Plader

Killing Joke: s.t.

Skrevet af Thorsten Moeller

Killing Jokes andet selvbetitlede album. Er musikken også genbrug?

»Mark out the points / Build the pyre / Assemble different drummers / Light up the fire / Put on your masks / And animal skins / Illumination, illumination / Listen to the drums.« Jo tak, så har Jaz Coleman sparket Killing Jokes seneste skive igang med The Death and Resurrection Show. Brutale huggende guitarer som motorsave og den mest apokalyptiske omgang trommer på denne side af Monster Magnet. Jaz Coleman har holdt fast i guitarist Geordie Walker, bassist Paul Raven, hevet multiinstrumentalist/synthbagmand Youth ind i varmen igen og introduceret wonderkid Dave Grohl på trommer. Eftersom Nirvana stjal riffet fra Killing Jokes sang “Eighties” til “Come As You Are”, kan man betragte det som en slags tilbagebetaling.

Det hele resulterer i en usædvanlig ond og tung lyd. Jaz Coleman brøler og snerrer, det bedste han har gjort i 20 år, og hele molevitten lyder af uforfalsket dommedag. Ingen tvivl om, at Killing Joke mener business denne gang.

I modsætning til forgængerne Democracy og Pandemonium er der skruet meget ned for den dansable charme og op for tyngden af riffs. “The Death and Resurrection Show” lægger ud med den tunge trommelyd og et svingende killerriff fra Walker og ender næsten som en dæmonisk åbenbaring med Colemans salvelsesfulde udfordring: »O beloved mother of liberty / Come to me / Burn away all the impurities / Hold me in your arms.« Dernæst kommer hele syndfloden af juggernautguitar og trommer, som driver nummeret hjem. Næste skæring, “Total Invasion”, starter med Coleman, der hvæser sig gennem verset, og omkvædet smækker et fabelagtigt hook ind over med Coleman i dommedagsprofetens råbende rolle. Verset er spooky som pokker, og omkvædet går rent ind.

“Asteroid” har en utrolig gang staccatosmæk med guitaren i starten, og denne gang lyder det, som om Coleman er i gang med at læse højt af Bibelen: »And the third angel sounded / And a star fell from heaven / Burning as it were a lamp / And it fell upon the third part of the waters.« Underlægningen består her af et sandt dieseltog af rå nedtunet guitarlarm og understreger det dæmoniske element til perfektion.

Når vi frem til “You’ll Never Get to Me”, har vi faktisk noget, der lyder som en stadionrock-ballade, drevet mestendels af et Joy Division-inspireret basriff. Lighteren er sikker, når Coleman hæst crooner: »Oh, sing a song of joy / Sweet childhood never desert me,« og Walker arbejder lidt melodisk guitar ind i omkvædet.

Den ultratunge guitar og de dunkende trommer er et gennemgående træk i lydbilledet, og det virker til, at Killing Joke virkelig har arbejdet med at skrive reelt gode melodier, noget der i den grad har præget deres midt-80’er-albums, men som har syntes at mangle lidt på det seneste.

Teksterne er næsten kun politiske eller filosofiske i deres udformning – noget, der i andres hænder kunne virke meget selvhelligt, men Killing Joke leverer det med stor overbevisning. Når Coleman erklærer: »Five corporations earn more than fortysix nations / You’ve got blood on your hands« i “Blood on Your Hands”, er man næsten tilbøjelig til at give ham ret og finde demobannerne frem.

Dette er det bedste Killing Joke-album siden Night Time fra 1985, og det er smukt samt alternativt uden at behøve at være indspillet i ægyptiske gravkamre eller islandske vulkanzoner og andet typisk KJ-lal. Melodierne fænger, sangene sparker de amerikanske nyrockere tilbage til guitarskolen, og teksterne er en fornøjelse bare at sidde og læse. »Survival is my victory,« synger Jaz Coleman, og der kan man jo kun give ham ret. Apokalypsen kan starte hér.

★★★★½☆

Deltag i debat