan man i teksten til eftermiddagens åbningsnummer finde ekkoer af en pandemitid: »Living in the wake of overwhelming changes / We’ve all become strangers / Even to ourselves.« Mering stod med stoisk ro på scenen og sang forresten himmelsk. Hun spurgte efter et par numre – formodentligt ironisk – om vi var klar til at starte en fest, men heldigvis for de udasede festivalgængere blev det aldrig til mere end en fredfyldt omgang retropop. 

Numrene fra Titanic Rising gjorde det største indtryk musikalsk set og nød også størst genkendelse hos det overvejende unge publikum, hvor “Andromeda” med sit monumentale omkvæd og ørehængende riff var et naturligt højdepunkt. Umiddelbart derefter var det ifølge Merings drejebog tid til, at vi skulle lave den vildeste gråvejrseftermiddags-moshpit. Jeg tør godt afsløre, at det aldrig kom så vidt, selvom afslutningen på den Beach Boys-agtige “Everyday” fik en noget mere bombastisk klang end vanligt.  

Mering var overvejende meget stilsikker i sin sang og performance, og det endte også med at blive en hæmsko for koncerten (det var i øvrigt også tilfældet, da hun spillede på festivalens nu hedengangne Pavilion i 2019). I sættets selvudnævnte rave-sektion, spilledes først den 80’er-pulserende “Twin Flame” og til sidst “Movies”, der med sit boblende arpeggio-motiv var lige ved at bryde igennem. En druknet vokal gjorde dog, at det aldrig blev et succesfuldt “rave”. 

Hvad, der til gengæld brød igennem, var den visuelle del af fremførelserne. Under “Twin Flame” lyste Merings hvide kjole op, med et rødt hjerte, der ligner det fra coveret til “And In The Darkness, Hearts Aglow”. Mering var, mens hun sang “Movies”, badet i et blåligt lys, så det nærmest så ud, som om hun var under vand. Det var en skam, at koncerten til sidst ikke kunne betage musikalsk, som den kunne rent visuelt.  

★★★★☆☆

Alle fotos: Malthe Ivarsson / Gonzales Photo

Leave a Reply