Plader

Del Rey: A Pyramid for the Living

Skrevet af Erik Bendix

Amerikanske Del Rey spiller postrock. Kort og lejlighedsvis godt. A Pyramid for the Living byder på stemningsmættet instrumentalmusik udført af særdeles kompetente musikere med en fintunet sans for smukke melodiforløb. Men desværre er det ikke tilstrækkeligt til at fastholde lytterens opmærksomhed.

Uden at fornærme alt for mange kan man med en vis sindsro vove påstanden, at postrock anno 2007 for længst har oplevet sin storhedstid. Alligevel lever genren dog i bedste, relativt ubemærkede velgående med en jævn strøm af udgivelser af varierende kvalitet. Amerikanske Del Reys seneste udgivelse A Pyramid for the Living er endnu en dråbe i denne musikalske understrøm. Men til forskel fra så mange andre postrockudgivelser beviser Del Reys tredje album dog, at postrocken på ingen måde fortjener en nekrolog i utide.

På mange måder er der ikke tale om den helt store overraskelse ved gennemlytningen af pladen. A Pyramid for the Living bevæger sig i det store og hele langs de plovfurer, den ortodokse postrock for længst har pløjet. F.eks. er pladen sammensat af fem forholdsvis lange numre, der alle er vokalløse. Albummets helt store force er dens spænding og dynamik, der er stærkt medvirkende til at man som lytter sidder på kanten af sædet gennem størstedelen af pladen.

Stemningsmæssigt vil musikken på A Pyramid for the Living gøre sig glimrende i en eller anden form for alternativ gyserfilm. Der er med andre ord tale om musik med sans for det uhyggelige, og den vil uden tvivl kunne få det til at risle koldt ned af ryggen på mange lyttere. Der er dog ikke udelukkende tale om regulær gyserpastiche. Samtidig er inspirationen fra postrockgiganterne Mogwai og Tortoise er ikke til at tage fejl af. Det er især spændingen fra Mogwai og dynamikken fra Tortoise, der gør sig gældende hos Del Rey. På trods af den klare inspiration formår orkestret dog at dreje deres musik i en original retning.

Hele affæren starter en anelse psykedelisk med åbningsnummeret “Olympus Mons”. Nummeret er med sit hypnotiske guitarriff og evigt ulmende aggressivitet en glimrende indikator på, hvilket musikalsk territorium man som lytter vil befinde sig i fra første til sidste nummer. Kodeordene er uhygge og aggressivitet, men så sandelig også skønhed. Dette kommer til udtryk i amerikanernes umiskendelige evne til at skrive stærke melodier, der på samme tid fungerer som et stik i følelsesregistret og et spark i mellemgulvet. Det er med andre ord tunge sager, der ligger som en slags fernis over det mere følsomme.

Pladens bedste nummer bærer den poetiske titel “Lampfighter” og er en anelse mere stille end de resterende numre. Til trods for den mere dæmpede musikalske udtryksform ligger det voldsomme hele tiden og lurer under overfladen. Nummeret fungerer glimrende og kommer bedst til sin ret hvis det høres om aftenen/natten. Det er ganske enkelt postrock af høj kvalitet, man på dette nummer får boret ind i øregangene. Og det endda på ganske original vis.

En væsentlig årsag til denne originalitet er nummerets særegne musikalske cocktail af gyserromantiske stemningsbilleder og en evigt lurende aggressivitet, der dog aldrig kommer til udtryk. Der er på ingen måde tale om den velkendte stilhed/støj-formel, som man kender den fra Mogwai m.fl. I stedet anes en konstant musikalsk spænding, der netop har rod i musikkens uforløste karakter. Der er med andre ord ikke tale om en bevægelse hen imod et evigt voksende spændingshøjdepunkt, men snarere en konstant stemningsmæssig fastholdelse af lytteren i et musikalsk jerngreb.

Originaliteten til trods er der dog visse kritikpunkter, man som lytter kan have svært ved at se bort fra. Musikken bliver nemlig i løbet af pladen en anelse ensformig, da samtlige fem numre minder om hinanden rent opbygningsmæssigt. Hvad angår stemningen, er der heller ikke den store variation at spore. Den hypnotisk tunge guitar og det nærmest maniske trommespil er således altdominerende fra start til slut. Dette får pladen til at fremstå som ét langt nummer, der i det store og hele går i ring omkring sig selv. Desuden spolerer Del Rey med den forslidte formel stilhed/støj bevidst deres ubetvivlelige evne til at skabe smukke musikalske stemningsbilleder. Billeder, der uden tvivl ville kunne lagres i rygraden på enhver potentiel lytter.

Hvis Del Rey fortsat skal have en musikalsk eksistensberettigelse, er det derfor vigtigt, at det musikalske udtryk udvides og varieres i langt højere grad end på A Pyramid for the Living. For selv om der bestemt er mange smukke øjeblikke på pladen, er disse spredte momenter desværre alt, hvad det bliver til, hvilket efterlader en frustreret lytters appetit vækket af musikalske fingermadder. Og det er ærgerligt, når man som undertegnede var sulten efter et hovedmåltid.

★★★½☆☆

Leave a Reply