Slim0 er en sær snegl på den danske undergrundsmusikscene. Bandet kører en idiosynkratisk DIY-stil, hvor genredistinktioner og anden rationalisering bliver besværliggjort. Bandet, som består af Simin Ramezanali, Joalane Mohapelo, samt Lena og Mija Milovic (hvis soloudspil, vi anmeldte for lidt tid siden) gør en dyd ud af at blande støjflader med skønsang, og nu er de ude med diskografiens anden EP Lifespan, som følger op på debuten Sol i øjet (2020), der på overrumplende vis blandede naturbesyngende, dansksproget biedermeierlyrik med krasbørstigt skramlende lydtapeter.
EP’en som format er en sjov størrelse. En form for visitkort, der præsenter et musikalsk projekt for verden. En maggiterning af alt det, der giver projektet sin berettigelse. Lifespan kommer godt rundt i alle de musikalske modsætninger, der har gjort Slim0 til et hypet navn. Fra titelnummeret er der ikke nogen tvivl om, at kvartetten er rundet af noget andet end bare den gængse musikscene. »I wanna grow old« bliver der hvisket over et pumpet guitarriff. Jeg kan ikke lade være med at opfatte det som en art drilsk kitsch. Det samme gælder de generiske »yeahs«, der løber igennem det demonstrativt mere stilfærdige vers. Et vers, der tekstmæssigt præges af følelsen af kontroltab og afmagt, for så mod al forventning at kamme over i et hvinende »I wanna grow old!!!«-kor.
På det her tidspunkt fristes man til at spørge sig selv, hvad Slim0 har gang i, og hvor langt ud de kan tage lyden. Jeg er ikke sikker på, at det er spørgsmål, der lader sig besvare, men i denne EP’s regi markerer ”Lifespan” en musikalsk yderlighed. Ellers er det stilfærdige favoriseret over det primale. Det skal ikke forstås, som om at det på noget tidspunkt bliver leflende. EP’en appellerer hovedsageligt til koncentreret lytning.
Ét sted er der alligevel plads til, at man som lytter bare kan lade sig flyde ud i lyden. ”Teddy (za veru)” er klart det nummer som står klarest frem for mig. Det er på en gang mere helstøbt og mere kontrastfyldt end de øvrige numre. Som vi skrev i en omtale om nummeret: »Allerede ved de første anslag bliver du inviteret ind i et musikalsk pusterum af skønsang, hvor ordene »Don’t you worry ‘bout the expectations« harmonerer med to melodisk bevægende zen-guitarer.« Der er en umiddelbar og uudtømmelig ro i nummerets første halvdel. EP’ens logik følges alligevel til dørs, og der bliver kastet en harmonisk langt mere usikker bro efter lytteren. ”Teddy (za veru)” er et forløst nummer, som eksemplificerer bandets flair for melodisk indierock tilsat dundrende uvished. Det er eksperimenterende, men det giver mig en intuitiv oplevelse.
EP’en har ikke kun rum for egenkompositioner, men også for et cover. Eller ”cover” er et forkert ord at bruge i en Slim0-kontekst; vi har nærmere at gøre med en variation over halvfemser-one-hit-wonder-bandet 4 Non Blondes’ ”What’s up”. Hvor originalen er en protestsang, dekonstruerer Slim0 nummeret, skærer det meste af teksten væk og tilføjer to linjer. Tilmed omdøbes nummeret til ”Pelo Yaka, Pt. 2”. Tilbage står skelettet af en sang: »And I miss you / And I need you / What’s going on?« Jeg er stadig i vildrede over, præcis hvad meningen er med denne gentænkning af en halvfemserbanger. Det er unægtelig flot at høre bandet harmonisere det karakteristiske ”hey-ey-ey”-hook, men det står mere tilbage som lydkunst end som en egentlig sang. Der mangler noget dramaturgi, noget udvikling.
Selvom der er gode idéer på Lifespan, har jeg visse steder svært ved at holde af udgivelsen rent intuitivt. Lur mig, om det ikke er helt intenderet fra bandets side at ligge nogle faldlemme ud. Det er helt sikkert pirrende for nogen, og det er uomtvisteligt interessant og tankevækkende. Når musikken bliver som et manifest, eller et mantra, bliver det svært rigtigt at leve sig ind i det musikalske rum, som kommer til at føles en kende for trangt.
Det lykkedes næsten for ”Pelo Yaka, Pt. 1 (started in a dream)” at skabe fremgang i en repetitiv komposition (”pelo yaka” betyder for øvrigt ”mit hjerte” på det afrikanske sprog Sesotho). Med fare for at gentage mig selv, er der noget unikt i lyden. Sammenstillingen af den afrikanske sang og en harmoniseret engelsk version af selvsamme har et kunstpolitisk potentiale. Ud fra et rent æstetisk synspunkt er de konkurrerende trommerytmer og guitarriffs dog ikke så interessante. Den musikalske udfoldelse virker låst.
I sidste ende lander Lifespan et lidt uklart sted. Den formår at balancere støj og melodiske elementer, men bliver sine steder et lidt for udfordrende bekendtskab. Kvartettens rødder indenfor lydkunstens og avantgardens verden kommer til at skærme for meget for det mere umiddelbart melodiske. Der er masser af potentiale i EP’en, det bor bare ikke så meget i musikken som i de eksperimenter med sprog og normer, Slim0 sætter i værk.
