Vi kender det alle: Trods selverklæret god smag og afsky for kommerciel, ligegyldig og ureflekteret musik sniger der sig alligevel det ene kitschede eller banale nummer efter det andet ind bag paraderne. Undertoner sætter med en ny månedlig feature fokus på disse skjulte lyster. Dette er stedet for de personlige bekendelser – og måske har skribenten aldrig sagt det til nogen før… Engang på et værtshus i Køge, da Hof var navnet på en øl og ikke på en kvindelig håndboldspiller, stod en stor, kraftig velvoksen (og velsagtens også svedig) mand og spillede billard. Stemningen omkring ham var høj og larmende, men alligevel var hans koncentration om spillet i top. Lige idet han lagde an til at støde, spillede jukeboksen Are You Lonesome Tonight for fuld hammer, og manden knækkede sammen over bordet og begyndte stille at hulke. Dét kender jeg godt. At en sang bare overtager ens nervesystem, og lige meget hvornår man hører den, bliver man nødt til at tage den ind og reagere. Og det mærkelige er, at sådan en sang sagtens kan gå på tværs af ens vante smag og sym- og antipatier. Jørgen Reenberg og Marvin Gaye Can’t Take My Eyes Off You er titlen på en sang, som alle kender – og jeg er fuldstændig pjattet med den. Lige meget hvad, og lige meget hvem der synger den. Det fortaber sig i tågerne, hvornår jeg hørte den første gang. Det har sikkert været på min barndoms P3, der dengang – før lokalradioer, Sky Channel og The Voice – var et overflødighedshorn af forskellig musik. Inden for samme time kunne man høre Jørgen Reenberg synge Admiralens Vise, Petula Clark med Down Town, Mezzoforte’s Garden Party, Sexual Healing med Marvin Gaye og Burning Down the House. Et rent slaraffenland for folk med nysgerrige ører. Et slaraffenland, der i dag, med enslydende radio styret af lyttersegmenter og deraf følgende ensretning i stil, (mangel på) indhold og smag, må lyde som det rene Nirvana – i ordets oprindelige, religiøse mening, forstås. Nå, men jeg har altså på et eller andet tidspunkt hørt denne skønne sang og bidt mærke i den rent instrumentale optakt til omkvædet – den som alle kender, og hvis de ikke gør, kan de synge med alligevel. Det er umuligt at tælle de tusinder af gange, dette instrumentale stykke siden er dukket op i mine synapser, og i mange år var jeg oven i købet ikke særlig bevidst om den sammenhæng, instrumentalstykket indgik i. Først for et par år siden opdagede jeg ved et tilfælde originalen, der blev indspillet af Frankie Valli og udsendt i 1967. Bob Crewe og Bob Gaudio er krediteret som forfatter og komponist, og førstnævnte var en succesrig pop-producer (med bl.a. Frankie Vallis gamle gruppe The Four Seasons i stalden), og sidstnævnte medlem af netop The Four Seasons. Nummeret var næsten i samme øjeblik, den blev indspillet, en klassiker og havnede hurtigt i toppen af den amerikanske hitliste. Spirende og overdådig kærlighed Egentlig har vi at gøre med et banalt popnummer, med en simpel tekst om kærlighed. Men måden, det er skruet sammen på: jamen, altså! Som med de fleste ørehængere er både vers og omkvæd bygget op om ganske få toner. Første vers med linierne “œYou’re just too good to be true / Can’t take my eyes off you / You’d be like heaven to touch / I wanna hold you so much / At long last love has arrived / And I thank God I’m alive / You’re just too good to be true / Can’t take my eyes of you” lyder som Phil Spector i en easy-listening-udgave med et stænk af melankolsk soul. En vibrafon leverer akkorderne, guitaren spiller et enkelt, kort riff, imens der er godt med rumklang på den simple trommerytme. Dette kunne være en ballade om den sædvanlige ulykkelige kærlighed, til en pige, man ikke tør tale med. Blæsergruppen melder sin ankomst, og indtrykket af ulykkelig kærlighed fortsætter ind i andet vers med startlinierne “ Pardon the way that I stare / There’s nothing else to compare / The sight of you leaves me weak / There are no words left to speak“. I slutningen af andet vers sker dog en lille forskydning: en lille melodisk sløjfe, som waldhornene introducerede i introen, leder op til dette så berømte mellemspil. Det formelig bobler af glæde og optimisme, beatet bliver fastere, og som mellemspillet repeteres, vokser orkesteret i styrke og omfang. Man får faktisk lyst til at danse af en spirende og højst overraskende livsglæde. Omkvædet bliver oppe i tempo, imens han erklærer hende sin kærlighed: “I love you baby” nærmest hulker Valli i det høje register – en vilter tamburin og håndfaste håndklap nærmest tvinger sig frem i lydbilledet, og det går op for én, at vi ikke har at gøre med ulykkelig kærlighed. Han får hende sørme, det kan der bare ikke være tvivl om. Og igen – det melodiske er bare så enkelt. De samme intervaller gentages igen og igen i en nedadgående kadence, inden omkvædet så at sige fader ud og ender i ro, så første vers kan gentages – nu med strygere og hele pibetøjet. Med og uden sukkerglasur Selvfølgelig er Frankie Vallis præstation upåklagelig, men jeg tror ikke, jeg fornærmer ham, hvis jeg påstår, at nummeret var blevet et hit med næsten hvem som helst i front. I 1970, f. eks., udgav de to Motown-mastodonter The Temptations og The Supremes sammen LP’en Together, den tredje af i alt fire. The Temptations var virkelig stærk kost på det tidspunkt – i samarbejde med produceren Norman Whitfield sparkede de det ene psykedeliske mesterværk af sted efter det andet. Det bærer Together desværre ikke præg af. Faktisk lyder den mere som et forsøg på at redde The Supremes’ karriere (Diana Ross var faktisk også smuttet, da pladen udkom). Ikke desto mindre gemmer der sig en fin udgave af Can’t Take… Arrangementet er lidt sukkersødt, javel – men Eddie Kendricks er stensikker i sin falset, og den kvindelige lead er lagt i struben på Mary Wilson. Og hey, prøv lige at tænke på, hvor spændende en gruppe The Supremes havde været, hvis denne mørke og varme stemme havde været i front i stedet for Diana Ross’ kønsløse sopran. Wilson gør i dén grad nummeret til et soulnummer, og siden har utallige soul- og jazzsangere kastet sig over det. Nancy Wilson, Isaac Hayes og Lauryn Hill eksempelvis. Hills udgave befinder sig som et skjult nummer på debuten The Miseducation of Lauryn Hill, og hun har karakteristisk nok slikket al sukkerstadsen væk og leverer en kontant udgave, der er en anelse hurtigere, end traditionen foreskriver. Bono + homo = disco At sangen også gør sig som et uptempo disconummer giver vel sig selv med det mellemspil. Pet Shop Boys beviste det for good, da de, sådan lidt for sjov, parrede mellemspillet og omkvædet med U2’s Where the Streets Have No Name i 1991. Chris Lowes storladne plastiksynthesizere og stive, hvide beats kræver en tilvænning, bevares – men selv hvis man er udenforstående, kan man konstatere, hvis ikke ligefrem mærke, at kærligheden er stor: Den er livgivende, og man får sådan en lyst til hoppe, når den bobler i en. Hvad årsagen helt nøjagtigt er til, at denne sang har sådan et tag i mig, kan jeg simpelthen ikke svare på. Det må ligge i mine gener … eller i mit nervesystem. Men er I da sindssyge, hvor har jeg ofte følt mig som en stor, kraftig og helt sikkert svedende mand, der skal lige til at støde til billard-ballen…
