Den aarhusianske kvartet Modest lægger fra land med en EP, der emmer af ungdommelig energi, fede riffs og sindssygt meget talent. Men lidt mere whisky til stemmebåndet ville have gjort det sidste.
Plader
Sort Sol: Stor langsom stjerne
Sort Sol kombinerer på imponerende vis deres lyst til at være avantgarde og lave sensuelle popsange. Det resulterer i det mest ambitiøse, storladne og gennemførte danske værk, Undertoners anmelder længe har hørt.
Ed Wood Jr: The Home Electrical
Den elektroniske mathrock-duo fra Frankrig fremviser et hav af rodede og kaotiske arrangementer, der med smukke og unikke skæringer stikker i hver sin retning, dog uden helt at smelte sammen til et helstøbt mesterværk.
Timber Timbre: Sincerely, Future Pollution
Dunkel kloakrock møder 80’er-fantasi og rå kærlighed på den canadiske trios sjette studiealbum.
Slowdive: s.t.
Det engelske shoegaze-orkester er tilbage med første album i 22 år; et højst vellykket og underligt ubesværet comeback.
Blaenavon: That’s Your Lot
Med britpoppede ørehængere sigter engelske Blaenavons ambitiøse debutalbum efter stjernerne og når et godt stykke af vejen. I sidste ende er debuten dog ikke musikalsk alsidig nok til at bære tolv sange.
Kendrick Lamar: Damn.
Kendrick Lamar er – om muligt – mere spændende end nogensinde på sit nye udspil, Damn.
Mew: Visuals
Målt med Mews imponerende bagkatalog fremstår deres nye album Visuals som uinspireret venstrehåndsarbejde, der blot skal holde levebrødet i gang.
Sleaford Mods: English Tapas
Sleaford Mods er blevet mere polerede og professionelle på English Tapas, men produktionen mangler for det meste den nerve og ægthed, der skinnede igennem på duoens tidligere udgivelser.
Mount Eerie: A Crow Looked at Me
På dette mesterværk får Phil Elverum bearbejdet sorgen over sin afdøde kone på den mest fortryllende og hjerteskærende måde.
Darling Don’t Dance: Pediophobia
Solid distortion og en fantastisk, rå, kraftfuld kvindestemme sender dig sporenstregs tilbage til de spæde halvfemseres grungeeufori. Darling Don’t Dances første plade i snart fem år er sprøde sager!
Father John Misty: Pure Comedy
Father John Misty er tilbage med Pure Comedy. En næsten uhyggelig fremtidsspådom om en verden, hvor den eneste komedie er tragikomedien. Det er et på én gang udskuende og navlepillende album, der centrerer sig om menneskehedens tilstand i det såkaldte moderne samfund.
Jens Lekman: Life Will See You Now
Life Will See You Now er et popalbum. Det dansable og catchy fører an, men det er svært at følge Jens Lekmans selvproklamerede mission og tema fra ende til anden.
Lød: Folder
Lød tilfører scenen af postpunk-inspirerede bands noget nyt, ved at give totalt los med krautrockens insisterende energi. Det er en mellemting af Can og Joy Division, og denne mellemting klæder Lød ganske glimrende.