Trent Reznor og Nine Inch Nails melder sig igen med nyt album. Kan han stadig? Eller skulle NIN være forblevet i graven?
Plader
Julianna Barwick: Nepenthe
Amerikanske Julianna Barwick leverer med Nepenthe et ambient, æterisk og intimt album, hvor loopede vokaler og konturløse arrangementer skaber en meditativ stemning. En elegisk eliksir, der desværre ikke helt har den rette virkning.
Spillemændene: Nationalsange
Dansksproget musik har det godt i disse dage. En af grundene er Spillemændenes nye plade, Nationalsange. Her finder du nemlig en fin samling sange, der ganske vist ikke er særligt nationale, men til gengæld meget menneskelige.
Braids: Flourish // Perish
Canadiske Braids har på sit seneste udspil givet endnu mere plads til computerproducerede beats og synthesizerklange. Selvom forbillederne er mere end tydelige, er den nye retning ikke uden kvaliteter.
The Sadies: Internal Sounds
De alternative countryrockere fra Canada har lavet et album, der ligner det tidligere. Og det tidligere. Og det tidligere...
Murcof & Philippe Petit: First Chapter
Sydeuropæisk ambient overlader ikke megen plads til tapas, drinks og siesta, men byder til gengæld på tryllebindende mytologisk eventyr.
Dent May: Warm Blanket
Dent May har alle ingredienserne til at lave en interessant indiepop-plade, men hans tredje opus, Warm Blanket, savner både originalitet og markant bedre tekstarbejde, før det kan fungere som meget andet end baggrundsmusik til en solrig sommerdag.
Arctic Monkeys: AM
Sheffield-drengenes lydmæssige ørkenvandring og forsøg på at retfærdiggøre deres plads i musikhistorien fortsætter på et ualmindeligt sammenhængende femte album med et meget højt bundniveau.
Pharmakon: Abandon EP
Pharmakon er den 22-årige newyorker Margaret Chardiets bandalias. Under det navn spreder hun om sig med musikalske udfald af den mest utilgængelige slags. Der er elektronisk støj for alle pengene, hvilket er både dragende, overraskende og interessant, men det er bestemt ikke for alle.
White Lies: Big TV
White Lies' seneste udspil er blevet til oven på en tiltrængt pause, men Harry McVeigh er desværre ikke kommet ud af tænkeboksen med meget andet end de samme, gamle, fortærskede idéer.
Earl Sweatshirt: Doris
Det yngste medlem af Odd Future, der er udråbt som slængets bedste MC, har lavet et stenet, dystert og lidt anonymt rapalbum, som mest er for Odd Future-fans.
Host: Host II
Host II er en smeltedigel, hvor forskellige genrer mikses, og resultatet er en halvdyster plade med bl.a. smukke, lyse vokalelementer og intense elektroniske lydspor.
Kaskélot: Imba Ambra EP
Kaskélot sætter uden tvivl overordentlig gang i dansegulvet ved enhver fredagsbar, men driver samtidig af triviel festskabelon og banalt oplæg.
Janelle Monáe: The Electric Lady
Anmelderdarlingen Janelle Monáe bevæger sig på sit andet album tilbage til fortiden for at sætte nutiden i det rette relief. Hun får besøg af Prince, Erykah Badu og Miguel og lyder som både Bo Diddley og Stevie Wonder. Opskriften er færre sci-fi-fortællinger og mere nærhed, mindre dystopi og mere retrofiksering. Men er det godt?