Plader

Tom Waits: Real Gone

Bare en tur op til toppen af bakken. Så tilsyneladende uskyldigt begynder Tom Waits’ nye album Real Gone. Men før du ved af det, er du hevet med ind i en sælsomme verden, som ud over at være dybt fascinerende er helt og aldeles tidløs. Det er skramlet, det er forvrænget, og det er fremragende.

Det er, som om han gerne vil udfordre sig selv så meget som muligt, den kære Tom Waits. I hvert fald har han låst sit klaver væk nede i kælderen – en nyhed, der må have resulteret i en række gisp verden over hos de mange trofaste fans. Men hvad der for Waits begyndte som en udfordring for ham selv, er endt i en kroget samling sange, som helt sikkert bør tilfredsstille de fleste fans. Sådan går det, når man har at gøre med en kunstner så idiosynkratisk, som det er tilfældet med Tom Waits. I sidste ende kan han jo ikke gøre noget ved, at han lyder som sig selv. Og for guds skyld, det er også derfor, man holder af ham.

Idéen var ellers på plads fra dag ét. Waits hev optageudstyr ind på sit badeværelse, hvor han gav sig til at lave human beatbox – optagelser, der danner den rytmiske grundstamme på Real Gone. Dette er i sig selv nok til at kalde det nyt, for selv om Tom Waits’ musikalske univers altid har eksisteret i et originalt vakuum, har det moderne, det hippe, og hvad der nu har været oppe i tiden aldrig været inkluderet i dette vakuum (ikke siden han i 70’erne trådte frem som et medlem af beatgenerationen, der lige var 10-15 år for sent på den). Human beatbox fra Tom Waits’ organer lyder, nærmest selvsagt, heller ikke på nogen måde som andres beatbox. Det er voldsomme lyde, hans mave og hals skaber, og med rumklang og forvrængning lyder det mildest talt ikke pænt – en effekt, der ikke kunne passe bedre på en plade som Real Gone.

Ironisk, som det måske kan virke, fandt Tom Waits inspiration i nutidens nedbarberede rocktrioer, hvor alt er skåret ind til benet, og den rå energi står tilbage. Hans intention var at sammenstykke en plade med samme autenticitet. I stedet har han skabt et raslende og skramlende monstrum af et værk.

Åbningsnummeret, “Top of the Hill”, fungerer praktisk talt som en afprøvning af lytterens tærskler. Der er ikke meget andet, der er lige så svært tilgængeligt, selvom “Metropolitan Glide” er en stærk kandidat. Denne er Waits’ bud på en dansabel sang, åbner med et James Brown-agtigt hyl og rager dernæst frem i alle retninger. Waits kalder det selv “cubist funk”, hvilket er en beskrivelse, der rammer lige i øjet. For at danse førnævnte “Metropolitan Glide” (oprindeligt en populær dans fra 1920’erne) skal man »Whip the air like a rainbow trout« og »Drag your tailpipe ’til you bottom out.« Nej, det lyder ikke så nemt, vel?

Waits lyder forkrampet på den helt rigtige måde i den herlige, forhutlede og bluesede “Baby Gonna Leave Me” eller i sine skæve, men kraftfulde vidneberetninger i “Don’t Go Into That Barn”.

“Hoist That Rag” inkorporerer lyde som af raslende skraldespande og giver os den samme tørlagte vokal ved siden af en imponerende guitarsolo (fra den mesterlige Marc Ribot, der var fraværende på tvillingeudgivelserne Alice og Blood Money). Sangens politiske stillingtagen til et USA, der går i krig ved lederens ordrer, ytrer en stærk sarkasme mod en sådan beslutning. Tag blot linjerne: »So just open fire as you hit the shore / All is fair in love and war.«

“Day After Tomorrow” følger “Hoist That Rag” trop. Sangen er skrevet som et brev fra en unavngiven soldat, der skriver hjem fra fronten: »I’m not fighting for justice / I am not fighting for freedom / I am fighting for my life and / Another day in the world.« Sangen spilles med en simpel sentimentalitet – der særligt vinder ved sin tidløshed – og er i øvrigt den eneste akustiske ballade på Real Gone… ja, han må give os en smule, når klaveret er hugget til pindebrænde.

Den verden, som Tom Waits skriver sine sange i, er ikke genkendelig som noget i nyere tid. Sådan kender vi ham, og sådan skal det være. Sange som “Green Grass” og “Dead and Lovely” lader sig indfange i en fremmed og særdeles tiltalende atmosfære fra de gode gamle dage med sukkende guitar. Især “Green Grass” skærer sit eget lille snit i hjertet med de smukke linjer: »Lay your head where / My heart used to be / Hold the earth above me / Lay down in the green grass / Remember when you loved me.«

“Sins of My Father” er typisk for Waits’ tekstmæssige territorium. Atmosfæren etableres (»Night is falling like a bloody axe«) til denne ubønhørlige, positivt anspændte ballade. Gennem den langstrakte (nærved 11 minutter), men fascinerende ruse af en sang føres vi gennem et rigt billedsprog, som især spiller på bibelske referencer og billedsprog, men også morsomme strøtanker som »Justice wears suspenders and a powdered wig.«

Waits har en lunefuld humor, der indimellem træder i karakter. “Circus” er hans gravalvorlige (med det slet skjulte blink i det ene øje) fortælling om en helt almindelig dag for et omrejsende freak show udfyldt af figurer som One-Eyed Myra, Yodelling Elaine, Funeral Wells, Poodle Murphy og Mighty Tiny. Disse fortællinger er uvurderlige.

Real Gone er en kraftfuld og pragtfuld præstation. Materialet er hevet op fra den verden, som kun Waits har nøglen til, og det taler i et sprog (såvel musikalsk som lyrisk), der er underfundigt, overraskende og absolut vedkommende. Real Gone er så tæt på at være decideret mesterlig, som nogen plade kommer, så der er ikke den mindste tvivl om, at vi har fat i årets stærkeste udgivelse.

★★★★★½

Deltag i debat