I de her dage taler alle om klima og vores fælles planet. Der er grøn trepart, klimaangst, katastrofal regn i Valencia. I 2021 tog canadiske Tamara Lindeman, bedre kendt som The Weather Station, bladet fra munden og udgav det klimabevidste popalbum Ignorance. Med ét var The Weather Station et varmt Pitchfork-navn. Her godt tre år senere er coronakrisen trådt i baggrunden, og kloden er igen blevet dét, vi taler om.
”Window”, anden single forud for Lindemans kommende album, Humanhood, er en hvirvlende og mættet strøm af overraskende groovy bas, march-synkoperede trommer og en knitrende fløjte, der svæver som en undseelig ildflue i en lysning. Det lyder på flere punkter som The Weather Station anno 2021, men noget har ikke desto mindre forrykket sig.
»Streaming down the windowpane / Some cold metaphorical literal rain / I’m in physical pain, visceral shame,« Umiddelbart efter refrænet har trukket mig brat ind i sangens univers, tager verset over med en formidabelt rablende ambivalens. Er fortælleren ved at frigøre, eller er hun tværtimod spærret nådesløst inde i sin jordiske krop? Et sagte piano lægger sig blidt op ad Lindemans nærmest Nick Cave-agtigt legende ordstrøm. Stemmen er tilbageholdende, men den viger ikke tilbage. Den vil frem og ud og væk.
Der er noget porøst ved den måde instrumenter og stemme forsøger at være til stede samtidig. Fløjten og stemmen er nærmest lige langt fremme i mixet. Det virker som om Lindeman og producer Marcus Paquin er blevet ved med at lægge elementer til. Resultatet er et nummer der, på trods af sine under tre minutter, rammer dig hårdt. Som fortællerens nøgternt inderlige konstatering: »Outside the street just looks like a painting«
Nu er det ikke fordi, Lindeman eksplicit beskriver landskabet og naturen, men jeg kan alligevel fornemme en biologisk bevidsthed i sangen. Mennesket som et biologisk væsen, der kan slå sig på livet i de beskyttende lejlighedskomplekser. I musikvideoen, skabt af Lindeman i samarbejde med den visuelle kunstner Philippe Léonard, projiceres Lindemans sorgfulde ansigt på træer, der passerer i høj fart. Hendes hektiske bevægelser indfanger det øjeblik, hvor man tager den vilde beslutning om at bryde ud. Metaforisk, bogstaveligt og dybt naturligt.
“Window” udkom d. 20. november via Fat Possum Records og er anden single forud for The Weather Stations kommende album, ‘Humanhood’, der udkommer d. 17. januar 2025. Den 27. februar 2025 giver The Weather Station koncert i Koncerthusets Studie 2.
