Plader

Heligoland: A Street Between Us

Skrevet af Janne Kristensen

Den australske slowcorekvintet Heligoland skriver også på sit andet album fine, sfæriske sange. Sangerinden Karen Vogt har en glimrende stemme, men den kan ikke ændre på, at bandets bedrifter bliver lige rigeligt monotone i længden.

Australske Heligolands debutalbum, Shift These Thoughts, blev her på sitet kategoriseret som æterisk slowcore, da den udkom i 2003. Nu er bandet tilbage med et opfølgende album, der på ingen måde udvider spekteret, men trods alt tilbyder et solidt, atmosfærisk soundtrack til glødende kolde efterårsdage. Titlen varsler pladens kølige, distancerede undertone, der dog på mærkelig vis viser sig at være utrolig nærværende … om end ganske monoton i længden.

Fra det klogt valgte intronummer “Obelix”, der er smukt og letfordøjeligt, bevæger skæringerne på A Street Between Us sig stilbevidst ud i ringende arrangementer, der udvikler sig mod det himmelsk hensvævende hen ad vejen. Gennemgående er sangerinden Karen Vogts smukke vokalbedrifter i fokus i starten af sangene, der siden eskalerer i glidende kompositioner, hvor musikken langsomt overtager styringen og løfter kompositionerne op op op – uden at de dog nogen sinde bliver fremragende.

Heligolands musik er lyden af muser, der lokker lytteren med ned i et musikalsk hav af dyb, inderlig undervandsmelankoli. “How to Travel Underwater” og “Coming Up for Air” er blot to af sangtitlerne, der understøtter det.
Denne melankoli og de ringende klange, der synes så karakteristiske for Heligoland, er for den sags skyld allerede udnyttet til fulde af mestrene i Cocteau Twins. Atmosfæren emmer af tab, fortvivlelse og smukke blå eftermiddage.

Ligesom netop magien hos Cocteau Twins ligger i det himmelskuende og tildels distancerede, men alligevel altid intenst nærværende, synes Karen Vogts smidige vokal også gentagne gange at komme meget tættere på end en gades afstand. Den bliver en venlig, lys guide, der smyger sig som blødt vat omkring enhver bekymring og gør lydbilledet bekymrende vedkommende i et ellers ret så distanceret lydlandskab.

Titelnummeret er det absolutte hit på en plade, der ellers er meget homogen. Her kommer teksten om, at »the grey clouds are the only real ones / the white ones are the fakes« til sin rette i en hensvømmende komposition.
Desværre er der bare for mange neutrale numre på den australske kvintets opfølgerplade. Numre, der ikke vil blive husket særlig længe efter gennemlytning.

Heligoland formår med A Street Between Us at gøre klingende sfærisk fravær til lindrende intensitet. De gør det så gennemført, at der ikke er noget at pege fingre af, men desværre heller ikke så meget at sætte fingre på – i positiv forstand. Udtrykket drukner i monotonitet og forbilleder (Cocteau Twins, Low, Mojave 3), og det hensvævende får karakter af æteriske luftspejlinger uden substans.

★★★☆☆☆

Deltag i debat