Rodeo er ikke for alle. Man skal turde give slip på sine hæmninger og turde være sårbar, for sårbar er man uanset hvad – og hellere indse det end ignorere det. ... Snakker vi stadig om rodeo?
Skribent - Jonathan Heldorf
The Sons: Visiting Hours
Måske er The Sons et af de få stenede navne, der var tilbage på 60’er-hylden, og måske er det derfor, dette navn er blevet valgt. Under alle omstændigheder er bandet yderst overbevisende med henblik på både attitude og talent.
Placebo, 12.11.09, KB Hallen, København
Indierockens tunge prettyboys kæmpede en brav kamp for at lade solen komme til sin ret og træde ud af månens skygge; det tog lang tid virkelig at brænde igennem, men da det først skete, var det med et eksplosivt VROOOM!
Athlete – øjeblikke, der chokerer, omvælter og definerer
I Vega's dunkle baglokaler mødte Jonathan Heldorf to snakkesalige medlemmer fra det engelske rockband Athlete til en godmodig snak om betydningen af god lyrik, afgørende øjeblikke samt høj- og lavpunkter i deres karriere.
Martin Hall: Relief/Cutting Through
Jeg føntørrede håret, tog ghettoblasteren på skulderen og rejste tilbage til 80’erne; her stødte jeg på et af de bedste argumenter mod synspunktet om, at dette var lortemusikkens årti.
Solander: Since We Are Pigeons
Since We Are Pigeons er en papvin, to guitarer, en mørk skov, et uldent tæppe, en at holde i hånden og nogle gode venner at grine sammen med. Since We Are Pigeons er dit livs bedste oplevelser komprimeret og set i skæret fra et lejrbål.
Alexi Murdoch: Time Without Consequence
Tv-producerdarling og singer/songwriter Alexi Murdochs debutplade udgives nu i Europa. Det er et værk, der blamerer skønhedens banaliteter, hylder monotonien og giver ordet kedsomhed nye, bredere og bedre dimensioner.
Athlete: Black Swan
Rigtig fine poprockperler udgør denne stramme ten piece-plade, men det personlige, skæve præg, som Athlete tidligere har vundet stort på, er reduceret kraftigt.
Athlete, 12.10.09, Lille Vega, København
Britiske Athlete besøgte København for første gang og fik efterhånden varmet det mindre publikum op med deres gode sange og med deres sympatiske og ydmyg tilgang til opgaven.
Florence and the Machine – en dagdrømmer
Jonathan Heldorf fangede sig en forkølelse i den silende regn til Beatday i august, men han fangede også Florence fra fremadstormende Florence and the Machine. De snakkede om inspiration fra Grease og lunger i bur.
Jamie T: Kings & Queens
Så er der mere guf fra indiepop-rock-punk-reggae-hiphopperen Jamie T, der med sit andet album fortsætter stilen fra debuten Panic Prevention. Dog appellerer han denne gang lidt bredere og fremstår lidt mere målrettet.
YACHT: See Mystery Lights
»So move your feet to the summer song / so move your feet to the summer song / so move your feet to the summer song / so move your feet to the summer song.« Der er glæde at spore på See Mystery Lights, og der er da også nok at glæde sig over.
Theoretical Girl: Divided
Næsten alt omkring Theoretical Girls debut, Divided, indikerer, at vi her har med en pige med tonstungt, lavt selvværd at gøre – eneste modargument er den prægtige kammerpopplade, hun har fostret.
Discovery: LP
Jeg har et lidt anstrengt forhold til Vampire Weekend – Ra Ra Riot er jeg til gengæld temmelig glad for. Discovery er den fuldelektroniske kombination af de to og ender med at være en smækker oplevelse udi superpoppen.
Lovvers: OCD Go Go Go Girls
Lovvers er et nyt band med masser af attitude, gode melodier og energi. Deres tyggegummipunk er fængende, men ensformig, elskelig, men irriterende og kedelig, men interessant. Under alle omstændigheder er Lovvers bekendtskabet værd!
Almost Charlie: The Plural of Yes
Almost Charlie er en transatlantisk, Beatles-inspireret duo, der leverer et hæderligt udspil, hvor kun deres klichéer giver anledning til en løftet pegefinger.
The Cesarians: s.t.
The Cesarians åbner op for et paranoiafyldt univers, fyldt til randen med dystert marionetteater og depressive dissonanser – på et første udspil der ligger tættere på balkanmusik end regulær rock. Det er anderledes og ganske virkningsfuldt.
Darling Don’t Dance: Bare Frames
Virkemidlerne er simple: skingre kantede vokaler, nedslagsbetonet bas og forvrænget guitar som negle mod en tavle. Der bliver ikke sparet på energien, hvilket er charmerende, men desværre er det for det meste melodiløst frem for melodiøst.
Mœrk: Déclinologue
Mœrks univers er farverigt, sprælsk og elastisk; poppet på en flabet måde – som en hybrid mellem The Hives og Junior Senior – men det er også rastløst, stressende, uden dybde og anstrengende som et lille barn med ADHD.
General Elektriks: Good City for Dreamers
General Elektriks er et fransk-californisk enmandsprojekt, der satser hele butikken på tung og rusten electro-funk. Desværre er det svært at komme ud på dansegulvet med de tunge kaloriebombebeats.