Jeg arbejder til daglig på et kontor, som grundet en betydelig tilstedeværelse af biologer er fyldt med udstoppede dyr på reoler og rundt omkring i bygningens nicher. Blandt post-its og mere eller mindre bedagede fagmagasiner kan man (helt lovligt) blandt andet møde ulven Elliot, diverse gnavere og en musvåge, hvis hovedbeklædning skifter med sæsonerne. Alle dyr, som tilhører eller har gjort deres indtog i den danske natur. Pungdyr som eksempelvis kænguruer og opossummer har dog stadig kun hjemme i Amerika og Australien, og derfor finder man ikke nogen eksemplarer af dém på det ellers pelsede kontor.
Derfor skal jeg også lige blinke et par gange og rode i min beskedne artshukommelse, da jeg møder Juana Molina en forårskold dag i København, hvor hun nævner ordet ”marsupial” – det latinske ord for pungdyr.
»Jeg har altid tænkt på mine sange, som om de var pungdyr. Altså dyr, som ikke er færdigudviklede, når de bliver født,« siger hun med henvisning til, hvordan hun arbejder. »Kun ganske få sange kommer til og forbliver, som de er, resten af deres tilværelse,« fortsætter hun og forklarer, at hun for det meste komponerer i bidder, som først sammensættes, når hun beslutter, hvordan det skal lyde live.
Det sammensatte og lagdelte er da også karakteristisk for Molinas univers og gør hendes lyd unik. Igennem godt tre årtier har den nu 64-årige argentiner været et solidt elektronisk indspark på den alternative rocks verdensscene. Alt sammen medvirkende til, at jeg har bevæget mig forbi Alice på Nørrebro for at opleve ikonet, da hun spiller en i forvejen udsolgt koncert.
Håndfrie loops og pseudo-germansk komik
Koncerten starter med et sæt med ”Uno es árbol”, åbningsnummeret på den seneste udgivelse, DOGA. Set-up’et afslører, at Molina på denne tour optræder som en duo bestående af hovedpersonen samt trommeslager Diego López de Arcuate. Én guitar, ét trommesæt og et væld af boards og pedaler fylder scenen, hvorfra det lyder med nummerets rumsterende, dystre baslinje. Opfølgeren ”Cara de espejo” fra 2017-udgivelsen Halo spilles i en mere støjende version, hvor det rå er finurligt kontrasteret af Molinas signaturlyd – effekten på hendes vokal, der får det til at lyde, som om der er to af hende, der næsten synger unisont. ”Estalacticas” fra samme plade følger, hvor vi live får en forsmag på hendes berygtede loops, som hun indspiller med sin guitar på stedet og dermed kan køre håndfri på tangenterne. López de Arcuate stemmer hårdt i med smadrende bækkener, og der bliver udvekslet mange glade ansigter mellem aftenens to musikere.
Først et stykke inde i koncerten giver Molina sig til kende; mange gange på spansk og mumlende til sig selv og sit keyboard, andre gange til publikum med en bevidst komisk iscenesættelse af det danske sprog. »Fein flaschke fan!« eller noget i den dur lyder det fra hende i en meningsløs germansk hakken. En slet skjult teatralsk entertainer.
Sigende nok så er Juana Molina noget så sjældent som en musiker, der (succesfuldt) også har ernæret sig som skuespiller. En ægte rennaissance woman – som Joni Mitchell med sine malerier eller Leonard Cohen med poesien – hvor hun både har været være eksileret i Paris under Videlas militærdiktatur i 1970’erne, inden hun blev en landskendt skuespiller med egen komedieserie retur i Argentina og senere internationalt feteret musiker bosat en periode i USA. Men ifølge Molina selv har hendes kulørte livsbane ikke haft den indflydelse på hendes lyd, som dén historie måske tilskriver hende:
»Min kamp var at passe ind. Paris med sin musik, kunst, litteratur – alt dét havde ingen betydning. Det har måske givet mig inspiration på måder, jeg ikke er klar over. Men da jeg vendte hjem til mit land, var det, som om jeg kom for sent til en fest. Jeg havde ikke kontrollen med mit liv, og jeg måtte starte forfra som 20-årig.«
Der er unægtelig noget med hendes fordomsfrie og legesyge folktronica, der passer godt til historien om et liv mellem grænser – både dem på landkortet og dem imellem genrekasser. Men om hendes omskiftelige livs- og karrierebane har haft en indflydelse på den eklektiske musik, hun skaber, er vanskeligt for hende at pege på. Hendes inspiration til at skabe musik kommer nemlig ikke nødvendigivs af noget specifikt udefra, selvom hun eksempelvis godt kan have oplevelsen af at gå til en fantastisk koncert og ville hjem og genskabe netop dét:
»Det lyder frygteligt, hvis jeg siger, at jeg spiller min egen lyd. Men omvendt kan jeg ikke relatere til andet. Når du bliver influeret, vækkes noget der allerede findes i dig. Du kan sagtens elske noget musik, som du ikke har i dig, og som du derfor ikke kan genskabe. Men alle kan lyde som sig selv.«
Invasive tekster på alverdens sprog
På Alice spiller to-mandshæren Molina og López de Arcuate sig igennem store dele af DOGA. For at bruge Molinas egne ord så er det virkelig en plade, hvor hun lyder som sig selv. I hvert fald har hendes otte fuldlængdeudgivelser med tiden lært lyttere, at metallisk klingende guitarloops, elektrificerede vokallege og melodistykker med kvaliteter hentet fra ursuppen er komplet forenelige elementer og efterhånden også særegne for argentinerens univers. Alt dét kommer stærkt til udtryk under koncerten, hvilken i øvrigt er godt underbygget af hovedpersonens fremtræden, for i sin medbragte fjerdragt ligner hun en form for højtudviklet, forhistorisk fugledyr.
Glædeligvis gør duoen på scenen også ophold ved en del numre fra bagkataloget, den mere organiske del af repertoiret. ”Sin guía, no” fra Wed 21 leveres med hektisk nerve, og den gradvise opbygning af vokallag og skingre gentagelser på guitaren antager nye former. Et stærkt højdepunkt nås på ”Ay, no se ofendan!” fra samme plade, der med sit simple, hypnotiserende melodistykke er platform for en tiltagende storm på trommerne samt et nørklet net af stemmer, der folder sig ind og ud af hinanden.
Før duoen slipper sit faste tag i os, får vi ikke én, men to versioner af 2008-nummeret ”Un día”; heriblandt den punkede genindspilning fra EP’en Forfun. EP’en er baseret på en vaskeægte, orange oplevelse under Roskilde Festival 2018, hvor bandets instrumenter aldrig nåede frem i transporten, og de i stedet måtte spille en højst nedbarberet, tilsyneladende meget vellykket koncert med utilsigtet punket instrumentering – og uden Molinas mest betroede værktøj, looperen. Det affødte altså de punkede eksperimenter på Forfun, og sådan går det til, at vi denne aften får et skud hård tråd, inden Molina og López de Arcuate bukker af.
I sin tirade af underholdning mellem numrene siger Molina, at hun gerne ville kunne tale alverdens sprog – »så kunne man virkelig skjule, hvor dum man egentlig er«. Efter en god snak med hende i baglokalet kan Molina dog på ingen måde overbevise mig om sin dumhed, når hun citerer flere litterære argentinske værker med stor selvfølgelighed. »Det bedste og det værste går ikke tabt i oversættelse,« siger hun eksempelvis med henvisning til Borges. En hentydning til, at musikjournalisternes utrættelige arbejde med at passe hendes musik ned i perfekte, præcise beskrivelser er omsonst: Det er alligevel kun det allermest essentielle (musikken, må man forstå), der når modtageren i sin ufiltrerede form.
Dén pointe indkredser måske også holdningen til et andet (og for hende mindre intuitivt) aspekt af hendes praksis, nemlig lyrikken: »Jeg har altid tænkt, at tekster kan være meget invasive i en sang. De er ankre, hvor musikken selv er mere som en svævende sky. Så snart du sætter tekst til, bliver de til noget mere stift og struktureret – hvor de før kunne være hvad som helst.«
Ligesom tekster fastnagler betydningen og dermed (i hendes optik) begrænser sangen, så kan beskrivelserne af lyd også begrænse oplevelsen. Som vi sidder dér, begynder jeg som synligt medskyldig at konstruere et mentalt forsvar for den æstetiske presse. Alligevel forstår jeg hende intuitivt: Som musikskribent konfronteres jeg i hver eneste artikel, jeg skriver, med, hvor svært det er meningsfuldt at fastholde og formidle lyd. Og med den følgende punchline slår hun hovedet på sømmet: »Det er på en måde ret skørt at beskrive noget, som man skal bruge andre sanser for at kunne forstå«.
Formentlig vil de fleste lyttere glædeligt tillade Juana Molina med hendes fingerspidsføling for ordlege og indlevelse at fastnagle betydning på deres vegne. Det står enhver frit, som hun så fint synger på den udviklingskritiske ”Salvese quien pueda” (“Red dig selv, den, som kan”), at »se, høre, lugte, røre, føle og tænke” på trods af den fastholdelse, der er pålagt os af kræfter som gentrificering, genmodificering og kommercialiseringen af tilværelsen. Intuitionen i enhver oplevelse er stadig vores egen.
Alle fotos: Daniel Nielsen
