Artikler

Interviews, guides, årslister, introduktioner og meget andet.

Nyheder

Camera Obscura spiller to gange i Danmark

Nu kan personalet på Loppen og Voxhall godt begynde at holde udkig efter gode tilbud på Gammel Dansk. Da skotske Camera Obscura spillede på Roskilde Festival 2007, kastede sangerinden Tracyanne Campbell sig i al fald ud i en varm kærlighedserklæring til den på daværende tidspunkt 43 år gamle bitter – og til efteråret kommer hun så tilbage til Gammel Dansk-land. Sammen med resten af Camera Obscura tager hun nemlig på godt og vel en måneds Europa-turné, når sensommeren er stukket af, og ifølge bandets Myspace-side er Danmark blandt de første destinationer. Onsdag d. 30. september spiller de på Loppen, og efter en håndfuld dages indiepopudskænkning til svenskere og nordmænd (og komplet negligering af det stolte finske folk) tropper den skotske (og i øvrigt ganske nybagte kvintet) op i Århus tirsdag d. 6. oktober, hvor man skal sætte kursen mod Voxhall, hvis man gerne vil høre Camera Obscura. Og at dømme efter Glasgow-bandets to seneste udgivelser, Let’s Get Out of This Country fra 2006 og My Maudlin Career fra i år, er der god grund til gerne at ville lægge ører til Campbell & co. På de to plader har Camera Obscura i hvert fald flettet deres mildt traurige indiepop sammen med tydelig Motown-inspiration, og resultatet er ikke ilde.

Nyheder

Black Heart Procession på vej med sjette album

Det er nogle år siden, vi sidst hørte noget til Black Heart Procession, der med The Spell ikke formåede helt at følge op på den succes som Amore del Tropico gav dem. Nu ser det ud til, at bandet går tilbage til deres udgangspunkt, da deres nye album er betitlet Six, lige som de tre første album var betitlet deres nummer i Black Heart Processions udgivelsesrække. Ifølge Stereogum er deres nye album ude den 6. oktober på Temporary Residence. Så må vi håbe på, at der er mere gotisk country-folk-rock på den nye plade. Der er i øvrigt allerede en trackliste: 1. When You Finish Me 2. Wasteland 3. Witching Stone 4. Rats 5. Heaven and Hell 6. Drugs 7. All My Steps 8. Forget My Heart 9. Liars Ink 10. Suicide 11. Back To The Underground 12. Last Chance 13. Iri Sulu

Nyheder

Undertoner rapporterer fra Roskilde Festival ’09

Så er det lige ved og næsten. Roskilde Festivalen er nært forestående. Vi har sat krydser i programmet. Vi har fundet teltet på loftet, der stadig har mudder på sig fra 2007. Tasken er ikke helt pakket, men det bliver den i morgen. Vi er med andre ord ved at være klar til Roskilde Festival 2009. Og som tidligere år, har vi her på Undertoner sammensat et hold rablende friske skribenter, der er mere end klar til at sige deres uforbeholdte mening om de musikalske oplevelser på den grusgravsplagede dyrskueplads. Vi leverer daglige anmeldelser allerede fra søndag af og hele ugen ud. Desuden vil vi som noget nyt kvidre løs på vores Twitter-konto. Ja, faktisk er vi allerede gået i gang. Vi er spændte som fugleunger, der skal på deres første flyvetur. Vi ses i Roskilde! Læs alt fra Roskilde Festival 2009.

Nyheder

Fredagsvideo: Jason Lytle og Lily Allen

Så simpelt kan det gøres. En video, der ikke kræver en skid andet end en god, fængende sang og en video, der passer perfekt dertil. Den tidligere Grandaddy-frontmand Jason Lytle har uden at forårsage de helt store overskrifter i år udsendt solo-albummet Yours Truly, The Commuter. Det er til dette album, han har udsendt en video med den meget passende titel “It’s the Weekend”, når det nu engang er weekend. Og den minder mig om de sorgløse lørdage, hvor jeg hjalp min far med at vaske bil. For det er det, der sker, mens Jason Lytle sjosker gennem nummeret. Herligt! Men en video mere skal vi da have denne fredag, før Roskilde Festivalen sættes i gang. Den gør mig også glad, men er langt mere visuelt pirrende. Lilly Allen vader gennem bylivet og manipulerer det, som hun har lyst, mens hun synger “Fuck You” til et fordomsfuldt, indsnævret fjols. Et uimodståeligt popnummer. Vi ses på Roskilde! Der kommer daglige opdateringer fra os her på Undertoner…

Nyheder

Roskilde Festival sælger endagsbilletter

Hidtil har det kun være muligt at købe endagsbillet til Roskilde Festivalens sidste dag, søndag. Men nu åbner festivalen op for salg af endagsbilletter til alle musikdagene, det vil sige den 2., 3., 4. og 5. juli. Det nye tiltag skyldes blandt andet det manglende billetsalg fra udlandet, hvor finanskrisen kradser og får antallet af blandt andet svenske, engelske og islandske Roskilde-gæster til at falde. Hver endagsbillet koster 750 kr. og de kan blandt andet købes som print-selv-billet, så man kan beslutte sig for at tage afsted til en enkelt festivaldag i sidste øjeblik. Endagsbilletterne kan også købes i indgangen til en pris på 825 kr. Så nu skulle der være rig mulighed for at få brug for Undertoners Roskilde-guides – også for dem, der nu vælger at tage en enkelt dag på Roskilde. Se for eksempel guiden til fredagens musikprogram her.

Nyheder

Sunny Day Real Estate bliver gendannet

Et af de bands, der trak emo-genren i en mere storladen retning, var Sunny Day Real Estate. Bandet med det ironiske navn levede et turbulent liv i 90’erne, hvor de nåede at gå hver til sit efter bare to albums for så at blive gendannet i 1997 for at lave How It Feels to be Something On og The Rising Tide, der begge er noget nær indie-klassikere i min bog. I turbulensen røg bassist Nate Mendel permanent til Foo Fighters, men nu bliver bandet gendannet endnu engang i sin oprindelige pre-1995-formation. Sub Pop genudgiver deres første to album Diary og LP2, og bandet tager på en længere tour i september og oktober i USA og Canada, men der er endnu ikke rygter om hverken ny plade eller europæiske datoer.

Nyheder

The Clientele – reverb og uhygge på ny plade

Det er langt fra at tage munden for fuld, når vi her på Undertoner fortæller dig, at The Clientele i visse situationer (virkelig mange, faktisk) er verdens bedste band. Det håber vi, de fortsætter med at være, når de den 6. oktober udgiver Bonfires on the Heath. Pladen, der bliver det engelske bands femte, kommer vanen tro på Merge, og skal vi tage sanger Alasdairs ord til Pitchfork for gode varer, så er The Clienteles hang til tågede, reverbbekældte popsange ikke aftagende. Men hvor det på sidste album var disco’en, der var den nye ubekendte i bandets univers, så ser det ud til, at vi får et skud uhygge med denne gang. »It’s more full of ghosts and doubts and signs and wonders than any other Clientele record. It’s very spooky and tremendously sad at times. It’s about watching yourself disappear,« fortalte sangskriver og sanger Alasdair MacLean Pitchfork i maj. Vi har sågar også, gennem de gode folk hos Pitchfork, kunnet fremskaffe en trackliste til dig. Af de 12 numre på Bonfires on the Heath er 10 af dem nye. “Graven Wood” er en genindspilning af en af de allerførste sange, The Clientele indspillede, og “Tonight” er et cover af en sang med det svenske band Evergreen Daze. Et obskurt band, ifølge The Clientele. Og de har ret. Det er så obskurt, at Evergreen Daze, ud over næsten at være titlen på den første sang på indie-heltene Felts debut, Crumbling the Antiseptic Beauty, ikke engang er til at finde på internettet. 1. I Wonder Who We Are 2. Bonfires on the Heath 3. Harvest Time 4. Never Anyone but You 5. Jennifer & Julia 6. Sketch 7. Tonight 8. Share the Night 9. I Know I’ll See Your Face 10. Never Saw Them Before 11. Graven Wood 12. Walking in the Park