Artikler

Interviews, guides, årslister, introduktioner og meget andet.

Interview

Dúné – vi er bare en tand bedre end de andre

Deres debutalbum udkommer først i overmorgen, og de fleste medlemmer er først lige blevet myndige. Alligevel har Dúné allerede opnået stor succes. Bandet er stensikre på, hvad de vil, og udgivelsen af debuten er næste skridt på vejen. Undertoner mødte bandet til en snak om live-koncerter, dobbeltliv og store drømme. (27.05.07)Debutalbummet har fået titlen We Are In There You Are Out Here og udkommer d. 29. maj. Men allerede nu har Dúné godt gang i karrieren. På en yderst regnfuld dag knap to uger inden udgivelsen havde 3/7 af bandet været tidligt oppe og taget turen fra hjembyen Skive til Vesterbro i København. Her mødtes Undertoner med Mattias Kolstrup, Cecilie Dyrberg og Ole Bjørn Sørensen på en lille café. Publikum skal være sultneDúnés medvind skyldes især deres selvsikre live-koncerter, hvor bandet tager både publikum og anmeldere med storm. På sidste års Spot-festival var Undertoners anmelder ingen undtagelse. “œDet gode ved live-koncerter er selvfølgelig, at man får musikken ud til mange mennesker – og for os er det dér, vi får al vores energi ud,” fortæller Mattias og forklarer, at bandet er glade for, at publikum har reageret så positivt, på trods af at albummet endnu ikke er udkommet: “Folk er virkelig med – især på numre som “Bloodlines” (tidl. Ugens Uundgåelige på P3, red.) og “Robot Beat”, og det er rigtig fedt.”Cecilie tager over: “Vi slutter altid af med et nummer, der hedder “Go Go Valentina” – igennem koncerten eskalerer energien, og dét er klimakset. Det er også derfor, vi ikke spiller ekstra-numre efter det.” Ole uddyber: “Det virker måske mærkeligt, men det er mere kompromisløst – vi vil gerne have, at publikum ikke bliver “mætte”; de skal gå sultne fra koncerten”. Tidlig succes?Ingen af Dúné-medlemmer har nået de 20 år endnu, og Skive-bandet er dermed yngre end de fleste nye bands i branchen. Indtil nu har de kun et par ep’er bag sig, men de får alligevel meget ros og opmærksomhed. Men det får dem ikke til at føle, at karrieren er gået stærkt. Trods deres unge alder har de allerede spillet sammen som band i seks år. Ole og Cecilie nikker samtykkende, mens Mattias forklarer, at “det nok virker, som om det er gået hurtigt, hvis man ser på det udefra, men det virker ikke sådan for os – vi har altid vidst, hvad vi ville,” Med et smil på læben tilføjer han: “Vi har da spillet sammen i længere tid end Franz Ferdinand.”Ole understreger, at Dúné har kæmpet lige så hårdt som alle andre, og at det er “noget pis, når folk siger, at det er snyd, at det er gået så hurtigt”. Mattias overtager: “Vi er bare en tand bedre end de andre. Vi har gjort det, vi gerne ville, og det har så vist sig at passe godt med, hvad folk kan lide.” DobbeltlivOm det nye album forklarer bandet, at de begyndte indspilningerne sidste år med Troels Abrahamsen (Veto, I Know That You Know) som producer. Men selv om de var nået halvvejs med indspilningerne, valgte de at droppe dem: “Hans lyd var langt fra Dúnés udgangspunkt og ikke så hård. Det er lidt svært at forklare, men det var en anderledes lyd,” siger Ole. Bandet lærte dog også meget i løbet af de fire uger med Troels Abrahamsen.”Vi har brugt mange af hans idéer alligevel, især mht. vokalerne – så på en måde er han alligevel uofficiel producer på albummet.” siger Mattias. Indspilningerne blev påbegyndt igen ved juletid med en ny producer, englænderen Mark Willis. Indspilningsprocessen var lidt speciel, for Mark Willis arbejdede fra Hamburg, mens Dúné indspillede i Randers, hvor Mattias forklarer, at han i den periode kom til studiet i Randers hver dag efter skole for at indspille vokaler.Så blev det sendt til Hamburg, og meget af kommunikationen omkring tilblivelsen af albummet foregik via mail og telefon. Bandet fortæller, at det nye album sætter punktum for den periode, der har været indtil nu, og nogle af numrene er nye versioner af numre tilbage fra 2003. Et af de nye numre er “Dry Lips”, der handler om det mærkværdige “dobbeltliv”, Dúné har ført indtil nu: Bandmedlemmerne er almindelige skoleelever i hverdagen og står på scenen eller i studiet i weekenderne. Det er en tilværelse, der vil fortsætte noget tid endnu, for de fleste er ved at afslutte 2.g, og tænker i denne tid ikke kun på albumudgivelse, men også på eksamener.Cecilie er ikke i tvivl om, hvordan dobbeltlivet har været: “Megahårdt og megafedt.” Mattias mener, at det gælder om at koncentrere sig om én ting ad gangen – holde musikken ude, når det handler om skolen, og også omvendt at skubbe tankerne om eksamen væk, når det drejer sig om musikken: “Det er meget vigtigt at lære at holde fokus – men det er også det eneste, der er tid til. Jeg bruger kun tid på skole og musik. Intet andet.” Vi er ikke indie-helligeDer er altså syv medlemmer i Dúné, men ikke desto mindre fungerer banddemokratiet, forklarer Cecilie: “Vi er enige om helhedslyden. Nogle ting bliver vendt 100 gange og går igennem flere personer, men vi når et samlet resultat, som alle kan være enige om.” Mattias og Ole fortæller, at de to for nylig havde nogle ophedede diskussioner, hvor de var “ved at rive hovederne af hinanden.”“Men så må man bare give en krammer og se at få pakket det udstyr sammen … selv om jeg stadig synes, jeg har ret,” siger Ole.Mattias fortæller, at det nærmere er det visuelle – f.eks. video og cover – som det er svært at blive enige om: “Og her kommer pladeselskab, manager, distribution også ind og har en mening.”“Alle har også ret til at have en mening,” siger Ole: “Vi var vant til at gøre alting selv, men nu er der branchefolk med, der har ekspert-viden. Det gælder om at suge af deres erfaring.” Mattias supplerer: “Man er nødt til at give slip nogle steder og gå på kompromis.” Ole afbryder: “Fordi vi vil noget mere end andre bands – den der løftede indie-pegefinger om at lave alting selv, den kan vi ikke bruge til noget.”“Nej, for så ender det med, at musikken bare bliver en hobby. Vi er indie, men vi er ikke indie-hellige” siger Mattias og griner. Dúné får en travl sommer med masser af koncerter, og debuten udgives også i Tyskland, og muligvis senere i England. Mattias fortæller, at de håber på udgivelse “worldwide” i slutningen af 2008 og siger om fremtiden: “Vi er totalt fokuserede. Det her er det, vi vil – uanset alle de problemer, der kommer undervejs.” De andre er enige, og Cecilie konkluderer: “Vi kan ikke forestille os andet end at spille musik. Musik musik musik.” Læs også Undertoners anmeldelse af:Dúné: We Are In There, You Are Out Here

Nyheder

Søster-duoen CocoRosie til Århus

Ja, vi troede, at søstrene kendte den danske geografi bedre, men deres planlagte show i København foregår nu i stedet i Århus på Voxhall d. 12. august. “Med en blanding af de bedste ingredienser fra den skøreste instrumentfabrik bliver den ene legesyge ingrediens genialt parret med den anden. Resultatet: finurlig musik.” Sådan faldt ordene fra Undertoners anmelder, da duoen CocoRosie seneste album The Adventures of Ghosthorse and Stillborn blev anmeldt – et album der var søstrene Sierra og Bianca Casadys tredje. Billetter fås via Billetlugen.

Nyheder

Aluminum Group fuldender trilogi

Homoduoen Aluminum Group er i gang med indspilningerne til albummet Little Happyness, der fuldender bandets Happyness-trilogi. Bandet, der består af brødrene John og Frank Navin, har tidligere udgivet albummene Happyness og More Happyness til stor anmelderros. Hvis du ikke kender duoen, så bevæger bandet sig i samme, luftige poplag som The Sea And Cake dog tilsat en smule mere synth og new wave. De to brødre lagde også vokal til coverversionen af David Bowies “Sound and Vision” (videoen til dét nummer kan ses her) fra The Sea and Cake-albummet One Bedroom. Derudover interesserer duoen sig så meget for tøj og mode, at det ofte er Navin-brødrene, der styler Tortoise, når medlemmerne skal fotograferes. Endnu et bevis på at musikscenen i Chicago er vævet sammen som ærtehalm. Albummet Little Happyness, som billedet er coveret til, færdiggøres i øjeblikket og udkommer dermed tidligst en gang til efteråret. Mp3-links til ældre Aluminum Group-numre: MotorcyclesSnowflakeTiny DecisionsPop

Nyheder

The Ladybug Transistor til København

New Yorker-bandet The Ladybug Transistor besøger spillestedet Rust d. 22. juni. Bandet har i de seneste år udviklet fra en trio til et seksmandsband, og selvom trommeslageren San Fadyl døde af astma sidst i april i år, er bandet klar til at turnere. Også på pladefronten er der nyt fra Brooklyn-popsterne. Deres sjette fuldlængdealbum er på trapperne og udgives på Merge Records. Can’t Wait Another Day er titlen, og The Ladybug Transistor har her betrådt (endnu fristes man til at sige) en sti af melankolske, tempofyldte numre. Trackliste:1. Always On The Telephone2. I’m Not mad Enough3. Here Comes The Rain4. Terry5. This Old Chase6. For No Other7. Three Days From Now8. In-Between9. So Blind10. Broken Links11. California Stopover12. Lord, Don’t Pass Me By

Interview

!!! – teknologi er fedt!

Det amerikanske party-orkester !!! er med deres tredje plade, Myth Takes, for alvor røget ind på lystavlen hos den danseglade del af rockpublikummet. I forbindelse med deres tordnende udsolgte koncert på Vega i København mødte Undertoner bandets speed-dansende forsanger, Nic Offer. (21.05.07)Det amerikanske party-orkester !!! er med deres tredje plade, Myth Takes, for alvor røget ind på lystavlen hos den danseglade del af rockpublikummet. I forbindelse med deres tordnende udsolgte koncert på Vega i København mødte Undertoner bandets speed-dansende forsanger, Nic Offer. Noget, der mest af alt lyder som en kæmpecomputers post-fordrukne brandskid sender et seismisk drøn igennem væggene på Vega, og den tråd, man skal forestille at holde fast i som en bare halvseriøs musikjournalist, forsvinder i selv samme øjeblik. Forsangeren Nic Offer fra det ombejlede rock-funk-postpunk-you name it-orkester !!! forbliver dog ganske upåvirket og glor med rynkede bryn på syningen i sine strækbukser. Han kan forsikre om, at den slags afsindige lyde ikke er noget særsyn, når bandet skal lave deres lydprøver.“Vi har en del udstyr, der kan være svært at have med at gøre en gang imellem, men det skal helst lyde ordentligt, når vi går på scenen,” siger Offer og vender igen blikket mod bukserne. Stemmen har det fintMan forstår mandens bekymring for sine benklæder, hvis man nogen sinde har set !!! optræde på en scene. Offer er ikke just kendt for sine beherskede bevægelser, og bandets seneste udspil, Myth Takes er om muligt endnu mere uregerligt end den foregående plade. Nic Offer – i en uvant stille live-situation Men nok er Offer og hans otte mand store band af udråbstegn kendetegnede ved en alsidighed, der sjældent giver lytteren ro til at tænke over, hvad der lige skete, men sangskrivningen foregår faktisk på ret konventionel manér.“Som oftest er det en ganske demokratisk proces. Jeg arbejder nogle gange med klaveret derhjemme og hiver så skitserne med i studiet, hvor vi tilføjer bandets forskellige elementer og lidt efter lidt arbejder nummeret sig selv færdigt. For det meste er sangene dog opstået som følge af deciderede jam-sessions, hvor vi ikke rigtig ved, hvor det kommer fra,” fortæller Offer.I første omgang var forsangeren ikke det !!!-medlem, Undertoner egentlig skulle have interviewet, da han efter sigende skulle passe på sin stemme. Offer forsikrer dog om, at han ikke er i fare for at lide samme skæbne som Arcade Fire-forsangeren Win Butler, der forleden måtte aflyse sit bands Europa-tour om følge af en kæbehuleinfektion. !!!’s stemmebånd har det fortræffeligt.“Nogle gange er managere lidt overforsigtige. Det er selvfølgelig hårdt at være på tour nogle gange, men vi har det skam alle fint,” forsikrer Offer. Hårdt og ubesværetMyth Takes er en plade, der – selv om den er lige så herligt rodet som de foregående plader – bærer præg af et øget fokus og en strammere styring af sangene. Som sædvanlig er der blevet mast utallige lyde, instrumenter og vokale overdubs ned på pladen. Men den formår alligevel at holde et ubesværet og flydende trav. !!! – arbejder på at gøre klodset fingermaling hipt Moderne indspilningsteknik har tydeligvis været noget, som bandet har valgt at fokusere på.“Vi har helt sikkert arbejdet meget hårdere med at lave denne plade. Når du siger, at den virker meget flydende og ubesværet, hænger det nok dels sammen med, at den er opstået igennem jams og er optaget på en meget omhyggelig måde. Frem for at vi indspillede alle de forskellige dele igennem en enkelt computer, har vi ladet hvert enkelt instrument være tilknyttet en computer, så vi kunne færdigbehandle dem hver for sig, før vi lavede det endelige miks. Teknologi er herligt,” smiler Offer. En blødere side?Afslutningsnummeret på Myth Takes, “Infinifold”, er ikke just karakteristisk for de festglade amerikaneres generelle musik-output. Det langstrakte og melankolsk-psykedeliske nummer skiller sig faktisk noget så gevaldigt ud fra resten af pladen. “Netop det nummer sad jeg faktisk og nørklede med derhjemme. Vi arbejdede en smule videre med det og fandt så på et tidspunkt ud af, at vi ville rive trommerne ud. Det gav nummeret en svævende stemning, som vi godt kunne lide. Det er helt klart et atypisk !!!-nummer, men en typisk album-lukker. Og vi kunne måske godt finde på at lave flere numre af den type i fremtiden,” slutter Offer og forsvinder ind af døren til den forstyrrede støj, der åbenbart er en lydprøve, der ikke levner tvivl om, at aftenens koncert i hvert fald ikke bliver specielt afdæmpet.Han når dog at afsløre, at chancerne ikke er store for, at !!! dukker op til årets Roskilde Festival, men derimod kan fanges på bl.a. den spanske Benicassim-festival.“Vejret er også noget rarere dernede,” som han siger. Hvilket der vel kan være noget om. Læs også Undertoners anmeldelser af:!!!: Louden Up Now!!!: Myth Takes

Nyheder

Animal Collective serverer jordbærmarmelade

Til september kommer dyrekollektivet igen på græs. Eller rettere i jordbærmarken. Min top-1 over “koncerter, hvor publikum har råbt på ekstranumre i længst tid uden at få noget ud af det” ser således ud: 1. Animal Collective, Roskilde Festival 2006 De mange indie-kids fra Danmark og Sverige, der nu endelig havde mulighed for at se deres udknaldede helte, var mildt sagt ikke tilfredse med, at Avey Tare, Panda Bear, Deakin og Geologist ikke fik lov til at spille mere end en times tid. Der blev råbt og råbt, men lige lidt hjalp det. Kvartetten gentager ikke publikumssuccesen på dette års festival (hvor man kan ærgre sig helt svenskerfarvet over, at Panda Bear ikke er på programmet), men såvel indie-tøser & -knægte som alle mulige andre kan nu alligevel godt glæde sig. I september udsender Animal Collective nemlig albummet Strawberry Jam. Det skriver Pitchforkmedia.com. Roskilde-publikummet fik formentlig et par af de nye numre at høre – i hvert fald har “Cuckoo Cuckoo” været på bandets liverepertoire gennem længere tid. Voilà , et stk. trackliste: 1. Peacebone 2. Unsolved Mysteries 3. Chores 4. For Reverend Green 5. Fireworks 6. #1 7. Winter Wonder Land 8. Cuckoo Cuckoo 9. Derek

Nyheder

Nyt fra Okkervil River i august

“Et klokkeklart mesterværk,” jublede Undertoners anmelder for to somre siden. Objektet for hans helt uforbeholdne kærlighedserklæring var albummet Black Sheep Boy fra amerikanske Okkervil River. Den glade, glade anmelder var ikke den eneste, der endte med at få slemme muskelsmerter af at gå med hænderne i vejret i lang tid. I både USA og Europa fik Okkervil River anmelderskaren til at forvandle sig til en skov af jublende opstrakte arme, og det udmøntede sig i, at Black Sheep Boy endte med at udkomme på EMI på vores side af Atlanten. Så der er utvivlsomt gigantiske forventninger til The Stage Names, bandets femte album. Det udkommer d. 7. august, skriver Pitchforkmedia.com, og tracklisten ser således ud – inkl. en flot lille meta-detalje på plads nr. 8: 1. Our Life Is Not a Movie or Maybe 2. Unless It’s Kicks 3. A Hand to Take Hold of the Scene 4. Savannah Smiles 5. Plus Ones 6. A Girl in Port 7. You Can’t Hold the Hand of a Rock and Roll Man 8. Title Track 9. John Allyn Smith Sails

Nyheder

Mere solskinspop fra The Thrills

De irske Beach Boys-dyrkere er klar med deres tredje plade Årstallet hed 2004, sidst der kom vellydende westcoast-pop fra The Thrills. Nu er de endelig klar med opfølgeren til Let’s Bottle Bohemia. Den har fået titlen Teenager, og det er igen Tony Hoffer (bl.a. Belle and Sebastian, Supergrass og Stars), som har taget plads i producerstolen. Han producerede også The Thrills’ roste debut, So Much for the City, der indeholdt sommerlige hits som “Big Sur”, “Santa Cruz” og “œDon’t Steal Our Sun”. Ingen har forhåbentlig haft held til at stikke af med solen, så Thrills kan måske levere soundtracket til solrige sommerdage, når de 11 nye sange (plus et slet skjult ekstranummer), der udgør Teenager, udkommer d. 23. juli. Trackliste:1. The Midnight Choir2. This Year3. Nothing Changes Round Here4. Restaurant5. I Came All This Way6. Long Forgotten Song7. I’m So Sorry8. No More Empty Words9. Teenager10. Should’ve Known Better11. There’s Joy to Be FoundSkjult nummer: The Boy Who Caught All the Breaks

Nyheder

Chill out med livebands i Aalborg

Fire gange Chill I Parken afholdes i Aalborg – første gang nu på lørdag. Foreningen Skridtet videre holder for tredje år i træk Chill I Parken, der er et “klassisk” chill out-arrangement ala Stella Polaris, som det kendes fra København og Århus. Der bydes bl.a. på electronica, lounge, indierock, reggae samt live-optrædener fra Tone, Good Luck Casper og LHT Soundsystem m.fl. Desuden er der lagt op til hygge og afslappet stemning med kunst, beach volley, fodbold, grill-mad og andre løjer. Arrangementet er gratis. Hele herligheden foregår altså for første gang denne sommer nu på lørdag d. 19. maj fra kl. 15 i Fjordmarken, ved lystbådhavnen i Aalborg. Til hvert af arrangementerne vil der være afterparty på forskellige steder i byen, og på lørdag foregår det på Kruckow fra kl. 22. Mere info kan findes her

Nyheder

To sjældne Love-album får nyt liv

To album, der udkom efter Loves succes-album Forever Changes og har været svære at opdrive, kommer nu i udvidet indpakning. The Blue Thumb Recordings er titlen på det nye album, der er en tredobbelt cd. Udgivelsen indeholder Out Here, der oprindeligt udkom i 1969 og var rester fra indspilningerne til albummet Four Sail. False Start, det andet album inkluderet på den kommende udgivelse, fik ligesom sin forgænger heller ikke kommerciel succes, selvom gæstemusikeren Jimi Hendrix spillede guitar på nummeret “The Everlasting First”. Som bonus får køberne af The Blue Thumb Recordings en liveoptræden fra 1970 med denne trackliste: 1. Good Times2. August3. My Little Red Book4. Nothing5. Orange Skies6. Andmoreagain7. Gather ‘Round8. Bummer in the Summer9. Singing Cowboy10. Signed D.C.11. Love Is More Than Words or Better Late Than Never

Nyheder

Forma Nova varmer op i København

Anarkistisk klippe-klistre-electronica a la Goodiepal fra starten af årtusindet. Naivistisk synthpop af den helt, helt lofi slags. Violinisten fra Under Byen. Og en keyboard-fikseret kvartet med forbindelser til Murder og I Got You on Tape. Næ, Fredericia-festivalen Forma Nova er ikke kede af at lade vidt forskellige udtryk kollidere – og det kommer klart til udtryk, når man ser på listen over optrædende til det såkaldte forspil, som festivalen afholder i København lørdag d. 26. maj. På spillestedet Global på Nørre Allé optræder nemlig så væsensforskellige kunstnere som Lamburg Tony, De Agtige, Nils Gröndahl i selskab med Oliver Hoiness fra Joy L og Skammens Vogn samt Harmony Boys. Forspillet er en art forsmag på selve 2007-udgaven af Forma Nova-festivalen, der løbet af stablen fra d. 12. til d. 14. juli, og demonstrerer fint, hvor vidt programmet (atter en gang) spænder. Dog må det siges, at de store navne såsom Schneider TM, ISAN og Tarwater alle peger mod den elektroniske musik, men danske navne som As in Rebekka Maria og snart albumaktuelle Slaraffenland stritter i helt andre retninger.

Nyheder

Nyt Mirah-album til august

For lige godt et år siden varslede vi her, at amerikanske Mirah var gået i studiet for at indspille dét, der er endt med at blive til hendes fjerde soloalbum. Og nu er hun så klar til at vise resultatet frem for os alle. Pladen har fået titlen Share This Place: Stories and Observations, og ligesom med forgængeren har Phil Elverum (Mt. Eerie/The Microphones) produceret en del af pladen. De nyeste toner fra den altid nysgerrige og livlige sangerinde udkommer i starten af august, rapporterer Pitchforkmedia.com – og tracklisten ser således ud: 1. Community 2. Gestation of the Sacred Beetle 3. Following the Sun 4. My Prize 5. Supper 6. Song of Psyche 7. Luminescence 8. Emergence of the Primary Larva 9. My Lord Who Hums 10. Ecdysis 11. Love Song of the Fly 12. Credo Cigalia

Nyheder

Erik Levander-album til efteråret

I foråret 2006 skete der noget meget forfærdeligt for Erik Levander – hans harddisk med al hans musik afgik ved døden…. Men med hjælp fra musikglade donorer lykkedes det Erik Levander og selskabet Rumraket at samle 1075 euros ind, så hans harddisk kunne sendes til et firma, der ville forsøge at genskabe dataene. Men harddisken var så medtaget, at intet kunne reddes. Til gengæld var folkene på data-laboratoriet så venlige, at de kun tog 10 % af prisen for at forsøge at redde Erik Levanders musik. Så nu har han og Rumraket besluttet at lade pengene blive brugt på at gøre det kommende albums indpakning lækker.For Erik Levander har nemlig haft så meget gåpåmod, at han langsomt men sikkert er ved at færdiggøre albummet Kondens, der forhåbentlig kommer til efteråret.Albummet består af både nye numre og numre baseret på gamle mix og forskellige mp3-bidder, som Erik Levander havde sendt til venner og bekendte. I en mail til Undertoner skriver Erik Levander: “70% of the album is finished, and the rest moves slowly because I have to spend lot of time on my studies in architecture. So I can’t really take a focused period to finish the album but is forced to add piece by piece at late nights. I think the album will be a rich journey.” Det glæder vi os til.

Nyheder

Metrics uudgivne debutalbum udgives

Grow Up And Blow Away er titlen på canadiske Metrics debutalbum – der aldrig blev udgivet – før d. 26. juni i år. I 1999 indspillede Metric debutalbummet, men dengang blev albummet offer for omstrukturering på pladeselskabet, da Restless Records blev opkøbt af Rykodisc i 2001. Nu har Last Gang Records tænkt sig at udgive det aldrig udgivne album, efter Metric har fået succes – senest med Live It Out, som bandet er begyndt at arbejde på en efterfølger til; en plade, der forventes færdig til oktober. Forsangerinde Emily Haines følger samtidig op på sin solodebut, den fine Knives Don’t Have Your Back, med ep’en What Is Free To A Good Home?. Ep’en består af skrottede optagelser fra indspilningerne til debuten samt et remix af “Mostly Waving”. Denne skive udkommer d. 24. juli.