Jeg har aldrig hørt om et begreb, der hedder kontrafaktisk rock’n’roll, og jeg betvivler stærkt dets eksistens, ikke desto mindre er det den etiket, jeg tolker, at The Cesarians giver deres debutalbum. Kontrafaktisk skal forstås på den måde, at sådan kunne rock’n’roll måske have lydt, hvis det havde været et fænomen undfanget i Europa frem for USA.
Der er noget særdeles østeuropæisk, næsten balkanagtigt, over The Cesarians’ flittige brug af liflig klarinet, chauvinistisk trombone, klaver – hovedsaligt med brug af de dybeste og højeste tangenter, og så er der trommerytmerne, der leder tankerne hen på en god gammeldags omgang vals. Alt sammen bidrager det til at få vokalisten Charlie Finke til at lyde endnu mere som en sprechstallmeister, end han gør i forvejen. Det er i sandhed et gotisk cirkus, hvor kun elefantmanden mangler for at perfektionere illusionen.
Måske er der egentlig også tale om et cirkus i tilfældet The Cesarians – alle bandets medlemmer bebor nemlig hver deres husbåd ved siden af hinanden i Londons havnemiljø, og med et sådant ensemble af bohemer kan musikken heller ikke andet end at afspejle det grænsesøgende mørke og den rå, urbane zeitgeist.
Men lad os vende tilbage til det med kontrafaktisk rock’n’roll, for det er nogenlunde sådan, bandet selv ser deres musik: Rock’n’roll var en genre, der opstod i kølvandet på depressionen, swing- og bluesmusikken og især Anden Verdenskrig, hvilket ikke kan siges at være det mest positive udgangspunkt; ydermere skete det i USA, overfladens land, hvor værdier og prioriteter var forskellige fra andre steder i verden. Anderledes kunne det have taget sig ud, hvis rock’n’roll var opstået i Østeuropa, der mere eller mindre lå i ruiner sidst i 1940’erne; så var der sandsynligvis blevet gravet dybere ned i de psykologiske og surrealistiske lag af musikken; så havde det lydt som The Cesarians”¦ Jeg kan godt følge tankeeksperimentet, sådan nogenlunde da, men jeg synes i og for sig, det er ligegyldigt, for sådan gik det jo ikke. Rock’n’roll er, hvad det er, og The Cesarians spiller ikke rock’n’roll – de spiller en mellemting mellem Nick Cave and the Bad Seeds, Modest Mouse og noget tung balkan.
Jeg kan derimod godt se – og delvist acceptere – koblingen med den måde, hvorpå rock’n’roll opstod, og den baggrund, hvorpå The Cesarians udgiver deres plade. Vælger man at kigge på alle de dystre sider af livet i dag, jamen, så er der jo rigeligt at tage fat på: kampen mod terror, den finansielle krise etc. Det er med det verdensbillede i tankerne, at The Cesarians beskriver deres plade som »The Soundtrack of the New Depression.« Og den er depressiv – den er faktisk lidt for depressiv. Den er sløv, tung, mørk og trist, og det er en kamp at høre den til ende, ikke mindst på grund af vokalen, der som nævnt er alt for lig en cirkusdirektørs røst. Men det er også en plade, der har meget at byde på. Paradokset er, at pladen er interessant og anderledes – til trods for den ulidelige weltschmerz.
Som pladen forløber og sindet formørkes, kan man, hvis man går ind på de præmisser, der bliver opstillet, til tider godt nyde den altopslugende gru og rædsel, især nummeret “Dethstar” kan i konteksten være helt fængende og bliver næsten helt munter og ska-agtig i forhold til stort set alle de andre skæringer, selvom der ikke er meget mere glæde at hente end i Disney-sangen fra Dumbo om de lyserøde elefanter. Og netop dette er måske værd at bide mærke i, da der rent faktisk er tale om en plade, der snildt kunne gå for at være soundtrack til en film. Musikken er meget filmisk og teatralsk, og den ville passe perfekt til en gangster-musical, men nok ikke i særlig mange andre sammenhænge, hvilket også er pladens største svaghed.
Derfor må regnestykket munde ud i en oplevelse, der er ud over det sædvanlige, anderledes og interessant, men også alt for destruktiv rent mentalt, samtidig med at det simpelthen er en alt for smal genre til at kunne fastholde opmærksomheden, især fordi man mangler den der gangster-musical, som pladen kunne agere underlægningsmusik for.
