På sit sjette album tager Kurt Vile den (igen) lidt med ro og spiller nogle sange på guitar. Og lidt på banjo og klaver. Men det gør den produktive sangskriver nu også så godt, at det ikke gør så meget, at pulsen forbliver lav.
Plader
Deerhunter: Fading Frontier
Deerhunter gør det, de er bedst til, på deres ekstremt ærlige album Fading Frontier. Med en prisværdig ærlighed synger frontmanden Bradford Cox om sine egne problemer, der er så tunge, at man næsten ringer til selvmordslinjen på hans vegne – men også kun næsten.
Plader vi overså i 2015 (del 2)
Traditionen tro samler vi ved årsskiftet op på nogle af de relevante udgivelser, som vi ikke fik anmeldt i løbet af det forgangne år. Nogle væsentlige album fra 2015 havde vi ganske enkelt ikke tid til at skrive om, og andre gik under radaren. Det råder vi bod på her.
Plader vi overså i 2015 (del 1)
Traditionen tro samler vi ved årsskiftet op på nogle af de relevante udgivelser, som vi ikke fik anmeldt i løbet af det forgangne år. Nogle væsentlige album fra 2015 havde vi ganske enkelt ikke tid til at skrive hjem om, og andre gik under radaren. Det råder vi bod på her.
Deafheaven: New Bermuda
Deafheaven følger med New Bermuda op på deres massive succes Sunbather. Der er mindre shoegaze og mere black metal og postrock, og længslen i både tekstuniverset og de svulstige harmonier er byttet ud med en mere aggressiv vrede. Albummet er helstøbt, afbalanceret, stort og velkomponeret, og på trods af enkelte svagheder er det et af årets bedste udgivelser.
Helen: Original Faces
Selv om det til tider kan fremstå en anelse anonymt, minder pop ala Liz Harris lidt om at bo i kælderen ved siden af sin brors fede bands øvelokale. Man kan roligt presse øret mod væggen og lade sig blive trukket med af Harris nye, ukarakteristisk kåde, udfoldelser.
STÅL: Charms & Bells
Charms and Bells er en fin debutplade fra den fynske elektro-duo STÅL, der byder på enkle og feminine sange. Pladen rummer et stort potentiale, som desværre aldrig bliver forløst i andet end en let skinger kærlighedshistorie.
New Order: Music Complete
Music Complete er i den grad et værk, der peger tilbage og frem på en og samme gang - og det bringer enhver tvivl i knæ. Herfra, næsten, complete overgivelse og omfavnelse af New Order - også anno 2015.
Tame Impala: Currents
Det tredje album fra australske Tame Impala er et forandringsværk, som både udforsker de forandringer, et brud medfører, og som byder på musikalsk forandring. Currents er et (midlertidigt?) farvel til Tame Impala som psykedelisk rockorkester.
Youth Lagoon: Savage Hills Ballroom
Mindre sfærisk, mindre drømmende, mere mørkt. Enmandsbandet Youth Lagoon, bestående af den 26-årige Trevor Powers, har taget det endelige spring ud af teenageværelset og ind i en voksenverden.
Tobias Jesso Jr.: Goon
Tobias Jesso Jr.'s første soloalbum, Goon, er et håndværksmæssigt fint et af slagsen, om end det til tider godt kan blive en anelse for pænt og upersonligt. Der er øjeblikke der nærmer sig en større skønhed, men flere øjeblikke af en, om end velspillet, så lidt for pæn og velfriseret omgang tomgang.
Superhuman Happiness: Escape Velocity
Escape Velocity er et dansealbum, som gerne vil være mere end et bare dansealbum, og det lykkes også. Sammenkoblingen af dansevenlig indierock og grublende modernitetskritik virker i første omgang som et mærkværdigt ægteskab, men takket være de fængende melodier ender det lykkeligt. Det er svært ikke at vende tilbage igen og igen til dette charmerende album.
Kentaur: Vertebra by Vertebra
Storladent er formegentligt det ord, der bedst beskriver Kentaurs debut-ep Vertebra by Vertebra. Et udspil der består af fem stærke numre, som både slår i gulvet og hiver ud i rummet. En storladen affære, som emmer af lige dele mystik og lige dele kraft.
Bisse: Umage
Umage handler måske nok om et banalt breakup, men de vrede, små billeder og beskrevne situationer indrammer sorgen og smerten, der gemmer sig derinde bagved, så godt. Jeg bliver i hvert fald ikke træt af at lytte til Bisses blødende hjerte.