Plader

Kå: s.t. EP

Skrevet af Søren McGuire

Danske Kå vil både runde nordisk, østeuropæisk og amerikansk folk på denne demos tre sange, men når, med Katrine Villadsen i spidsen, desværre kun at skabe et forvirrende og overdrevet udtryk.

Den danske kvintet Kå kan bedst af alt beskrives som et eksperimenterende sammensurium af flere forskellige genrer, det hele dirigeret og ført an af den intense og karismatiske sangerinde og sangskriver Katrine Villadsen. Orkestret er cirka et år gammelt, men har allerede modtaget fine anmeldelser for deres debut-demo. Anmeldelserne har blandt andet lagt positiv vægt på det faktum, at Katrine Villadsen har valgt at synge på dansk, hvilket uomtvisteligt får hende til at lyde i retning af Ulla Bendixen fra Sorten Muld. Og det er da netop også Sorten Muld, der synes at være den primære inspirationskilde til Kås særegne eksperimenter ud i dansk folkemusik, amerikansk neo-folk og ikke mindst de tre stærkt teatralsk-fortolkede stykker musik, som udgør denne demo.

Ifølge pressematerialet har tidligere anmeldere sammenlignet Kå med Under byen, Kaizers Orchestra, Tindersticks, Calexico og Pinetop Seven. Lighederne mellem Kå og Under byen samt Kaizers Orchestra er skam til stede, om end en smule overdrevne. Godt nok finder man også det dramatiske og let overdrevede udtryk hos Under byen og hos de norske ompa-rockere i Kaizers Orchestra, men Kå har endnu ikke helt formået at finde Under byens unikke poetiske smukhed eller den norske forfriskende og rockende fandenivoldskhed.

Kås kompositioner besidder heller ikke Tindersticks ro og balance, Calexicos knasende tørre tex-mex og eminente cool-faktor eller Pinetop Sevens skarphed for den sags skyld. Om det overhovedet er rimeligt at sammenligne Kå med disse orkestre kan diskuteres – måske har anmeldelerne i virkeligheden været for hurtigt og overilede i deres sammenligninger. Det vil i og for sig være mest fair over for Kå, hvis man besindigede sig og – undskyld udtrykket – truttede ren røv. Kås musik bør kaldes for det, den er – nemlig en eksperimenterende form for teaterrock hvor sangene aldrig står stille, men hele tiden udvikler sig i forsøget på at skabe en så dramatisk og teatralsk lyd, hvor den ældgamle danske folkemusik forenes med inspirationen fra klassisk amerikansk folk.

Det rent musikalske resultat lægger sig et sted i nærheden af Tori Amos. På Ode til parforholdet fungerer denne blanding godt og gør sangen, der med sit lystige og humørfyldte tempo er ganske fornøjelig, til den bedste af de tre skæringer.
Kæreste kleptoman er stemningsfuld og formår med dens brug af harmonika at give et vellignende billede af Paris på en lummer sommereftermiddag.

Men demoens åbningsnummer, Brandstifter, er simpelthen for anstrengende, for overdrevet dramatisk, for højtragende og for rodet. På dette nummer forsøger Kå ved hjælp af et lettere uopfindsomt guitarriff at bygge sangen op til et klimaks, der i sidste ende forløses i et mindre symfoni-orgie af violin, trommer, halv-kvalt feedback og en skinger Katrine Villadsen, der desværre kun gør Brandstifter endnu mere uudholdelig.

Det er desværre også lige netop Katrine Villadsen, der på denne demo kommer til at virke som en hæmsko for det ellers ganske velspillende orkester. Hendes vokal mangler Henriette Sennenvaldts hviskende skrøbelighed eller Tori Amos’ skjulte desperation. Katrine Villadsen bliver hurtigt skabet, og der går for meget skuespil i hendes sangfortolkning. Lad der ikke herske tvivl om, at Katrine Villadsen vil egne sig perfekt som skuespiller, for det er tydeligt, at hun i høj grad besidder nærvær og evner at lade sig opsluge helt og fuldkomment af øjeblikket. Men hendes valg af det danske sprog og den måde, hvorpå hun næsten begiver sig ud i rent skuespil i fortolkningen af hendes ellers fine lyrik, er distraherende og fjerner fokus fra de smukke elementer – såsom harmonika, violin og klaver – der faktisk fungerer godt på demoen.

Et godt råd til Kå kunne være at forsøge at finde den ro, der faktisk kendetegner de orkestre, anmelderne har sammenlignet Kå med. Kå er velspillende, og der er stor opfindsomhed i brugen af instrumenter på trods af, at denne brug til tider bliver lidt for kreativ og tangerer til at være overivrig og til dels også giver udtryk for en vis stilforvirring.
Hvis Kå vil spille folk, hvadenten det er den danske, østeuropæiske eller amerikanske, skal de turde at lade sindsroen sænke sig helt over sangene og finde en balance i deres ståsted mellem deres ønske om at formidle en musikalsk drama-oplevelse og deres ønske om at finde ind til en autentisk folk-lyd.

Dette gælder også Katrine Villadsen, som hurtigt bør lægge sit skuespils-gen på hylden og ikke stræbe efter at skulle nå det stemme-klimaks, som hun konstant søger efter i de tre sange. En god portion mådehold, velovervejethed og masser af ro skal være den sidste anbefaling herfra.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat