Mens Paris for tiden gennemgår endnu en revolutionær fase, hvor strejker, demonstrationer og kampe optager gadebilledet, byder byens spillesteder på ægte hippiesammenkomster. rDen franske indierock-festival Festival des Inrocks præsenterede nemlig budskaber om frihed, kærlighed og harmoni til tonerne fra tidens fremmeste new-folk artister. (16.11.07)rDen gamle kabaretsalon i Paris’ fashionable 9. arrondissement befandt sig i fem timer på et konstant kogepunkt. Gulvet i koncertsalen Olympia bugnede bogstaveligt talt af mennesker denne aften. Og det så meget, at man til tider måtte kontrollere sin krops utæmmede lyster til at vrikke, hoppe og danse skørt, da svingningerne i gulvet indikerede en vis fare for at brædderne ville kunne brase sammen, hvornår det skulle være.
Men det var svært ikke at lade sig rive med. For Olympiasalen delte denne mandag aften kvit og frit ud af en helt speciel energi, som man formegentlig skal tilbage til engang i slutningen af 60erne for at opstøve. Unge og gamle var samlet omkring musikken for at tage imod budskabet om frihed, kærlig og harmoni, der syntes at få en ny og oprigtig betydning, fremført af Devendra Banhart, Loney, Dear, Beirut og Andrew Bird.
Loney, Dear – Foto: Cia Jansen
Musikalsk fødselshjælp til franskmændene
Maratonkoncerten med tidens fremmeste folk-musikere var et led i den voldsomt populære, franske indierock-festival, Festival des Inrocks, der forløb i Paris og andre større franske byer fra d. 8.-14. november. Festivalen tog sin begyndelse i 1987, og havde dengang til formål at introducere forholdsvis ukendt musik fra især Storbritannien til de franske landsmænd for på den måde at opdyrke et miljø for den nye musik. Formålet var således at sætte gang i det franske rockmiljø, som i den grad var stagneret, hvis det i det hele taget havde eksisteret på noget tidspunkt. At dømme efter Festival des Inrocks format og succes, er der noget der tyder på, at Frankrig efterhånden har fundet deres egen originale indie-kammertone. Og Paris er blevet mekkaet, hvor man kan hver dag til få penge kan opleve musik, hvor elektronik går sublimt i spænd med nostalgiske franske toner fra harmonikaer eller violiner.
Svensk country-style
I en fransk udgave af festivalstemning (som vel og mærke er ganske mere afdæmpet end den man forbinder med Roskilde-slum og mudder) ventede salens godt 1700 gæster høfligt på, at de tunge, røde velourgardiner ville blive trukket fra. Og endelig skete det. Tæppefald. Og en lille, kikset skikkelse med en guitar hængende uden på en rød skovmandsskjorte træder ind på scenen. Med en svag svensk accent fremstammede fyren på scenen en velkomsthilsen og præsenterede sig selv og sit band som Loney, Dear. Men ydmygheden blev hurtigt vendt til stolthed. For lige fra de første spæde toner ramte lokalet, og spredte sig som krystaller i rummet, stod det klart, at der ikke var nogen grund til at holde sig tilbage. På overbevisende maner serverede forsanger og sangskriver Emil Svanängens, godt bakket op af sit band og sin glimrende engel af en korpige, en god omgang folk i svensk nyfortolkning.
Flyvende banjoer og fløjteglad violinhøvler
Beirut
Der var store forventninger til den unge Zach Condon, alias Beirut fra publikums side. Condons seneste album, der er blevet til under et længere ophold i Frankrig, forener balkanrytmer og franske bohêmetoner til en charmerende nostalgi. Og Zach, plus sit otte-mands store band, leverede varen som forventet. Første nummer var “Nantes”, hvor Condons virtuose tenorstemme smygede sig ind mellem polkarytmerne fra harmonikaen og tonerne fra henholdsvis trompet, violin, banjo, kontrabas og horn. Sjældent har jeg oplevet en så fysisk fornemmelse af musik, hvor kroppen sitrer og dirrer og hungrer efter mere. Glæden var ligeledes at finde hos Condon selv, som i den grad brillerede og charmede publikum med franske vendinger mellem numrene. Den 23-årige amerikaner spillede denne aften op til fransk folkefest.
Efter en kort pause stod den fløjteglade violinhøvler fra Chicago, Andrew Bird, på scenen. Sammen med sine to kompagnoner på henholdsvis trommer og bas, viste Andrew Bird et imponerende overskud i beherskelsen af den populære optageteknik, som kan få et en-mandsorkester til at lyde som en hel hær af symfonikere. Med et enkelt klik på en fodpedal blev den ene melodifrase fra violinen efter den anden optaget og lagt ovenpå hinanden. Til tider var de tre musikere dog så absorberet i deres optageudstyr, at musikken druknede i alt for mange lag af udefinerbare melodistumper. Men med hele to ekstranumre, hvor violinens hestehår i bogstaveligste forstand hang i laser, og den pompøse afslutning med nummeret “Happy Birthday”, afsluttede seancen alligevel på et dirrende højdepunkt.
Hippiebudskaber bøjet i slangekrøller
Devendra Banhart – Foto: Lauren Dukoff
Den fænomenale stemning, som sitrede i kabaretsalen efter hele tre fantastiske koncerter, blev omsider ført til vejs ende, da det vanvittige hippiekollektiv med forsanger Devendra Banhart i front overtog showet. Klædt som en dårlig joke med lange slaskekrøller, trompetbukser og usmagelige, tætsiddende jakkesæt, satte Devendra Banhart med slæng gang i en ægte hippiefest, som ingen kunne kimse af. Med vittige kommentarer, kokette vrik med rumpetten, og en stemme der for en gangs skyld havde sparet på vibratoen og i stedet brummede så det rungede og klang så klart, at de kulørte lamper var ved at springe, blev der uddelt gratis kuldegysninger. En følelse der kun blev forstærket af bandets forførende fem-stemmige vokalharmonier, som fik Beach Boys til at blegne.
Devendra Banhart og Co. efterlod en hel koncertsal i Paris i ekstase. Efter denne fem-timers lange indførsel i new-folkens folder, kunne publikum bevæge sig ud i Paris’ virkelighed. Her havde budskabet om frihed og kærlighed endnu kun resulteret i, at der ingen metroer, busser eller des lignende var til at transportere en sikkert hjem i seng. Men denne aften kunne det også være lige meget, for man var godt flyvende.
