Good City for Dreamers beskrives i pressemeddelelsen som et projekt, der har til formål at fortælle lytteren en historie. En historie om en by i lytterens og Hervé Salters (manden bag General Elektriks) eget hoved. Det er måske ikke helt den følelse, jeg sidder tilbage med, må jeg være ærlig at indrømme. Idéen lyder meget tiltalende, og der kunne sikkert komme en ganske glimrende konceptplade ud af det, havde det blot været en anden kunstner, der tog jobbet op som byplanlægger. Måske er minimalistisk, elektronisk funk heller ikke den rigtige genre til at beskrive det mangefacetterede byliv, der kan udspille sig i en storby. For at skære helt ind til benet, er det faktisk kun, når musikken ændrer karakter og går hen og bliver ‘industrial-jazzet’, at man kan føle lidt af den hektiske myretue, og i det tilfælde tegner der sig et billede af en blålig, regnvåd midnatsgyde bag et snusket værtshus i 1950’ernes New Orleans. Det sker på nummeret “Engine Kickin’ In”, og det er faktisk ikke værst. En anden bystemning, jeg kan genkende, er på nummeret “Mirabelle Pockets”, hvor der måske snarere er tale om en saloon i en lille flække i det vilde vesten, med letpåklædte dansere akkompagneret af en halvvissen interiørpianist. Også en udmærket skæring. Ellers lader der ikke til at være særlig meget gang i den by, Salters aka General Elektriks prøver at stykke sammen til os.
Det overvejende problem ligger grangiveligt i dikotomien mellem det funkede og det minimalistiske, for funk er jo netop ikke en genre kendetegnet af sparsommelighed; nærmere er det en svulstig genre med masser af flødeskum og båthorn, lækre riff og offbeatede blæsere.
Når funken derimod kommer til at bestå af skramlede trommer, synthede keyboards og kærlighed (det kan man godt mærke), bliver hoppepuden umiskendeligt en smule flad, hvilket er Good City for Dreamers’ allerstørste problem. I de fleste tilfælde starter numrene faktisk med at være forholdsvis spændende at lytte til, men i mangel på mere lyd, simpelthen, bliver det ret hurtigt monotont, så det basker. Det indtryk, jeg får af denne monotoni, er, at det burde have været et element hentet fra loungemusikken, men dette spiller ikke super godt sammen med funken, og så opstår der en pinlig akavethed, som ikke bliver fyldt tilstrækkeligt ud.
Især nummeret “Helicopter” er forfærdeligt og meget uforligneligt med resten af pladens tilsyneladende idé. Et børnekor skriger »I fly like a helicopter,« mens brummende guitarer fræser om kap med tamburiner, et Super Mario-spil og elementer, der minder om noget fra Chemical Brothers-sangen “Galvanize”. Her har byrådet vist fået den vakkelvorne idé at placere en børnehave i umiddelbar nærhed af en lufthavn. Det er noget af en by, den kære Hervé Salters får bygget!
Alt i alt er Good City for Dreamers en skør og legesyg plade, der mener det godt, men bare har umådelig svært ved at følge sig selv til dørs. Der findes uden tvivl lækre elementer hist og her, som f.eks. numrene “Engine Kickin’ In”, “Gathering All the Lost Lovers” (der prøver at være David Lynch’sk og i hvert fald lykkes med det paranoide og mærkelige, men samtidig fængende og pirrende kombination), men overordnet føler jeg ikke, at udtrykket ‘gassen er gået af ballonen’ nogensinde har passet bedre end i denne sammenhæng, for General Elektriks har bare ikke lungekapacitet nok til at få pustet den farvestrålende ballon ordentligt op.
