Selvom medlemmerne hver for sig næppe kan kaldes for debutanter, så må Dina Ögon nok siges at have gjort en form for kometkarriere. Om ikke andet målt på publikumsucces herhjemme – med to udsolgte Vega koncerter i 2023 og en Roskilde Festival booking i 2024 – og ikke mindst på kvaliteten af deres nu tre udgivelser. De har på kort tid slået en ny og lysende klar lyd fast, som de formår både at reproducere og forny på udgivelse efter udgivelse i 2021, 2023 og nu 2024.
Det hele startede med det selvbetitlede album Dina Ögon (2021), som måske var et af dét års bedste bud på en alternativ popplade i kategorien sæt-det-på-og-elsk-det-straks. Det indeholder ganske enkelt en masse velkomponerede bangers og har med sit varme, eklektiske univers en imponerende bred appel. Sidste års opfølger Oas, som ret sigende indfandt sig på Undertoners liste over Årets bedste udenlandske plader, cementerer Dina Ögon som en stærk skandinavisk tilføjelse til den soul-psych-pop genre, som er gjort særligt populær i senere år af et band som Khruangbin.
Og nu altså knap et år senere til den svære tre’er. For at starte med konklusionen, så er Orion et vellykket album. Melodier der sidder fast, et fintvævet soulet lydtæppe som er så meget dem. Hvis man lytter med for første gang, kan man nok lade sig rive helt med af den nostalgisk-groovy Dina Ögon-ånd, mens skamlyttere af Dina Ögon (2021) og Oas (2023) måske, måske ikke, vil føle, at der er skruet en kende ned for intensiteten og den der je-ne-sais-quoi, som har holdt os stangen siden 2021.
Stockholmerne, som helst ikke vil kaldes retro, lader nemlig her på Orion til at have fundet et musikalsk leje, som er mindre formstyret end deres tidligere værker. Den hidtil karakteristiske leg med genrer og tempo føles mere behersket og tilsidesat for en mere ligefrem sangskrivning. Det vil nogen sikkert sætte pris på. Selv savner jeg en smule af den mere jazzede undergrund, der har flydt som en mærkværdig strøm igennem deres ellers ret tilgængelige lyd.
Særligt pladens første par numre peger i retning af en mere behagelig pop-kim. Åbneren “Jag vill ha allt” groover over et Elton John-værdigt akkordspil på klaveret, et sted mellem melankoli og fryd, og det for gruppen efterhånden velkendte knastørre beat, som ligger højt i mixet. »Vil du ha mere av meg? Jag vill ha allt,« nærmest juhu-jubler Anna Ahnlund over tonerne, der føles rare og ukomplicerede. Som om hun tager sig selv i at være for gavmild, slår stemningen om på den passende betitlede “Håll avstand”, hvor en tung vibrerende bas fylder afstanden til den sitarlydende guitar ud. Det har et r’n’b’-et islæt, melodiens og bassens rytme snoer sig tæt sammen. Generelt er der skruet op for dét univers, særligt på vokalsiden, hvor der blandt andet er blevet plads til doo-wop kor og små kække fingerknips.
På “Firad” føles det, som om der prikkes lidt hul på det behagelige svøb. Nummeret har den særlige sepia-indhyllede, bittersøde stemning, som de virkelig mestrer med kombinationen af Ahnlunds skalafraseringer, bassens vuggen og en tyk rumklang på percussion. “Milton” fortsætter i samme spor, balancerende mellem det søde og det triste, understreget af Ahnlunds varme røst og den tunge basgang. I kontrast er “Orion” en lidt klistret sommerdag – stemningen er både lidt rar og lidt kvælende. Et lidt happy-go-lucky-riff og teksten: »Vi kan väre det vi vil … Vil du inte ha något mer?/ Der er så mycket mer at gi.« “Tomme lådor” kommer som en længe ventet blåtonet ven med et cute melodistykke på guitaren. Vokalen leger med arabisk-klingende toner. Her slutter pladen, og det klæder gruppen at ende på en melankolsk note.
Foruden små brudstykker, så er de svensksprogede tekster tabt på mig, men det betyder ikke så meget. Lyden er rammesættende. Nok mister Dina Ögon måske en flig af sin alternative appel, men de har swagger nok at give af til at komme i hus med en mere soul-gennemsyret plade. Derfor overbeviser de fortsat med Ahnlunds evigt tiltrækkende stemme, skarpe melodier og de mest knasende soul-beats øst for Øresund.
