Masser af ord, en højtsvungen teatralsk vokal og nogle stort anlagte kompositioner.
Den danske folkrock-gruppe Kå lægger med deres seneste ep, Kaskader, en ambitiøs og intellektuel linje med tre moderne folksange, der dog ikke fungerer ubetinget godt.
Katrine Villadsen synger med en ulidelig selvoptaget vokal, som man sikkert kan beskrive som sjælfuld, sensuel eller noget helt tredje, men som i dette tilfælde forekommer irriterende, skabagtig og teatralsk i et omfang, der er medvirkende til, at det er meget svært at høre, hvad der egentlig bliver sunget. Vokalen hører til i Björk-traditionen, og skal man give en dansk sammenligning, er det ikke til at komme uden om Henriette Sennenvaldt (Under Byen). Katrine Villadsen mangler dog noget af den dragende mystik, der omgiver netop Sennenvaldts vokal.
Kaskader tager udgangspunkt i folkemusik-traditionen, som bringes ind i den moderne tidsalder ved at blive spillet som en afart af moderne indierock. Og ligesom vokalen hos Kå ikke når op på Under Byens niveau, halter musikken også bagefter. Numrene har på sin vis en fin fremdrift, trods deres forskelligartethed.
I det første nummer, “My Rube and I”, ligger Kå tættest op ad traditionel rock med melodien i centrum – og mod slutningen virker nummeret en smule Velvet Underground-inspireret med hylende strygere og støjende guitarer.
“Skyller” bevæger sig i en retning, hvor det i højere grad er det rytmiske samspil mellem instrumenterne og i særdeleshed mellem trommer og den akustiske guitar, der spiller op mod hinanden over en synkoperet rytme. Hvor Kå i “My Rube and I” viser en forudsigelighed i musikken, bliver denne alt for enstrenget i “Skyller”, der hele vejen igennem kører i det samme tema.
“Giv tegn” er en akustisk ballade, der har en ganske fin melodi, men sammenlignet med de to første numre, hvor Kå viser en mere eksperimenterende tilgang til musikken, er “Giv tegn” en relativt ordinær sang, der ikke gør det store væsen af sig.
Selv om Kå spiller en moderne form for folkemusik, kan den også godt forekomme lidt gammeldags, og der ligger en skygge af fodformet hippieromantik over det hele. Det er i hvert fald svært ikke at tænke på de tidlige 70’ere og eksempelvis en gruppe som Burning Red Ivanhoe.
Kå er stadig en gruppe, der befinder sig i sin barndom. Gruppen har endnu ikke udgivet noget helt album, og en pladekontrakt lader stadig vente på sig. Set i det lys kan Kaskader bestemt ikke siges at være et dårligt udspil. Ganske vist viser ep’en en gruppe, der ikke helt får virkemidlerne til at fungere, men omvendt viser udgivelsen også en gruppe, der har en søgende tilgang til musikken. Kå ønsker tydeligvis at udfordre konventionerne om moderne popmusik. Det lykkes ikke helt for gruppen, der endnu virker prætentiøse og uforløste. Men der er bestemt et potentiale, der kan udvikles.
