Plader

Tom McRae: Just Like Blood

Skrevet af Kasper Würtz

Tom McRae er ikke blevet mere lykkelig på sit andet album. Til gengæld har musikken fået mere dybde, og teksterne er blevet finpudset. Fremmedgørelsen bliver leveret med æstetisk indlevelse og viser, at McRae har format til at blive noget stort.

Jeg fandt ham første gang i Baden Baden. Coveret var mørkt, et sort/hvidt billede af en ung lyshåret mand. Titlen indikerede ikke noget af det mørke, som billedet udstrålede. Titlen sagde ikke andet, end hvem kunstneren var. Tom McRae. Og det er ganske sigende for albummet. For singer/songwriteren er i høj grad til stede i sine sange, og selvfikseringen kan alt efter smag måske føles navlepillende. For mit vedkommende var det en stærk debut, som brændte sig ind under huden. Nu er han tilbage med Just Like Blood – en titel, som heller ikke just virker distancerende.

Åbningssangen, “A Day Like Today”, vidner allerede i første linje om en fremmedgørelse, som dominerer McRaes følelsesregister og bliver på glimrende lyrisk vis leveret som et svar til en radiovært: »’Welcome back,’ says the voice on the radio / But I never left I was always right here.« Musikken virker her meget langt fra den akustiske guitarlyd, som dominerede debutpladen, og giver den effekt, at McRae virker fjern og længselsfuld både musikalsk og lyrisk. »Need to see need to say need to be something beautiful / I can’t get today out of my mind / Need to say need to call to love someone beautiful / A day like today has stained my eyes.«

Tom McRae vender dog allerede på næste nummer tilbage til det musikalsk velkendte. Teksterne er hudløse og selvransagende, hvilket gør hver eneste sang utroligt nærværende og står i skarp kontrast til den fantastiske “Stronger Than Dirt”, hvor McRae pinefuldt synger »you will never get close to me.«

Efter de første fire fremragende sange daler kvaliteten en smule med den afdæmpede, men stadigt insisterende “Overthrown”, som efterfølges af albummets bedste sang, den Nick Drake-klingende “Walking 2 Hawaii”, der handler om den skønhed, som kan opstå i de mørkeste skygger af depression, og som kan forsvinde lige så hurtigt, som den er opstået: »Falling feels like flying, until you hit the ground.« Den smukke akustiske guitar flyder sammen med strygere og gør en ellers harmonisk sang spøgelsesagtig, som Radiohead gør det i deres “How to Disappear Completely”.

“Mermaid Blues” er albummets klare fejltagelse. Tom McRae forsøger her med eksperimenterende underlægningslyde at redde en ordinær melodi og det noget kedelige omkvæd, men heldigvis glemmer man den hurtigt. Ikke mindst på grund af den udmærkede single “Karaoke Soul” med eksploderende strygere, som virkelig skal opleves med høretelefoner.

Tom McRae virker musikalsk mere moden på sit andet album, som har fået flere lag. Samtidig har han udviklet sit glimrende talent for tekster. At albummets titel er taget fra et digt af Simon Armitage, formindsker absolut ikke ambitionsniveauet, så alt peger mod, at McRae bliver en af de rigtig store. Nu må vi bare håbe, han fortsat vil lukke os ind.

★★★★★☆

Deltag i debat