Inden længe er der gået fem år, siden Speaker Bite Me udgav deres seneste plade, Four Days in September. Men mere og mere tyder på, at kvartetten nærmer sig at kunne udgive noget nyt. I september sidste år spillede de fire en veloplagt koncert på Stengade30 og lod så ordknapt som muligt forstå, at de nok skulle se at få lavet en ny plade. Det forlyder fra både mere og mindre centralt placerede kilder, at der ligger en hel del indspilninger klar – men vished om en udgivelse må vi vente på. Til gengæld er det sikkert og vist, at Speaker Bite Me tager på en meget lille turné til april. Torsdag d. 20. april kommer de til Voxhall i Århus, og lørdag i samme uge bider speakeren fra sig på Vega. Men inden da kan man opleve kvartetten i Basement på Vesterbro, når den lørdag d. 25. februar spiller som en del af et stort koncertarrangement, der sætter fokus på kvindehandel. Blandt de andre optrædende er Sarah Hepburn og Epo-555.
Artikler
Interviews, guides, årslister, introduktioner og meget andet.
Josh Rouse til København i maj
“Popsmede af hans kaliber har verden altid brug for,” skrev Undertoners anmelder, da Josh Rouse sidste år udgav albummet Nashville. Og når verden altid har brug for folk som Rouse, må live-publikummet også have det behov. Og er der noget værre end at skulle undvære det, man har behov for? Slå bare koldt vand i blodet – for Rouse indtager spillestedet Vega i København søndag d. 14. maj. Koncerten er en del af en to måneder lang europæisk turné, der følger op på Rouses nye album Subtitulo, der udkommer d. 20. marts. Hvis du har lyst til at smuglytte lidt til pladen, kan du høre de to første numre, “Quiet Town” og “Summertime”, på Rouses Myspace-side.
Magi fra Black Heart Procession
Det dystre ensemble Black Heart Procession udgiver d. 9. maj deres femte album. Albummet har fået titlen The Spell og efterfølger 2002-albummet Amore Del Tropic, som viste et band, der var blevet mere poppede og melodiske end på de tidligere album. Det skuffede en del fans, som holdt mere af de mørke og tungsindige numre, som bandet ellers var kendt for. Trackliste: 1. Tangled2. The Spell3. Not Just Words4. The Letter5. The Replacement6. Return To Burn7. GPS8. The Waiter #59. Places10. The Fix11. To Bring You Back På bandets hjemmeside er der ikke meget mere information om The Spell, men der er både billeder og lyd fra bandet.
Morrissey til Malmø
Morrissey kommer til Malmø her i foråret. Fredag d. 7. april spiller han i Baltiska Hallen, som har plads til 4000 fans. Koncerten er en del af Morrisseys turne på det europæiske fastland. Han spiller flere koncerter i Sverige, men det ser ikke ud til, han kommer til Danmark. Derfor vil koncerten i Malmø sikkert glæde mange danske fans, der kan se frem til at høre numrene fra det kommende album Ringleader Of The Tormentors live. Billetter fås gennem Kulturbolaget.
Gratis musik- og litteratur-koncerter i Århus
Er der noget mere sympatisk end at fejre sin egen fødselsdag ved at give gaver til alle andre? Den århusianske kulturforening Litteraturen på Scenen har i hvert fald tænkt sig at markere sin 10-års-dag ved på søndag at afholde en 12 timer lang række af litteratur-relaterede arrangementer. På det musikalske felt disker foreningen op med fire vidt forskellige og helt gratis koncerter på spillestedet Gyngen i Århus, hvor litteratur og musik smelter sammen. Kl. 20, hvor koncertaftenen starter, opfører ensemblet M.A.J. kompositionsværket Forvandlingens mulighed, som efter sigende tematiserer puppen og dens symbolværdi. Senere vil børnebogsforfatteren Louis Jensen og de viltre electronica-udforskere Jab Mica och El flette elektronik og børnelitteratur sammen. Derefter spiller først trioen Manuskript, der sidste år udgav det sarte debutalbum Digt #1, og dernæst digteren Morten Søndergaard i et samarbejde med duoen Schweppenhäuser/Thomsen.
Liveplade fra 4 Guitars
De fire guitarister Thurston Moore, Lee Ranaldo, Nels Cline og Carlos Giffoni er de fire guitarister på albummet Live At Luxx. De to første guitarister fra Sonic Youth behøver næppe en præsentation. Nels Cline er for nyligt blevet indlemmet som guitarist i Wilco, og Carlos Giffoni er mest kendt for sine støjende solo-kompositioner. På sin hjemmeside forklarer Nels Cline om den helt tilfældige koncert, som foregik i Brooklyn i 2001. Oprindeligt skulle aftenen have bestået af to separate koncerter – den ene med Thurston Moore og Carlos Giffoni og den anden med Lee Ranaldo og Nels Cline. Men da showet blev forsinket, besluttede de fire sig for at spille et samlet sæt, så de kunne komme tidligere hjem. Albummet udgives på Important Records, og der er mulighed for at smuglytte til en bid fra albummet her. Hvis du ikke gider lytte, beskriver selskabet musikken med ordene: “œ(“¦) moments of tension, peace, violence (“¦) run trough every possible range of emotions. psychodelic tunnels of sound echo trough endless guitar lines, minimalism and maximalism both present in one moment, there are no solos and no selfishness.”
De bedste danske plader anno 2005 – set fra Canada
Undertoner har bedt et af vores forbilleder på den anden side af Atlanten, det sprudlende idérige webzine Stylus Magazine, om at nærlytte de øverst placerede på vores 2005-liste over de bedste danske plader. Og Stylus’ anmelder synes rigtig godt om standarden i dansk musik netop nu. (09.02.06)I december måned stemte Undertoners anmeldere Mew, Diefenbach, Figurines og I Am Bones ind på de øverste pladser på listen over de bedste danske plader fra 2005. Alle fire plader havde fået pæne anmeldelser her hos Undertoner. Og så var det, at vi vurderede, at det var på tide at lade helt andre ører bedømme, hvor gode vores danske favoritter egentlig var. Så vi tog kontakt til Stylus Magazine, som er en af vore forbilleder og, når vi er heldige, inspirationskilder – ikke mindst når det gælder at arbejde med idéer og temaer. Stylus var med på idéen, og her kommer dommen: “So we’d like to know whether the Danish favorites really are good – or we’re just a bunch of patriots.” The above is what Undertoner wrote to me when proposing this article, and I admit I was excited from the start. The only Danish record I had heard at the time was Mew’s Frengers, and although I liked it a lot it hadn’t really told me what Danish music (or even Danish rock) was like – no one album could do that.There’s so much great music out there in the world that hearing the best of another country was sure to turn up some new gems. Admittedly my conception of the music of Denmark is now biased by the fact that the four albums I heard were Undertoner’s four best Danish records of 2005, but I’m happy to report that although Mew, Diefenbach, Figurines and I Am Bones may never be bestsellers abroad, they easily stand up to their American and English counterparts. Mews And the Glass Handed Kites was the first of the four I investigated, and the one I have the most mixed feelings about. I can see why it was #1 at Undertoner – it’s clearly got the kind of ambition and reach, the desire to make an album that succeeds best as one extended statement, that when successful seems so impressive.And it is; Mew have succeeded in their ambition to make it “one long song” as their bassist says on their website. But it’s precisely that quality that, while impressive, I could do with a little less of. What I like so much about Frengers, aside from the general charm of Mew’s “space pop” sound (and I have always a fondness for the kind of keyboard and guitar sounds the band uses) is the way they have pop songs lurking underneath the waves of sound they use, sort of a bubblegum (in the good sense!) rejoinder to a band like My Bloody Valentine.And while those delights are still present on the new album there’s nothing here quite as strong as Snow Brigade or 156 or even Comforting Sounds (Louise Louisa comes close to the latter, but not quite). And the Glass Handed Kites is a record that requires more intensity of focus than Frengers, at least initially; while I miss the immediacy of the latter there’s no denying that the band’s reach is only barely exceeded by their ambition, and I look forward to seeing what they do next. There are all sorts of wonderful moments, the most surprising to North American ears being J. Mascis’ sudden appearance on Why Are You Looking Grave? Frengers had an odd reception on this side of the ocean; remarkably well-reviewed, it never found more than a small following. I get the impression this is due to both the band’s sweetness of melody (whereas bands like this are often expected to be rougher or sadder) and Jonas Bjerre’s voice – I find him endearing, but I’m sure some listeners thought he sounded overly cute or twee. Neither of those things have really changed, but And The Glass Handed Kites is definitely a better album (the converse of the lack of extreme highs is a lack of weak spots) and any North Americans willing to give it a fair shot are likely to be charmed. Although it placed fourth, I’m willing to bet I Am Bones’ Wrong Numbers Are Never Busy would get a slightly warmer reception. The opening few tracks reminded me a little of a much more subdued/conventional Liars circa their first album, and the sparseness and roughness of their sound is pretty common in North American indie rock right now.One thing I was impressed with on all four albums is that all seemed to be more willing to change up their sound a little – any albums that sound like The Beat Is Satan or Bellyache wouldn’t tend to include something as weirdly funky as Cut Elly or as sunny as Built on Sand, let alone throw in a great but totally different song like Honeytrap.I’m a big fan of shorter albums, and like most good examples I Am Bones feels trimmed of all excess and filler. I wasn’t surprised to find out I Am Bones started out as one guy’s bedroom project, it has that sort of intimate feel. On songs like Building Hospitals and Talk to the Hand Johannes Gammelby seems to be writing in a more satirical way than the other albums I listened to for this article, and even to someone who doesn’t know much about Denmark it works well. If this was recorded by an American (and thus distributed over there), I’d imagine it would do well – it’s got a nice combination of the sour and the sweet, and it’s not quite like anything else over here. Figurines’ Skeleton, though, does sound a bit like some North American acts. That’s not a bad thing, but it was a bit disconcerting on first listen to discover that Denmark has it’s own version of Modest Mouse. Well, not really, but Christian Hjelm’s voice sounds an awful lot like a less annoying Isaac Brock. Which wouldn’t be a bad way for me to describe Figurines to North Americans; they’re similar, but much better, as they possess a zip and energy Modest Mouse sadly lack.Skeleton is a very well crafted album, never succumbing to the bloat that Modest Mouse typically have, and there are some incredible songs; The Wonder, Ambush, Rivalry, Release Me on the Floor. Figurines have the right balance between swifter, shorter songs and more reflective tracks, and once again I think something of this quality would do fine if heard by listeners over here.The kind of jerky, hectic energy that Figurines usually play with has a lot in common with certain kinds of American indie rock, and the band writes good enough songs to be in good company. As much as I liked the other three albums, though, Diefenbach’s Set & Drift is the easy winner for me. I would have thought that most North American listeners would take I Am Bones or Figurines as the pick of this bunch, but the news that The OC is apparently using Favourite Friend in an episode makes me hopeful I’m wrong.Because that’s not even among the best songs of the album for me – Glorious, Streetlights, The Right One, Circular Motions – I have to be careful not to list the whole album. It’s not just that Diefenbach occasionally remind me of my beloved Readymade (a sadly overlooked Canadian band), at least as far as having a similar dreamlike sound; Set & Drift is actually far more diverse than Readymade tend to be, with little stylistic offshoots like Bruising My Eyes and The Police.It’s not surprising to me that their first album was instrumental – the music sounds gorgeous, but I’m glad they went with vocals this time, because they and the melodies are great. It’s hard for me to articulate why I like it so much (and I dearly wish I could read Danish so I could read Undertoner’s review of the album!), but I can tell you that this is the album that I’ll definitely be buying as soon as I can. I’ve been trying to think and write about all four albums on two levels; what I think about them, and what I think my contemporaries on this side of the Atlantic would think of them. I doubt everyone would love Set & Drift quite as much as I do, but once again I can’t picture it getting a bad reception. All four of these records are easily good enough to compete with the stuff we listen to, and I don’t think Danish listeners have to worry they’re being too easy on homegrown acts. Again I know I’m hearing the very best of what came out in 2005, but I’m still a little surprised at how much I liked everything.I was actually hoping one or two of the albums would be bad so I could write something more interesting than just “all four are good”, but I’m perfectly happy to find no bad apples in the bunch.
Ted Leo skifter pladeselskab
Ted Leo og hans farmaceuter har skiftet pladeselskab fra Lookout! Records til det større Touch and Go. Med ordene “œOH, BY THE WAY…umm… we’re on Touch & Go now….(bigger statement to follow, I promise)” er der ikke meget forklaring bag skiftet på Ted Leo & the Pharmacists egen hjemmeside. Og hvorfor Ted Leo har skiftet selskab, finder man heller ikke en forklaring på hos Touch and Go – men der er dog en forklaring på, hvorfor Ted Leo har valgt netop Touch and Go. “T&G is a label that has provided me, personally, with amazing music for 25 years; over those years, I have become friends with many of their artists and staff, and it’s an honour to now be a real part of their ongoing ruling-ness.” Hvis man ikke kender Ted Leos sans for powerpop og melodi, så bør man tjekke hans hjemmeside, hvor der ligger en stak mp3’er til download.
Seks danske navne klar til Roskilde
Der bliver plads til både lorteparforhold og fortællinger om at finde vejen hjem fra rock’n’roll på årets Roskilde Festival. I hvert fald føjer festivalen ifølge dagens udgave af MetroXpress såvel Magtens Korridorer som den tidligere Love Shop-frontmand Jens Unmack til årets program. Unmacks album fra sidste år fik en pæn modtagelse af anmelderne, og det samme var tilfældet med den debuterende kvintet Spleen United og deres Godspeed Into the Mainstream. Deres mørke synthrock får også adgang til Dyrskuepladsen, og de kan følges ad med både L.O.C., Rumpistol og HateSphere.
Islands’ debutplade klar til april
Undertoners anmelder var mere end almindeligt begejstret over The Unicorns og deres skæve lofi-indiepop på albummet Who Will Cut Our Hair When We’re Gone? Desværre for anmelderen (og alle andre, der faldt for The Unicorns) nåede pladen knap nok at slå bandets navn fast, før bandet gik i opløsning. Nu er to af trioens medlemmer, J’aime Tambour og Nick Diamonds, imidlertid parate med den første plade fra deres nye band Islands. Den hedder Return to the Sea, og ifølge CMJ.com har Tambour og Diamonds samlet et veritabelt all-star-team med medlemmer fra bl.a. Arcade Fire, Wolf Parade og A Silver Mt. Zion. Og som om det ikke var nok, er Islands minsandten også sluppet af sted med at lave en sang, der hedder “Don’t Call Me Whitney, Bobby”. Der er krummer i de knægte.
Oneida dropper tripelalbum og ønsker godt nytår
I august måned fortalte vi, at psych-rockerne i Oneida var i gang med at lave intet mindre end et tredobbelt album. Arbejdstitlen var Thank Your Parents, men tilsyneladende har trioen sørget for at have nogle gode samtaler ansigt til ansigt med deres forældre. I hvert fald har bandet nu droppet planerne – “for fornuftens skyld,” skriver de på deres hjemmeside. I stedet søger Oneida i ABBAs fodspor – i hvert fald titelmæssigt – og udsender til juni albummet Happy New Year. Indtil videre har de tre herrer ikke afsløret noget om, hvilken kurs de har anlagt efter The Wedding fra sidste år – men pænt og poleret bliver det næppe.
Matmos sampler snegle på nyt album
Den eksperimental-elektroniske San Francisco-duo Matmos har endnu en gang fundet frem til hidtil ukendte lydkilder til elektronisk musik. Efter tidligere at have samplet f.eks. skvulpende fedt fra skønhedsoperationer og skrigende rotter på A Chance to Cut Is a Chance to Cure har Martin Schmidt og Drew Daniel nu forenet sig med en flok snegle. De slimede dyr laver ingen som helst lyde, der kan samples. Derfor anbragte duoen sneglene i en glasbeholder, som blev belyst af en laserstråle. Laseren var forbundet til en theremin, og når sneglene bevægede sig ind i eller ud af laserstrålen, skiftede thereminen tone. Ved at skrue optagelsens tempo gevaldigt op nåede Matmos dermed frem til verdens vel nok første snegle-solo. Sneglene er en del af et nummer dedikeret til forfatterinden Patricia Highsmith, der selv holdt snegle som kæledyr – og det kan høres på Matmos’ kommende album The Rose Has Teeth in the Mouth of a Beast, der udkommer 9. maj. Hvorvidt albummet kommer til at rumme lyden af det sækkepibe-lignende instrument, som duoen for nylig har konstrueret ud af livmoderen og æglederne fra en ko – ja, det er der intet nyt om, men vi kan håbe…
Rygter om Alex Chilton-koncert i København
Ifølge usikre, men alligevel nogenlunde pålidelige kilder er der forhandlinger i gang om at få Alex Chilton til at spille på Loppen. Koncerten skulle efter sigende blive d. 1. maj. Foto: Jutta Brandt Alex Chilton var i 60’erne frontfigur i popgruppen The Box Tops. Senere blev han sanger og guitarist i et af verdenshistoriens bedste bands, Big Star, som lavede tre superplader i 70’erne. Siden har Chilton på egen hånd udgivet en stribe mesterværker, senest den fænomenale Loose Shoes and Tight Pussy fra 1999 (lad os håbe, der snart kommer en ny plade!). De sidste mange år har han spillet en underlig, men ekstremt intens omgang slidt R&B, og hans plader har været fyldt med kopinumre af obskure kunstnere.Så hvis koncerten skulle vise sig at blive til noget, kan man se frem til en stærk omgang. Ingen synger bedre end Chilton. Hvis man lavede en top-5 over jordens sejeste mennesker, ville Chilton ligge højt på den. Lad os håbe, at det lykkes at få manden til landet.
Nyt album fra The Paper Chase
Det kommende album har fået titlen Now you are one of us, og det udkommer til maj. Sidst, The Paper Chase udgav et album, skrev Undertoners anmelder om God Bless Your Black Heart: “œKan du se ham den mærkelige, hastigt bevægende skikkelse ovre i hjørnet? Prøv at lytte til ham engang… Han synger grådkvalt, hysterisk, med et mentalt forskruet klarsyn og med et hurtigt dunkende hjerte, som hans korpus kun lige kan holde på plads. Han er skyggekunstner, sindssygepatient samt dukkemester i én, og styrer, som om han havde 10 sæt hænder, sine marionetter rundt i manegen, mens han hyperventilerende og med sveden springende fra panden danser til sit bands forstyrrede cabaret-agtige rock.” Manden i front for The Paper Chase er den karismatiske John Congleton, og hans univers er mørkt, foruroligende og alt andet end behageligt – men det er også ekstremt dragende, og det honorerede Undertoner med en flot karakter. Anmeldelsen kan læses her. Mellem de to albumudgivelser har The Paper Chase udgivet en split-single med Xiu Xiu. Og så skal John Congleton være med til at producere det kommende Polyphonic Spree-album, som vi skrev om i går. Det bliver så absolut et møde mellem to universer, der ligger i hver sin ende af humørspektret. Trackliste til Now you are one of us: 1. it´s out there and it´s gonna get you2. we know where you sleep3. the kids will grow up to be assholes4. wait until i get my hands on you5. you will never take me alive6. delivered in a firm unyielding way lingering for just a bit too long to communicate the message “œi own you”7. the most important part of your body8. what’s so amazing about grace9. you’re one of them aren’t you?10. the song will eat itself11….and all the candy you can eat12. all manner of pox or canker13. at the other end of the leash14. we will make you one of us15. the house is alive and the house is hungry Besøg The Paper Chase på internettet
