Inspireret af åens løb og den kraftige vind, der fyger over de lokale marker i Wirral ud for Liverpool, laver Matt Barnes musik, der emmer af følelse og historie og har en urhistorisk kvalitet. Debutalbummet er en hyldest til naturens væsen og det, der ikke er præget af tid og mode.
De albumdebuterende amerikanere i Speedy Ortiz har helt godt styr på, hvordan man skruer en gedigen indieskive sammen. Nok bobler Major Arcana ikke over af originalitet, men de ti sange rammer træfsikkert, hvor de skal.
Mauro Remiddis anden udgivelsen under sit alias Porcelain Raft er for det meste en rodet og skizofren affære, der dog har enkelte højdepunkter at læne sig op ad.
Maria Gottschalk lyder på sin anden hjemmegjorte ep som Agnes Obels kusine fra underskoven. Hvor Obel sidder og klemter ved bækken i den lille lysning, befinder Gottschalk sig et sted under bladmulden og titter først frem, når tusmørket sænker sig.
Neko Case vil være det hele på én gang på sit sjette album: fjollet og alvorsfuld, nuttet og bidsk, poppet og rocket. Men i forsøget på at favne bredt mister hun troværdighed, og man efterlades med samme følelse, som når H&M sælger Ramones-t-shirts.
Scarlet Chives' andet pladeudspil fasttømrer, at de er et fascinerende band, og understreger, at de kan variere deres lyd. This Is Protection er en rigtig god plade, der belønner de lyttere, der går på opdagelse i den.
Der bliver ikke taget nogle svinkeærinder på De Høje Hæles nye album. Gashåndtaget er trykket i bund, og med ni små punksange drøner De Høje Hæle af sted på en stærkt underholdende tur på bare 30 minutter. Det er jo punk.
På deres tredje album fortsætter MGMT kampen mod genfærdene fra Oracular Spectacular, og syren har i stigende grad taget over. Eksperimenternes vellykkethed er vekslende, men MGMT's budskab er klart: De er seriøse omkring, hvad de står for, og de agter selv at bevise det.
Of Montreal har endnu en gang skiftet ham og skuer på sin 12. plade tilbage mod sit ophav. Bandet har lagt eksperimenterne, genremixene og nysgerrigheden, der gennemsyrede forgængeren, Paralytic Stalks, på hylden og kreeret et ganske middelmådigt og harmløst album.
De har udgivet 11 albums plus singler, ep’er og opsamlinger. De spiller spøgelsesrock med elektronisk lyd og dramatisk dystre tekster. Og så lyder deres bandnavn som navnet på et børnekeyboard. Nu samler Piano Magic op på midterperioden i deres karriere - 2001 til 2008. Desværre er det ikke noget særligt glædeligt genhør.
Aarhusianske The Broken Beats har en bandfilosofi om at ville "bidrage positivt til den kollektive bevidsthed". Det lykkes ikke ubetinget på bandets nye album.
Glasvegas er tilbage med deres tredje album, hvorpå skotterne vender ryggen til lyden fra deres forrige plade. Heldigvis.
Australske Jagwar Ma henter på den vellykkede debut Howlin inspiration fra Madchester-perioden, blander op med lyden fra landsmændene i Cut Copy og Tame Impala og tilsætter et veldoseret skud Cults-klingende pop. Men festen varer ikke ved.
Tex Fuller albumdebuterer med en - for et dansk band - sjældent international lyd. Inspirationerne hentes tydeligvis fra 90'ernes store ikoner inden for indie- og slackerrock, men på trods af de åbenlyse referencer er gruppen umiskendeligt sin egen.
