Poliça har efter tre års pause, en fødsel og en masse politisk vrede udgivet deres album nummer tre. En plade der ifølge bandet selv er navngivet efter hjembyen, Minneapolis ofte graffitimalede facader med det påtrykte opråb: United Crushers. Pladen er skrevet i frustration mod USA's ulighed og udvikling. En demonstration af et tungt lyrisk univers, der ikke desto mindre indeholder mange iørefaldende popmelodier.
Tindersticks har haft en lettere nedadgående formkurve på de seneste udgivelser, men finder på The Waiting Room tilbage til det, der er essensen, samtidig med, at der atter er udfordringer for lytteren. Lydmæssigt billedskabende rammer Tindersticks hjertet med en melankolsk streg. Det er sorgløst og samtidig så blåt, så blåt.
På Suite for a Young Girl sammenvæves og forfines Cæcilie Triers tidligere musikalske bedrifter i en heterogen men ubesværet og naturlig stilcollage: I krydsfeltet imellem alternativ pop, klassisk musik og klangkunst begår hun en helt uovertruffen elegant og betagende musik, som på en gang er sært fængende og bestandigt eksperimenterende.
Jannis Noya Makrigiannis er som en søgende sjæl på pilgrimsrejse efter ny himmelsk lyd eller som en nybygger på udkig efter nyt musikalsk land, han kan indvinde. Denne gang er det poppen og den elektroniske musik, han tager sig en svingom med.
På trods af de svimlende mange æstetiske traditioner, som Tortoise trækker på, er lyden af den gamle landskildpadde ikke til at tage fejl af: Det eklektiske men letgenkendelige udtryk, som bandet har kultiveret i over 20 år, er igen at finde på The Catastrophist. Selvom pladen derfor altid er interessant at lytte til, byder den på meget få overraskelser. Intet af det er kedeligt, men det meste er forudsigeligt.
King Gizzard & the Lizard Wizard er en kærkommen udfordrer af regelmæssighed i rocken, og Paper Maché Dream Balloon er lige så progressiv som den er regressiv i sit udtryk: 1960'er og 1970'er nostalgi, der elsker den veldrejede popsang, sætter den håndspillede rock i fokus og leger med virkemidler uden for mange platte selvfølgeligheder.
Klimaforandringerne er en realitet - også kulturelt. Ånder er et bud på deres positive konsekvenser.
Det andet udspil, Not to Disappear, fra den britiske trio Daughter er et forsøg på at skabe store, følelsesmæssige oplevelser af den slags, som fuldstændigt tager pusten fra en. Men de helt store mavepustere udebliver, og tilbage står et monotont album plaget af kedelig sangskrivning.
Jacob Bellens seneste soloudspil, Polyester Skin, er leget frem i samarbejde med electronica-produceren Kasper Bjørke, og der er øjeblikke med stor popæstetik. Polyester Skin er Bellens mest helstøbte soloudspil indtil nu.
Jesu og Sun Kil Moon viser, hvorfor det nogen gange ikke passer, når man siger, at modsætninger mødes og ... god musik opstår.
Beach Houses andet album på et år kommer irriterende tæt på den foregående Depression Cherry, og det er svært ikke at falde over lighederne i den musikalske opbygning. Men det er nu stadig en fornøjelse at lytte til Thank Your Lucky Stars, der samlet set er mere mørk og samfundskritisk end tidligere set hos Baltimore-duoen.
Eleanor Friedberger er med New View flyttet ud fra byen og ind i et nyt fortælleunivers, hvor vi inviteres ind i mere intime omgivelser, end på det hun har lavet før.
Skribenternes individuelle lister for årets bedste plader 2015.
Stemmerne fra Undertoner-redaktionens skribenter og redaktører er talt op, og de bedste danske og udenlandske plader fra 2015 kåres.
