Selv om Brett Anderson og Bernard Butler ved deres genforening har skiftet navn, lyder musikken mest som en naturlig fortsættelse af den velkendte Suede-stil. En samling fine, storladne sange, men der er langt op til tidligere tiders patosfyldte storhed.
Oh No Ono debutterer med en fuldstændig vanvittig ep med et opskruet tempo og lang række musikalske genrer. Det er underholdende partymusik, men i længden også mere underholdende end egentligt godt.
Seneste skud på stammen af danske bands, der er hoppet med på garagerockbølgen. AIMology spiller melodisk og energifyldt, men virker samtidig en tand for kalkuleret og imagefikseret til at fungere rigtigt godt.
Kaiser Chiefs viser med denne debutplade, at de har fødderne plantet solidt i den store britiske poptradition. Uden at revolutionere musikhistorien har de skruet et glimrende album sammen, der byder på en lang række stærke iørefaldende og energiske melodier.
En splitudgivelse med to nye engelske grupper, der viser to sider af indierocken – den hårdtpumpede og den mere komplekse. Det må dog også konstateres, at begge grupper lyder mere af fortid end af fremtid, da ingen af dem har noget vanvittigt spændende at byde på.
David Fridlund, der til daglig er i front for David and the Citizens, tager sig et frikvarter fra den luftige indiepop med et mere klassisk sangskrivningsorienteret album. Et album, der viser Fridlund som en glimrende sangskriver, men samtidig savner bid og bliver lidt for pæn.
Den danske gruppe Kå har med Kaskader lavet en ep, der delvist er charmerende melodisk indie-folk og delvist går i prætentiøs tomgang.
The Detroit Cobras søger tilbage til rockens rødder med en festlig og medrivende samling covers fra 50’ernes rock’n’roll og rhythm’n’blues. Gruppen spiller ganske vist kun andres numre, men er betydeligt bedre og langt mere cool end den slags kopiorkestre, der hærger de danske spillesteder.
Larm, kaos og gode melodier. Bring Your Own Poison er lyden af Londons punkundergrund i 2004, der ikke lyder en millimeter anderledes end i 1977.
TV on the Radio har lavet et af årets bedste albums, der ikke rigtigt lyder som noget andet. Gruppen tager afsæt i new wave og postpunk, men formår at udvide formlen med en række elementer fra den amerikanske musiktradition, som man normalt ikke hører i indierocken.
Den forhenværende guitarist i Slowdive, Christian Savill, spiller stadig musik i shoegazer-genren, men har kreativiteten i behold. Støjende guitar og melankolske keyboardklangflader smelter sammen og danner rammen om en række glimrende sange.
En spinkel, mystisk stemme, en harpe og nogle tyste sange er omdrejningspunktet på dette album. Joanna Newsom formår i sine bedste øjeblikke at lave magisk neofolk.
En klassisk melankolsk rockplade med den gode sang i højsædet. This Chaos Called Love består af en række gode sange, men det hele fremstår også lidt for anonymt til, at musikken for alvor brænder igennem.
The Fiery Furnaces har med Blueberry Boat leveret et af årets mest specielle albums. Et virvar af ideer, melodier og stilarter der roder sig ind og ud mellem hinanden. Investerer man lidt tid i pladen, er den fascinerende og lyder ikke som noget andet for tiden.
Endnu en samling forrygende og medrivende popsange fra Hidden Cameras' kapelmester Joel Gibb. Man kunne dog godt savne lidt mere variation i udtrykket.
Efter at have rumsteret i undergrunden og på landets spillesteder gennem længere tid er Epo-555 nu klar med et debutalbum, der viser et band, der har styr på deres musikalske virkemidler i støjpop og drømmende rock, men som også stadig har enkelte skønhedsfejl.
Mikael Simpson fortsætter med De ti skud, hvor han slap med den fremragende Os 2 + lidt ro 2002. Stemningen er sat midt om natten i en poetisk og melankolsk hybrid mellem sangskrivning og minimalistisk elektronik.
The Coral beviser med en aldeles uregerlig omgang psykedelisk rock, at hypen bestemt ikke er fejlagtig.
The Futureheads er blevet udråbt til at være et af de centrale bands på tidens engelske musikscene med udgangspunkt i punk og new wave. Set i lyset af hypen må dette debutalbum betragtes som et regulært flop.
En yderst lovende ep med fem melankolske, intense og ekstremt smukke klaverbaserede sange.
