Roskilde-aktuelle The Dodos kommer til festivalen med kufferten fyldt med nye sange. Ifølge Prefix Magazine har de nemlig været i studiet med Phil Ek (Built to Spill, The Shins) for at indspille opfølgeren til Visitor. Den får den muntre titel Time to Die og bliver udgivet på Frenchkiss Records den 15. september. Ifølge bandet selv har de formået at udvide deres lyd uden at proppe den med et stort orkester, så de holder fast i deres simple, melodiske lyd. Bl.a. har de hyret en vibrafonist, der ifølge guitarist Meric Long er en bedre musiker end ham og trommeslageren til sammen. Dét siger en del, skulle jeg hilse og sige, men det kan man jo konstantere ved selvsyn, når de spiller på årets Roskilde Festival.
Artikler
Interviews, guides, årslister, introduktioner og meget andet.
Fredagsvideo: Future of the Left: “The Hope That House Built”
Nu er det efterhånden længe siden, at walisiske Mclusky stormede ind i vores ansigter med en af de mest rå og kompromisløse punk-plader i dette årti, nemlig Mclusky Do Dallas. En plade, der så definitivt definerede Mcluskys lyd, at bandet efter et enkelt forsøg opgav at følge den op og opløste bandet. Derefter formede sanger og guitarist Andrew Falkous og trommeslager Jack Egglestone et nyt band, Future of the Left, sammen med bandmedlemmer fra ligeledes opløste Jarcrew. Deres debutalbum var en noget mindre energisk, men stadig punket affære, og nu er bandet klar med opfølgeren Travels with Myself and Another, der udkommer den 23. juni. Hvis man skal bruge det første single-udspil, “The Hope That House Built”, som rettesnor, kunne det godt blive en helt god plade. Det er en tungt marcherende, politisk sag optaget i hvad, der ligner en autentisk walisisk kro, selvom jeg er noget overrasket over dyrebestanden sådan et sted…
BLK JKS udsender debutalbum
Det sydafrikanske band BLK JKS udsendte tidligere på året en kompleks lille ep, Mystery, hvor progrock blev udsat for diverse studietricks. Nu er bandet klar med deres fuldlængde-album. Det er indspillet i Bloomington, Indiana med Brandon Curtis fra Secret Machines og ifølge Secretly Canadian, der udgiver pladen, er det en festplade fyldt med komplekse jazz akkorder, blues-soloer og polyrytmer. Det lyder meget sandsynligt, når man lytter til nummeret “Mololatladi” fra det nye album, der kommer til at hedde After Robots og er ude 8. september. BLK JKS: “Molalatladi” [audio:] Download Trackliste: 1. Molalatladi 2. Banna Ba Modimo 3. Standby 4. Lakeside 5. Taxidermy 6. Kwa Nqingetje 7. Skeleton 8. Cursor 9. Tselane
Undertoner introducerer: Slapp Happy
Slapp Happy var et usædvanligt popband, der elskede at flirte med det avantgardistiske, især i mødet med bands som Faust og Henry Cow. Her er en guide til at finde rundt i de forskellige konstellationer.
Prefuse + Tortoise + Battles +++ = Risil
Det er så fristende at skrive “supergruppe”, at vi gør det og afventer vores straf fra Klichédomstolen. Guillermo Scott Herren, manden bag projekter som Prefuse 73 og Savath y Savalas, udgav for et par måneder siden Ice Capped at Both Ends, Herrens første udgivelse i samarbejde med Hella-medlemmet Zach Hill. Sammen kalder de sig Diamond Watch Wrists, og fra tid til anden er Tyondai Braxton fra Battles en del af projektet. De tre ses imidlertid ikke kun i det regi. Tværtimod udgør de en del af kollektivet Risil, der så småt er ved at være albumaktuelle. Når Risil er så interessant på nuværende tidspunkt, hvor albummet endnu ikke er udkommet, skyldes det, at Herren, Hill og Braxton har fundet sig nogle ret så prominente legekammerater. Resten af pladserne i Risil er nemlig besat af Tortoise-trommeslageren John McEntire, Eva Puyuelo Mons fra Savath y Savalas, Benjamin Curtis og Alejandra Deheza fra School of Seven Bells, trommeslageren Laurence Pike fra Triosk samt d’herrer Robert Carlos Lange og Ryan Rasheed, som vi bestemt gerne ville være hippe nok til at kunne skrive mere om, end at de tidligere har medvirket på Prefuse 73-udgivelser – men så velorienterede er vi ikke. Som Pitchfork.com kan rapportere, udkommer Non Meters Volume One 29. juli, og smagsprøver fra det stjernespækkede projekt kan høres andetsteds på internettet.
Kildemose Festival tilbyder psych
Kildemose Festivalen tæt på Nyborg afholdes i år for syvende gang. Det er en klassisk festival, der, som de selv siger, holder fast i de gode, gamle festival-dyder. I år har de som tidligere inviteret en række danske navne, der holder den gode, gamle syrerock i live, bl.a. The Setting Son, Causa Sui, Highway Child, Øresund Space Collective, Lotus Krokus og Cherry Overdrive. Man skal være medlem af foreningen Kildemose Festivalens Venner for at komme ind til arrangementet. Det koster 100 kr., og derefter betaler du 200 kr. for festivalen og camping. Arrangement foregår 26.-27. juni på adressen Nyborgvej 80, Refsvindinge, 5853 Ørbæk lige bag Refsvindinge Bryggeri, hvorfor deres øl da også kan købes på festivalen. Desuden kan det betale sig at opføre sig ordentligt på festivalen, da den mest eksemplariske festivalgænger vinder en flaske spiritus. Måske ikke en helt dårlig opvarmning til Roskilde Festivalen.
I Was A King på tour i USA
Det norske indiepopband I Was A King, der udkommer på danske Morningside Records er i øjeblikket på tour i USA for at promovere deres nye, selvbetitlede album. Her har de bl.a. mødt Daniel Smidt fra Danielson og Gary Olson fra The Ladybug Transistor og er på tour med Crystal Antlers og Constantines. Man kan følge deres tour på deres hjemmeside via en ganske udførlig tourdagbog med videoer og billeder. Desuden er der ekstra at hente på Siljes Flickr-konto og bandets Twitter.
Fredagsvideo: Mastodon: “Oblivion”
Det er ærlig talt ikke meget opmærksomhed, vi giver metallen her på Undertoner, og det er logisk nok, for vi hører ikke så meget af den slags. Men lidt hører vi dog alligevel, og der er da især et par stykker af os, der er særdeles glade for den nye Mastodon til trods for, at de kommer tættere og tættere på at lave en Metallica (som de i øvrigt også skal varme op for til fem udsolgte koncerter i Forum). I så fald må den nye plade Crack the Skye være deres …And Justice for All. Den har i hvert fald et par lange, progressive numre. “Oblivion” er et af de kortere og mere poppede numre med et decideret fængende omkvæd. I videoen dertil er bandet taget på rumrejse, og den er derfor god at drømme sig væk i på sådan en lidt gråtrist fredag. God weekend! Mastodon "Oblivion"
The Roots udgiver nyt album
Selvom The Roots har travlt som liveband i The Jimmy Fallon-show, hvor de er engageret som husband, så har de alligevel fået tid til at færdiggøre et nyt album allerede et år efter deres sidste, Rising Down, informerer Billboard. Der er ikke en releasedato endnu, men titlen, How I Got Over, har været sikker siden ?uestlove afslørede den via Twitter tilbage i februar. De har lige skudt videoen til den første single “I Walk Alone”, så det varer nok ikke længe, før vi kan få de første smagsprøver.
The Clean udgiver nyt album
Ok, indrømmet, New Zealands musikscene er måske ikke den mest eksponerede i verden, men det er egentlig synd. Især fordi de i 80’erne havde en række spændende navne centreret omkring pladeselskabet Flyin Nun. Et af de vigtigste var The Clean, der stik mod alle forventninger formåede at indtage den new zealandske hitliste med deres debutalbum, som de havde optaget på en firespors-båndoptager. De stod for en skramlet janglepop med få noter af krautrock, og den opleves bedst på den fabelagtige opsamling Anthology, som Merge udgav i 2003 i samarbejde med Flying Nun. Nu er Merge klar med et nyt album fra det gamle kiwi-band, som er det første siden Getaway fra 2001. Det kommer til at hedde Mister Pop og udkommer 8. september. Ifølge pressemeddelelsen kommer der vist ikke til at ske radikaliteter med bandets stil. Allerede nu kan man høre nummeret “In the Dreamlife You Need a Rubber Soul“: Ifølge Tinymixtapes ser tracklisten sådan ud: 1. Loog 2. Are You Really On Drugs? 3. In the Dreamlife You Need a Rubber Soul 4. Asleep In the Tunnel 5. Back In the Day 6. Moonjumper 7. Factory Man 8. Simple Fix 9. Tensile 10. All Those Notes
Syrisk pop og mauretansk psychrock på Århus havn
Studenterhuset på Århus havn invaderes af fremmedartet lyd på torsdag. Sublime Frequencies kommer med deres bedste musikere, der vil spille op til en art universel danseaften.
Ny video med Dinosaur Jr.
Dinosaur Jr. laver tricks Nu er der jo ikke længe til at Dinosaur Jr. udgiver opfølgeren til deres solide comeback Beyond fra 2007, hvor Lou Barlow og J Mascis lagde deres tidligere stridigheder bag dem. Den 22. juni udkommer Farm på Jagjaguwar, og coveret kandiderer allerede nu til årets bedste. Nu kan man se videoen til en af singlerne, “Over It”, fra den nye plade, hvor de gamle støjrockere giver den som skatere og bmx-ryttere, der laver klassisk streetskating, hvilket også inkluderer de uundværlige styrt, som sådan nogle skatervideoer altid indeholder. Det er ok at tvivle på, at det rent faktisk er bandet selv, der udfører de mange tricks og stunts.
Fredagsvideo: Mika Miko: “I Got A Lot (New New New)”
Det er ikke Ramones, men det er den ondelynemig tæt på. Og hvem kan ikke godt sluge en gang simpel, poppet punk på denne dag, hvor vi fejrer Grundloven, som vi endda får lov at stemme ligestillingsspørgsmål om på søndag. Mika Miko er en gruppe fra L.A., der har rumlet rundt i nogle forskellige bands, før de fem fandt sammen i den her energiske kvintet. De har for nylig udgivet deres tredje album We Be Xuxa, hvor sangen her, “I Got a Lot (New New New)”, er fra. En herlig simpel video i new wave-coole pastelstriber. God weekend og husk at stemme på søndag: For, imod, blankt. Og så er der også dem der i EU.
Sunset Rubdown kommer til København
Spencer Krug på dragejagt på Amager Så er der godt nyt til alle, der ikke nåede at opleve Spencer Krug og Sunset Rubdowns intense koncert på Pop Revo i Århus i første weekend af maj. Bandet kommer nemlig til Loppen på Christiania til efteråret, mere præcist den 6. september, ifølge Loppen selv. Og det gør de med et helt nyt album i tasken. Den 23. juni udsender de nemlig deres fjerde album på Jagjaguwar med den bombastiske titel Dragonslayer. Så kan man jo kun håbe på, at koncert-oplevelsen kan leve op til albumtitlen. Her er en trackliste: 1. Silver Moons 2. Idiot Heart 3. Apollo and the Buffalo and Anna Anna Anna Oh! 4. Black Swan 5. Paper Lace 6. You Go on Ahead (Trumpet Trumpet II) 7. Nightingale / December Song 8. Dragon’s Lair
