Plader

The Fall: Reformation Post TLC

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

På The Fall-album nr. 26 er Mark E. Smith i topform. Det samme er de nye musikere, som er udvalgt til at spille med. Bortset fra en unødvendig tur ud på dybt vand byder de sammen på en række veludførte groovy og hypnotiske numre.

Mark E. Smith indleder The Falls 26. studiealbum med en arrogant hånlatter. Det kan man ikke fortænke ham i, for endnu en gang er han sluppet af sted med at skifte ud i rækkerne. Musikerne på det seneste The Fall-album med den set i bakspejlet sigende titel Heads Will Roll forlod The Fall under en turné sidste forår. Angiveligt fordi de ikke kunne acceptere den måde, Mark E. Smith opførte sig på.
Dét må han efterhånden være vant til, og han fandt da også nogle nye musikere i USA, som ville være afløsere på den resterende del af turneen. De hænger stadig ved, og på Reformation Post TLC er de det velsmurte maskineri, som den excentriske englænder vrænger sine verbale udbrud henover.

Efter latteren er forstummet serverer Mark E. Smith og bandet tre stærke sange på stribe. Især “Fall Sound” er så kontant et nummer, at det næsten slår én omkuld. Smith ruller først med sin smældende tunge og uddeler derefter verbale tæsk. Og hans band bider ligeså godt fra sig. Robert Babato knokler derudaf med bassen, Tim Presleys guitar buldrer tungt af sted, mens Orpheo M. i den grad hamrer igennem på trommerne. Det er suverænt fremført og lyder umiskendeligt som The Fall.

Tonen er en helt anden på den efterfølgende “White Line Fever”, som oprindelig er skrevet og indspillet af countrysangeren Merle Haggard. Ikke nok med at Mark E. Smith ligefrem synger, han bliver også bakket op af et indfølt kor. Det er ret vellykket, og den lystigt hoppende basrytme får det til at svinge som bare fanden.
Lige så smittende er “Wright Stuff” med dens hvirvlende synthtoner og Eleni Poulous nynnen og distancerede stemmeføring. Hun lyder som en kvindelig udgave af sin mand, Mark E. Smith.

Et knapt så vellykket indslag er “Das Boat”. I løbet af 10 meget lange minutter er det eneste, man hører, dissonant feedback, svuppende synthlyde, lidt banken med nogle pinde og så Smith, der siger »Das Boat. U-boat«. The Fall er her på dybt vand, for det er end ikke tilnærmelsesvist interessant som eksperiment. Kun underligt og ikke værd at bruge tid på.

På resten af pladen holder The Fall til gengæld fanen højt. Den groovy “My Door Is Never” og den hypnotisk rockende “Systematic Abuse” er værd at fremhæve blandt en håndfuld gode numre. De vinder ikke på originalitet, men på bandets energiske vilje til at få det musikalske bagtæppe under Mark E. Smiths reciterende sangstil til at hænge sammen. Og det er spændt godt ud. Bandet spiller, som gjaldt det liv. Hvilket det måske også gør, altså livet som medlem af The Fall.

Kun Mark E. Smith er med garanti livsvarigt medlem af The Fall. Det har han indtil videre været i 30 år, og i al den tid har han troet på og kæmpet for sin egen musikalske vision. På Reformation Post TLC har han endnu en gang taget skyklapper på og ignoreret enhver ny musikalsk stilretning, som kunne have påvirket musikken. Alt er derfor stort set, som det plejer hos The Fall. I dette tilfælde er intet nyt godt nyt, for Reformation Post TLC må uden tvivl høre til blandt de bedre i det uopslidelige bands bagkatalog.

★★★★☆☆

Deltag i debat