Slim0 elsker at eksperimentere med deres kompositioner og vende tallerkenen på hovedet i de øjeblikke, hvor du mindst venter det. Det er et legesygt univers, der samtidig skaber en unik lyd, som kun er deres. Med en 2020-EP og en håndfuld singler begynder der at tegne sig et billede af den københavnske kvartet bestående af Simin Stine Ramezanali, Joalane Cecilie Mohapeloa, Lena Milovic og Mija Milovic. Det er altid en hovedpine at genreinddele musik, men lad os kalde Slim0 for eksperimenterende noisepunk med en knivspids shoegaze.
Den aktuelle single “Teddy (Za Veru)” holder fast i den eksperimenterende tråd, men er langt mere velovervejet i brugen af kontraststykker. Og det klæder dem faktisk imponerende godt. Allerde ved de første anslag bliver du inviteret ind i et musikalsk pusterum af skønsang, hvor ordene »Don’t you worry ‘bout the expectations« harmonerer med to melodisk bevægende zen-guitarer. Måske et budskab om, at unge ikke behøver at bekymre sig over samfundets forventninger til dem? Man kan sågar høre, at de synger fra helt inde fra hjertet, og det er balsam for sjælen på en gråvejrsdag.
De forsigtige distortion-akkorder krydrer det sjælefulde udtryk med en smule kant og bevæger nummeret over i et kontraststykke, hvor skønhed og underliggende kaos kastes i samme bøtte. Og det er her, at deres lyd virkelig giver mening. For “Teddy (Za Veru)” er et karakterfyldt og autentisk nummer til bunken af singler, der skaber forventningslæde for gruppens kommende EP Lifespan. Der er ingen tvivl om, at aktuelle nummer vil lukke øjnene på et drømmende publikum, når det en dag bliver spillet live. Og der vil jeg dukke op og drømme med.
Slim0 udgiver EP’en Lifespan lørdag d. 16 september, hvor der holdes releasekoncert i Christianshavns Beboerhus samme aften.