Åbningsnummeret “More” på danske M Rosenbaums debutplade slår tonen klart an: Fingerspil på akustisk guitar åbner ballet, hvorefter hovedpersonen gør sin entré: Rosenbaums vokal. Perversions er en singer-songwriter-plade, hvor Maria Kjær Rosenbaum Rasmussens stemningsfulde alt-stemme er det ubestridte midtpunkt. Men ligesom de bedste skuespillere, forstår M Rosenbaum styrken ved det subtile. Vokalen er for det meste indadvendt og afdæmpet, men samtidig har dens klang en varm og flosset fylde, der gør den både stærk og sårbar, beroligende og intens. Hun overspiller ikke sine fraseringer, men lader klangfarverne og de små detaljer tale for sig selv.
Pladen, der veksler mellem det folkede og det indie-rockede, er blevet til i samarbejde med musikere fra Blaue Blume og en håndfuld gæstemusikere. Rosenbaums vokal, klaver- og guitarspil suppleres bl.a. af pladens producer Søren Buhl Lassen på trommer og synth, Buster Jensen og Robert Buhl på guitar samt Asger Nordtorp Pedersen alias Guldimund på bas – der i øvrigt er tidligere medlem af netop Blaue Blume. Men albummet lyder på ingen måde som en Blaue Blume-kopi, hvilket ellers kan være en risiko, når musikere både producerer og spiller for andre. Tværtimod lyder det som et frugtbart samarbejde, hvor M Rosenbaums vokal og sangskrivning aldrig overdøves, men i stedet får både plads og modspil.
Perversions lægger stærkt ud med “More”, der fungerer som en lækker og velproduceret appetizer. Når den langsomt stigende melodi i verset overtages af en guitar-stemme, der både fortsætter melodiens bevægelse og skruer tempoet i vejret, skaber det en ubesværet og virkningsfuld dynamik. Den skarpe, jazzede trompet giver desuden en fin kontrast til den dybe, introspektive vokal og de afdæmpede instrumenter. Teksten beskriver en eksistentiel rastløshed, som man hellere vil drukne i vin og udskejelser end dele med nogen. Man hænger lige præcis nok sammen til at kunne fremstå velfungerende, men har egentlig bare lyst til at sove det hele væk: »I am in this by myself / though I feel like someone else / told you I was feeling fine / straight enough to walk the line / fuck my life and fuck my head / I am going straight to bed«. Her rammer Rosenbaum en svær balance mellem sårbarhed og kynisme, der virker både oprigtig og nuanceret.
Temaer som erindring og fortrængning er centrale på flere af pladens syv numre. På den ene side at mindes dem, man har mistet, og på den anden side at drukne sin smerte, skam og angst i alkohol, sex og antidepressiv medicin. Det er ikke kønt, men alligevel ganske normalt. Perversions er således et godt eksempel på, at det allermest personlige og “perverse”, ofte er det allermest almene. At man føler sig set, når andre tager et ærligt kig på sig selv.
Pladens absolut mest gåsehudsfremkaldende nummer “Forglemmigej” tager livtag med døden. Sangen er en minimalistisk, men storladen hymne, hvor Rosenbaum krænger sit sørgende hjerte ud til en person, hun har mistet. Den metaforiske naturpoesi kunne være taget ud af højskolesangbogen. Årstidernes skiften mellem liv og død væves elegant sammen med det personlige tab. Men modsat diverse salmer forfalder teksten ikke til poetisk eufemisme eller bortforklaring. For selvom døden er naturlig, er tabet ikke mindre ufatteligt og ubærligt. Der er ingen højere mening, bare savn og ubesvarede spørgsmål. Dette understreges i omkvædet, hvor den efterladtes hjemløse omsorg kastes ud i intetheden: »Skal du aldrig elske mer’? / vil der være lys? / du må ikke fryse / jeg vil huske dig«. Den enkle produktion, der mimer live-showets rå intimitet med små urenheder i optagelsen, giver masser af plads til Rosenbaums sitrende vokalpræstation. Det er simpelthen imponerende, hvor mange nuancer hun kan få ud af en linje som »mens skoven fejrer truer efterår«. Nicolai Noas dybe korstemmer til slut er blot prikken under udråbstegnet.
Albummets indie-rockede single “Hey It’s My Birthday” stikker ud med sin optimistiske tekst. Som titlen antyder, er sangen en forsigtig hyldest til fødselsdagens legitime selvfejring. Omkvædet er catchy, og det selvkærlige budskab er for så vidt en forfriskende kontrast til resten af pladen. Men som helhed er sangen desværre ikke helt overbevisende. Der er en sær modsætning mellem musikkens melankoli og fortællingen om at slippe bekymringerne og selvbevidstheden for en stund. Samtidig nøjes teksten med en lidt intetsigende opremsning af banale detaljer, der ikke helt formår at formidle den følelse af frigjort selvaccept, der sigtes mod. Når hun i omkvædet synger om at kysse længere, end det er socialt acceptabelt, lyder det bare en smule tamt.
Pladens anden dansksprogede sang “Syrener” er også en hyldest til en afdød, men den er desværre mindre vellykket end den første. Det patetiske og banale får simpelthen ikke nok modspil hverken musikalsk eller lyrisk. Sangen består udelukkende af fingerspil på akustisk guitar og Rosenbaums vokal, men det sårbare setup er for spinkelt og lejrbåls-agtigt til at bære frugt. Den højtidelige tekst kommer til at lyde tung, fordi melodien er for forudsigelig, og fordi der mangler dynamik og kontrast i lydbilledet. Den tvetydighed og nerve, der ellers præger hendes sangskrivning, mangler simpelthen.
Perversions er en vellydende konfrontation med tilværelsens skyggesider og ambivalens, der til tider rammer lige i mellemgulvet. Pladen efterlader ingen tvivl om, at M Rosenbaum har en unik stemme som singer-songwriter, men visse steder bliver det hele lidt for ensidigt og poleret. Man kan kun håbe, at M Rosenbaum bliver ved med at udforske den perverse normalitet, og at hun samtidig afsøger grænserne og skønhedspletterne i sit musikalske udtryk.
