Plader

Monster Movie: Transistor

Skrevet af Camilla Grausen

Monster Movie er et af de bands, der i sin tid opstod ud af asken fra Slowdive, og som har brugt arven særdeles positivt uden at lyde som en reprise. Deres seneste udgivelse, mini-albummet Transistor, når fantastiske højder i dets allerbedste minutter, men formår alt i alt ikke at holde niveauet.

»This is Transistor / This is the sound of our souls.« Sådan hviskes der i de allerførste sekunder af nyeste udspil fra Monster Movie. Duoens medlemmer Christian Savill og Sean Hewson er pga. både deres fortid og deres nutidige musikalske arbejde ikke uinteressante personer. Så derfor gælder det jo bare om at lytte godt efter på resten af skiven, hvis det virkelig er lige præcis her, essensen af Savills og Hewsons sjæle udkrænges…

Efter de to herrers eget udsagn har Monster Movie eksisteret siden 1989, men først i 2001 udkom bandets selvbetitlede debutudgivelse i form af en EP på selskabet Clairecords. Men man kan næsten ikke komme udenom at nævne, at Christian Savill i mellemtiden slog sine folder som shoegaze-darling i Slowdive i første halvdel af 90’erne.

Siden 2001 har Monster Movie udgivet to albums på Clairecords (Last Night Something Happened fra 2001 og To the Moon fra 2004) samt medvirket på en split-EP sammen med bandet Dreamend på Graveface Records. Og netop dette lille pladeselskab fra Chicago udgiver Monster Movie nu atter på. Resultatet er Transistor – et mini-album med syv numre, der sammenlagt strækker sig over kun 22 minutter.

Monster Movie kan vist godt lide, når en plade har en lille instrumental intro til at få lytteren i den rette stemning – en stemning der helst skal være positiv og behagelig. Bandet lavede i hvert fald en sådan intro på Last Night Something Happened og nu gør de det igen på Transistor, der ud over det lille talte budskab indledes med en sød intromelodi på under et minut.

Herefter fortsættes der med “Chances Are High”, der er en lys og let drømmepop-sag med amerikanske Rachel Staggs (Swells, Experimental Aircraft) på vokal. Hendes stemme går i det hele taget igen på størstedelen af Transistor, og Christian Savill har muligvis lyttet til rådene fra Undertoner-anmelderne, der anmeldte To the Moon og påpegede hans svage vokal. I hvert fald synger han denne gang kun på Transistors tredje nummer, “Left”.

På dette stille nummer går stemningen i minus og er mere sørgmodig. Under “Left”s øverste lag ligger imidlertid en flade af skurrende lyde, som gør op med harmonien. Savills baggrund med støjende Slowdive-guitarer skinner for første gang lidt igennem her, hvor uroen og ridserne i lakken klæder nummeret. Desværre er “Left” i bund og grund stadig ikke noget særligt, og det er lidt ærgerligt, at det er det nummer, der får lov til at optage mest af Transistors sparsomme spilletid.

Langt bedre bliver det på “Letting You Know”, der simpelthen får det til at risle igennem hele kroppen af intens og samtidig luftig sødme. Nummeret udvikler sig til en vidunderligt svævende ballon af dream-pop og tostemmige vokaler i omkvædet. Ballonen er dog hele tiden fastgjort ved jorden i en bund af skøn støj.

Femte nummer er titelnummeret, der varer under to minutter og er en lille alvorlig melodi med noget, der nærmest lyder som summen fra et tandlægebor i baggrunden.

Pladens næstsidste nummer indledes af akustiske guitarer og fortsætter med en lille vemodig historie fra Rachel Staggs. Et snurrende lydbillede kører hele vejen under sangen og stiger i styrke hen imod slutningen for til sidst helt at drukne resten, tage over og afslutte.

Den sidste lille melodi fra Monster Movie i denne omgang er “The Family Plot”, der igen er en lillebitte tingest med to akustiske guitarer, to stemmer, og intet andet. For hele albummet gælder det, at hvad enten det er Staggs eller Savills stemme, det drejer sig om, står den aldrig specielt meget frem og går i en god symbiose med lydbilledet, og dét er en kvalitet.

Transistor en fortrinlig plade, der består af nogle fine små melodier, men bliver lidt for meget nede på jorden det meste af tiden. Bandet er uden tvivl bedst på “Letting You Know”, hvor de tør slippe jordforbindelsen og svæve derudaf med papirstynde popskitser og støj i ryggen.

Ud over dette nummer er Transistor desværre et rimeligt forsigtigt udspil fra Monster Movie. Bandet går ikke til yderligheder med den solrige og skønne drømmepop, og den shoegazer-rock som ligger og bruser mange steder på albummet, bliver heller aldrig ført rigtigt ud i livet. Det er bestemt heller ikke ofte, at Monster Movie plejer at gøre det, men de er sædvanligvis ikke så midtersøgende som her.

Det viser sig, at Monster Movie løj i begyndelsen, da de påstod, at Transistor var »the sound of our souls.« Det er Transistor ikke. For Monster Movies tidligere udgivelser gør det nemlig klart, at Christian Savills og Sean Hewsons sjæle er langt mere fantasifulde. Og på Transistor har de bestemt ikke fået lov til at lege igennem.

★★★★☆☆

Deltag i debat