The Tubs: Dead Meat
Udgivet i januar (UK)
Tilbage i januar 2023 udkom Dead Meat – debuten fra de garvede musikere i The Tubs, der blandt andet har rødder i støjpopgruppen Joanna Gruesome – men jeg blev af uransagelige årsager først opmærksom på pladen i slutningen af december måned. Det er nok den primære grund til, at albummet ikke strøg lige ind i top fem på min liste over årets bedste udenlandske udgivelser i 2023. Det er nemlig en fuldstændigt eminent og skarpt skåret janglepop/rockplade, og jeg har ikke hørt en udgivelse, der (inden for genren) når den til sokkeholderne, i årevis.
Åbneren “Illusion pt. II” lægger an med et lettere støjet post-punk-udtryk, men der går ikke mange sekunder, før det bliver klart, at det er ringende dur-akkorder og de gode melodier, der er i højsædet. Og de gode melodier kommer som perler på en uendeligt lang snor. Eller… pladen varer 29 minutter, men der er memorable guitar-, bas- og vokalforløb nok til de fleste bands’ samlede diskografier. Dead Meat er mildest talt en magtdemonstration af en rockplade.
Længslen i vokalen er så ægte og nærværende, at hver eneste frasering kan mærkes i hjertet, og man nærmest dåner af ren og skær begejstring. Der er anerkendende nik til alle de store jangle- og college rockbands fra 80’erne, men The Tubs spiller det med deres egen ildrøde punknerve, så man helt glemmer, at de ikke har opfundet den dybe tallerken – til gengæld har de skrevet en af 20’ernes bedste rockplader.
(Holger Møller Dybro)
Le Cri du Caire: st.
Udgivet i januar (FRA)
Le Cri du Caire består af briten Peter Corser på saxofon, tyskeren Karsten Hochapfel på cello og i front Abdullah Miniawy som sanger og sangskriver, og sammen har det skabt et mageløst og dragende debutalbum, der befinder sig et sted mellem jazz og avantgarde. Deres selvbetitlede debutalbum blev velfortjent tildelt prisen for årets world-udgivelse ved den franske pendant til Grammy Awards, og det burde i det hele taget bliver lyttet af alle med interesse for sjælfuld jazz.
Miniawy skiftevis læser, synger og råber sin sufipoesi med den mest passionerede vokallevering, jeg lagde ører til i 2023, og med ekspressionistiske blæsere og maleriske strygere er gruppen en trio,der slår hårdt. Jeg forstår ikke et ord af, hvad der bliver sunget, men udtrykket er så dybt rørende og personligt, at det under første nummer bringer tårer til mine øjne. Der er nok en smuk og tragisk fortælling i musikken, men det uforståelige er ligeledes et af de mange dragende elementer.
Der er skiftevis rolige passager og mere hektiske soniske angreb, skiftevis naturlige akkordforløb og eksperimentelle instrumentudforskninger, men fælles for hele pladen er den enormt smukke produktion, hvor hver tone får den nødvendige luft og plads til at fylde rummet og lade sig påvirke af den naturlige rumklang. Har man lyst til at tabe kæben af ren og skær forbavselse over, hvor meget følelse man kan udtrykke med minimale elementer, så skal man blot lytte til Le Cri du Caire.
(Holger Møller Dybro)
@: Mind Palace Music
Udgivet i februar (USA)
Bag det anonyme (og lidt platte) bandnavn @ gemmer sig en amerikansk langdistance-duo, der laver tidløs folk-pop med tråde tilbage til både 70’ernes folk-rock og 00’ernes freak-folk. The Mamas & the Papas møder tidlig Animal Collective i en lyd, som bandet selv kalder hyperfolk. Deres debutplade Mind Palace Music har en intim og minimalistisk kvalitet, der sætter de smukke vokalharmonier, finurlige tekster og elegante arrangementer i centrum.
Det noget misvisende bandnavn refererer til det digitale samarbejde mellem bandets to medlemmer: Sanger og guitarist Victoria Rose fra Philadelphia skriver sangene, mens multiinstrumentalist Stone Filipczak fra Baltimore arrangerer dem. Det er svært at fatte, at et musikalsk langdistance-projekt kan resultere i en så organisk samklang og intim atmosfære. Men en del af forklaringen er nok, at sangene er indspillet i de to musikeres respektive hjemmestudier.
“Letters” og “Friendship is Frequency” er perfekte eksempler på, hvordan bandet forbinder skæv sangskrivning med catchy melodier og traditionelle folk-instrumenter. På højdepunktet “Camera Phone” samler de to sangstemmer sig i skøn, melankolsk forening, indtil et længere instrumentalstykke med disharmoniske, prog-rockede improvisationer uventet tager over. Mind Palace Music er udsøgt vin på gamle flasker og en af årets stærkeste folk-udgivelser.
(Lean Heuch Hansen)
Teksti-TV 666: Vapauden tasavalta
Udgivet i februar (FIN)
Det var i grunden sjovt, at der alligevel skulle gå fem år mellem Teksti-TV 666’s to første fuldlængder, (efter det lykkedes finnerne at udgive tre EP’er samt debuten, Aidattu tulevaisuus, på blot fire år). Vapauden tasavalta viste sig dog at være ventetiden værd og byder i farten på bandets mest afrundede udspil til dato.
»I farten« er måske endda en lettere overdrivelse, for sammenlignet med deres tidligere udgivelser er foden lettet en smule mere fra speederen på det trods alt stadig hidsigt krautpunkede lydtapet. “Keimolan tähtiportti” og (langt hen ad vejen) “TJ” ligger i hvert fald et stykke fra de traditionelt ligefremme Teksti TV-666-skæringer, som åbner/lukker-duoen, “Kapteeni” og “Jeffrey”, repræsenterer, og på den måde får Vapauden tasavalta også den modvægt, som løfter pladen over sine forgængere.
Med fem (og sommetider) seks guitarister i lydbilledet er finnernes største force dog stadigvæk, hvor jævnbyrdige de formår at få alle aktører til at fremstå – og på intet tidspunkt kammer albummet mest hektiske momenter over i et uheldigt tilfælde af for-meget-af-det-gode-syndromet. Kan man rigtig godt lide guitarmusik, er det her derfor måske 2023’s bedste udgivelse. Kan man ikke, skal man helt sikkert nok blive positivt overrasket alligevel.
(Daniel Niebuhr)
Poison Ruïn: Härvest
Udgivet i april (USA)
2023 var et afsindigt godt år for punkrock og hardcore, og Posion Ruïns Härvest var ingen undtagelse. Philadelphia-kvartetten har knyttet deres næver, og imens de spytter deres protestsange ud, maner de til oprør både på politisk og mosh-pit-niveau. Lyden er tyk af dungeonsynth og lo-fi-produktion, men den indebrændte nerve og de gode melodier er ikke til at skjule.
Man kan drage paralleller til black metal/punkbands som Devil Master og Gabestok, men Poison Ruïn har i bund og grund deres eget middelalderunivers, som man trækkes ned i fra de første golde synthtoner på “Pinnacle of Ecstasy”. Efter halvandet minut indtræder et søsygt guitarriff og en ond vokal, og så er vi ellers i gang med slåskampene. Sådan balancerer de fleste af pladens sange mellem uhyggelige musikalske gespenster fra de mørke århundreder og 80’ernes amerikanske hardcore-kaos. Det lyder måske som et miskmask, men det er en fortræffelig og sært velsmagende cocktail, jeg gerne nyder igen og igen.
Særligt titelnummeret og “Resurrection II” er umulige at sidde stille til – så er man punkfan, er det bare at dykke ned i Poison Ruïns unikke univers, som byder på blod, bondeoprør og billedlig socialrealisme tilsat slagkraftig guitar og en gennemarbejdet og tillokkende æstetik.
(Holger Møller Dybro)