Earl Sweatshirt: Doris

Earl Sweatshirt, 19-årig rapper i Odd Future-kollektivet, var i halvandet års tid gemt af vejen på en samoansk opdragelsesskole. Ferieopholdet var dikteret af hans mor. Hun var angiveligt ikke var tryg ved de ting, som hendes dengang 16-årige søn lavede sammen med de lidt ældre venner i Odd Future – herunder rap om stoffer, voldtægt og mord, som han ellers leverede til topkarakter på mixtapet Earl fra 2010. Mens han fik med spanskrøret på Samoa, var hans venner i Odd Future flinke til at namedroppe ham og endda køre en mindre Free Earl-kampagne. Tyler, the Creator talte ham op som en bedre rapper end ham selv, og dermed kunne Earl trods sit lange fravær træde direkte ind på scenen og ride med på sine kammeraters succes, da han i foråret 2012 kom tilbage som en myndig mand og begyndte at indspille det album, som nu er udkommet.

Albummet lyder, som et Odd Future-album skal. Stemingen er dyster, der bliver brugt tung synth, skæve jazzelementer og lidt trap-lyde hist og her, som man er vant til fra Tyler, the Creators udgivelser. Til gengæld er der skruet ned for punkfesten og »WOLF GANG«-skrigene. Earl virker som en rimelig stenet og tilbagelænet gut.

Doris sættes i gang af “Pre”, et langsomt og lidt gangsterfarligt klubtrack, som er ret atypisk for resten af pladen. Det er produceret af en for mig ukendt Uzi. Det efterfølgende track, “Burgundy”, har Neptunes celebre fingeraftryk. Over uinteressante blæsere og trommer rapper Earl lige så uinteressant om at skulle levere rim til sine fans, når der sker ting i privatlivet. Langt mere interessant er “20 Wave Caps”, hvor han sammen med homien Domo Genisis rapper over smadrede computerspilslyde på et lidt Wu Tang-klingende track.

Efter den første håndfuld numre, der er meget forskellige, begynder pladen at lyde meget som det, man hørte på Tylers Wolf tidligere i år. Det gælder især “Hive”, “Sasquatch” og “Whoa”. Det er tungt, rå og lidt ubehageligt a la Tylers hit “Yonkers”, og Tyler har da også produceret et par af dem. Især i “Hive” får Earl vist, at han faktisk har nogle vilde evner som MC. Det er en håndfuld solide tracks, der dog nok mest er for fans af Odd Future. Det samme gælder for et par af de mindre prominente tracks som “Centurion” og “Guild”, hvor Earl sammen med Mac Miller har gang i noget lavt mixet drugrap.

Blandt pladens sidste tracks er der ting at hente med en bredere appel. “Molasses”, som RZA har skruet sammen, er catchy, stenet late night-hiphop med tunge trommer. “Hoarse” er interessant og stemningsfuld. Det samme er det sidste nummer, “Knight”, hvor der for en sjælden gangs skyld slipper lidt sollys ind mellem persiennerne i form af et beat med en positiv vibe.

Det er en smagssag om, man er til Odd Future-stilen eller ej. Jeg er ikke deres største fan og bliver det heller ikke med Doris. Selvom der generelt er gode beats, er Earl ikke dygtig nok til at fylde dem ud og gøre dem interessante. Hans flow er reciterende og monotont i en stil, der minder lidt om MF Doom og meget om hans “storebror”, Tyler. Det bliver kedeligt i længden. Earl er uden tvivl en dygtig rapper, der kan godt skrue op for tempoet og variere sin stemmeføring, men han gør det for sjældent. Vennen og gæsterapperen Domo Genesis er i min bog langt mere interessant og tilfører pladen noget liv og fandenivoldskhed. De andre gæster, deriblandt Vince Staples og Casey Veggies, gør derimod ikke det store for mig.

På indholdssiden bliver Earl aldrig interessant. Størstedelen af teksterne er usammenhængende eller indforstået ODD Future-rim. På en håndfuld tracks tager han dog personlige emner op. “Chum” er et pladens bedste og handler om hans opvækst uden far. Det er interessant, og det fungerer godt sammen med et klaverdrevent beat og et hook, der sidder lige i skabet. Tracket er i øvrigt et ud af en håndfuld, som han selv har produceret. Der er en lille smule Mobb Deep og “Survival of the Fittest” over det.

Doris er slet ikke en dårlig plade, men den når ikke særlig langt uden for Odd Future-fanbasen. Er man er ude efter mørk, stenet hiphop med en ny rapper, så er Doris lige sagen. Ellers er der mange andre plader at bruge sin tid på.