Med kun en enkelt single i bagagen blev Vilma Crow, alias Vilma Krage, annonceret som en del af Roskilde Festivals First Days-program. Det er som bekendt ikke for sjov når Nordeuropas største festival udpeger fremtidens musikhelte, og man forstår også godt hvorfor Vilma Crow er på plakaten i år.
Hun udgiver i dag sin anden single, ”Guard Dog”, et nummer, som kredser om et kuldsejlet forhold, men alligevel formår at præsentere det som triumferende indierock; tænk de amerikanske indie-stjerner Phoebe Bridgers og Lucy Dacus med et hint af Big Thiefs Adrienne Lenkers dybfølthed.
Introen er akustisk med en varm demo-kvalitet. Jeg når at tænke, at det hele måske bliver lidt hyggeligt, men en slet skjult dissonans fra guitaren får mig på andre tanker. Krage fortæller en historie om en knust drøm, samtidig med at hun besidder trodsigheden til ikke at lade sig besejre.
Titlen, ”Guard Dog”, rummer hele dramaet. Man kan være som den trofaste hund, men det er ofte et sted, man ender med at miste sig selv. »I planted a garden / You needed a house / And I will stay to guard the sprouts,« synger Vilma Crow med en kølig stålfasthed, mens musikken er reduceret til en sagte akustisk guitar, der får selskab af bløde, elektriske toner. »I could be the dog that you need,« sang hun forventningsfuldt på debutsinglen “Impress U”. “Guard Dog” lyder på alle måder som bagsiden af medaljen.
Omkvædet, hvor nummeret valsetakt for alvor kommer til sin ret, befinder sig i den anden ende af det dynamiske spektrum. Storslåede trommer, guitarer og tangenter lægger en flot bund for Vilma Crows rejse ud af håbløse fastlåsthed.
“Guard Dog” udkommer d. 4. april via SPEKTAKEL og er anden single fra Vilma Crows kommende EP.